Gammel nyhed: Elite skaber sjældent bredde!

Niels Nygaard, formand for Danmarks Idræts-Forbund, anførte for nylig i en kommentar, at virkeligheden om samspillet mellem eliten og bredden er langt mere nuanceret, end myten om den automatiske sammenhæng giver indtryk af. Niels Nygaard argumenterede, at den skyttegravskrig, debatten hidtil har været præget af, er ukonstruktiv i forhold til at skabe en bedre forståelse af forholdets reelle sammenhæng. Dermed er skyttegravskrigen også skadelig for at udvikle hensigtsmæssige tiltag for at styrke såvel bredde- som eliteidrætten. Det er meget svært at være uenig i det argument. Ser man nærmere på forskningen i spørgsmålet tyder alt på, at ganske mange faktorer spiller en rolle for udviklingen i den brede idrætsmæssige deltagelse. Det samme gælder formentlig i forhold til ønsket om at fremme eliteidrætten. Man kan finde eksempler på, at elitesatsninger og topresultater eller store idrætsevents bidrager positivt i regnskabet, men kigger man nærmere efter, er der endnu flere mellemregninger og faktorer, som nuancerer billedet gevaldigt i den modsatte retning. Der er absolut ingen automatik i forholdet mellem elite og bredde. På et seminar om emnet på DIF’s kongres i Brøndby i februar 2011 lød en kommentar fra DGI's formand Søren Møller, at der er tale om et sammensat forhold og ikke en direkte relation, der går den ene eller anden vej. Faktisk forekommer Niels Nygaard og Søren Møller overraskende enige på dette punkt, hvilket kunne føre til den konklusion, at vi må op af skyttegravene og mere pragmatisk vurdere, hvordan eliten og bredden kan spille bedre sammen. Problemet er, at myten om elitens automatiske og gunstige indvirkning på bredden i mange andre sammenhænge desværre stadig gentages som en noget nær objektiv sandhed, der er bekvem at have ved hånden, når støtten til eliteidrætten skal legitimeres. Især på det overordnede politiske niveau, men også hos græsrødderne mødes man ofte med mistro, når man søger at forklare, hvorfor eliteeffekten ikke kan stå alene, er kortvarig om overhovedet synlig – eller typisk er overdrevet. Selvom en mere nuanceret forståelse af eliten og breddens relation vinder større og større indpas blandt idrættens topledere, er opfattelsen af automatikken utrolig svær at få bugt med.

Fokus væk fra det væsentlige

Faren ved den sejlivede opfattelse om sammenhængen mellem elite og bredde er desværre, at fokus fjernes fra alle de andre totalt set mere væsentlige breddefaktorer, fordi eliteeffekten typisk sættes i centrum. Når toppolitikere eller ministre gentager, at eliten og bredden er komplementære størrelser, blåstemples myten, og nuancerne forsvinder. 

Konflikten mellem modstridende interesser i elite- og breddemiljøet tones ned, og tilbundsgående tiltag til forbedring af faciliteterne eller foreningstilbuddene, tilpasning til tendenserne i befolkningens idrætsvaner og deraf følgende krav og nye forventninger til, hvordan børn og unge skal mødes i foreningerne, skubbes ud i mørket. Heldigvis er idrætsorganisationerne efterhånden klar over problemstillingen og har på en række områder sat initiativer i gang for at modgå den. Men alt imens myten gennem årene er blevet gentaget, har kommercielle breddeidrætsaktører dygtigt udfyldt de huller, som foreningslivet har overset på grund af myten om eliteeffektens betydning for danskernes lyst til at dyrke idræt, motion eller konkurrencesport. Havde ’idrætsfamilien’ haft ubegrænsede ressourcer til sin rådighed, og havde myten ikke været så vedholdende, havde udviklingen måske ledt frem mod et langt bedre samspil mellem eliten og bredden, end vi ser i dag.

Myte skygger for interessekonflikter

Desværre er virkeligheden overalt – i kommunerne, hos specialforbundene, i Team Danmark, hos DIF og DGI – at der skal prioriteres i skrabede sparebudgetter. 

Med massive underskud på statens finanser, finanskrise, en aldrende befolkning samt et fremtidigt usikkert finansieringsgrundlag fra et delvist liberaliseret spillemarked, er der endnu mere grund til at forstå kompleksiteten og tage ladegreb mod myten om sammenhængen mellem elite og bredde , så myten ikke trækkes op af hatten som løsningen på alle interessekonflikter, når krybben er tom. Dette betyder desværre til tider, at man må træde ned i skyttegraven i stedet for at mødes i en mere pragmatisk tone. Skal den brede idrætsdeltagelse i foreningerne styrkes, må de sidste rester af myten nedkæmpes. Ellers kan resultatet meget vel blive, at foreningslivet ikke får omstillet sig til de nye betingelser, breddeidrætten skal fungere under i fremtiden. Og det vil – alt andet lige – heller ikke komme eliten til gode.