Grønland vil give idrætten et løft
Idrættens Analyseinstitut skal i 2015 gennemanalysere idrætten i Grønland som led i Grønlands Idræts-Forbunds arbejde for at løfte idrætten i landet.
Idan har indgået en omfattende samarbejdsaftale med Grønlands Idræts-Forbund om at tilvejebringe ny viden om idrætten i landet som baggrund for en ny idrætsstrategi, der skal igangsættes inden udgangen af 2016.
Samarbejdet omfatter tre større delanalyser, der skal ligge klar til repræsentantskabsmødet i forbundet i november 2015. Hensigten er dels at kigge den foreningsorganiserede idræt i foreninger og specialforbund under GIF nærmere i kortene, dels at skabe et overordnet overblik på facilitetsområdet samt over befolkningens idrætsvaner og generelle udfordringer og potentialer blandt idrættens mange interessenter i de grønlandske byer og bygder.
Den samlede analyse består således af en omfattende undersøgelse af den grønlandske befolknings motions- og sportsvaner, en foreningsundersøgelse blandt idrætsforeninger i Grønland samt en kortlægning af situationen på facilitetsområdet i Grønland. Analysen skal danne grundlag for en strategiproces i forbundet, som Idan ligeledes står til rådighed for som sparringspartner med GIF i 2015 og 2016.
”Hvem kan og vil skabe fællesskab? Hvem kan skabe resultater? Hvem vil fokusere på de sunde værdier? Hvem vil gøre en ekstra indsats for alle de mange tusinde frivillige og være med til at skabe de bedste rammer for alle dem, der gør et kæmpe arbejde på den lange bane? Det vil sikkert alle politikere, men det bærende spørgsmål er hvordan," siger GIF’s generalsekretær, Carsten Olsen, i en pressemeddelelse.
Han fremhæver i pressemeddelelsen, at hvis Grønland om 20–30 år skal være en stolt nation, hvor der er plads til alle, og de fundamentale værdier er på plads, kræver det handling – også i idrætten.
”Faciliteter, frivillighed og motionsvaner skal ses efter i sømmene og give landet et værktøj til at finde ud af, i hvilken retning idrætten skal udvikles. Nogen vil nok sige - endnu en rapport. Ja, hvis vi ønsker at presse på for en ny og langsigtet idrætspolitik på landsplan, skal vi have spurgt så mange som overhovedet muligt. Der skal sikres fakta, før der laves en strategi,” siger Carsten Olsen.
Analytiker Trygve Laub Asserhøj bliver daglig projektleder på analysen for Idan, men det omfattende analysearbejde over det kommende år vil involvere en lang række medarbejdere fra Idan samt eksterne samarbejdspartnere.