Golf og rugby tæt på OL-deltagelse
IOC’s bestyrelse indstiller golf og syvmandsrugby til optagelse på det olympiske program i 2016. Den endelige beslutning bliver dog først taget af IOC’s session til oktober i København. Samtidig er kronprins Frederik indstillet til IOC.
OpdateretEfter en pause på 112 år tyder alt på, at golf igen komme på det olympiske program fra 2016. Golf får samtidig følgeskab af rugby i den særlige syvmandsudgave.IOC’s eksekutivkomité har på sit møde i Berlin torsdag besluttet at indstille de to idrætsgrene til optagelse på OL-programmet. Den formelle beslutning bliver først taget, når IOC’s session mødes i København i begyndelsen af oktober, men det vil være en overraskelse, hvis forsamlingen ikke følger IOC-toppens indstilling. I modsætning til tidligere skal blot et simpelt flertal blandt de nuværende 107 IOC-medlemmer stemme for.
Syv idrætsgrene kæmpede om pladserne
Ikke mindre end syv idrætsgrene havde lagt billet ind på to pladser til OL-programmet.
Ud over golf og rugby bestod feltet af de olympisk uprøvede sportsgrene squash, karate og rulleskøjteløb, mens baseball og softball håbede at kunne omgøre IOC’s tidligere beslutning om at fjerne de to idrætsgrene fra programmet. At det i sidste ende bliver golf og rugby, som efter alt at dømme løber med pladserne, var ventet. Golf kan bl.a. pege på sit stærke kommercielle fundament, sin store udbredelse og en række markante idrætsprofiler anført af Tiger Woods, som har støttet OL-deltagelsen aktivt.Rugby var måske mindre sikker på udpegningen. Men rugby er en traditionsrig sport i engelsksprogede lande som Storbritannien, Australien, Canada, Irland og New Zealand, ligesom den er populær i flere latinske lande, bl.a. Frankrig og Italien, og dyrkes i over 100 lande.Sporten var i sin traditionelle 15-mandsversion på det olympiske program frem til 1924.
Flere udvælgelseskriterier
Ifølge IOC's præisdent Jacques Rogge var det afgørende at udvælge de idrætsgrene, som kunne tilføre legene størst mulig værdi.
Blandt faktorerne har været ungdomsappel, udbredelse, popularitet, 'good governance' samt respekt for udøverne og de olympiske værdier."Golf og rugby scorer højt på alle disse kriterier: De har global appel, en række sports-ikoner fra forskellige dele af verden og en etik, der betoner fair play," siger IOC-præsidenten i en pressemeddelelse.Med de to nye idrætsgrene vil der i 2016 være i alt 28 idrætsgrene på det olympiske program.
Kvindeboksning på programmet
Ud over at indstille golf og rugby har IOC's eksekutivkomité besluttet at ændre på flere af de eksisterende idrætsgrenes discipliner.
Mest markant er det, at kvindeboksning kommer på programmet ved OL i London om tre år med tre vægtklasser. Dermed er der for første gang kvinderepræsentation i alle idrætsgrene på det olympiske program."Kvindeboksning har oplevet en fantastisk fremgang i de seneste fem år, og det var på tide at optage dem," siger IOC's præsident Jacques Rogge til BBC.Herudover har IOC bl.a. besluttet at fjerne de sekundære placeringskampe i håndbold og indføre en afsluttende kombineret skyde- og løbedisciplin i moderne femkamp. I alt 17 idrætsgrene har fået modificeret deres OL-discipliner.
Kronprins Frederik indstillet til IOC
Endelig besluttede IOC's eksekutivkomité som ventet at indstille kronprins Frederik til optagelse i IOC sammen med fem yderligere kandidater.
Ligesom med optagelsen af de to nye idrætsgrene er det dog IOC's session i København, som træffer den formelle beslutning.