Græker skriver ph.d. om dansk integration af indvandrere via idræt
Københavns og Aarhus Kommuners forsøg på at fremme integrationen af indvandrere gennem idræt er blevet undersøgt i en ny ph.d af græske Ioannis Chatzopoulos.
Københavns Kommunes og Aarhus Kommunes arbejde med integration af indvandrere gennem idræt er gennem de senere år blevet studeret nøje af græske Ioannis Chatzopoulos. Nu er resultaterne af undersøgelsen offentliggjort i form af en ph.d.-afhandling med titlen: ’Sport Policy, Citizenship and the Social Integration of Immigrants in Denmark’.
I undersøgelsen har han fulgt tre idrætsintegrationsprojekter, hvor han især har haft fokus på samspillet mellem staten, kommunerne og idrætsforeningerne i forhold til integrationspolitikken. Analysen bygger blandt andet på en række interviews med kommunale embedsmænd, ledere og trænere i idrætsforeninger og repræsentanter fra idrætsorganisationer.
Afhandlingen er godkendt på det respekterede Loughborough University i England. Professor Bjarne Ibsen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet har været uformel vejleder for Ioannis Chatzopoulos.