Grønlandsk idræt har store potentialer

Idrætsdeltagelsen i Grønland er lavere end i Danmark, men med den første gennemgribende undersøgelse af idrætten i Grønland som dokumentation har grønlandsk idræt fået et redskab til at adressere udfordringerne og udnytte potentialerne bedre i fremtiden.

Undersøgelsen, som Idrættens Analyseinstitut har gennemført for Grønlands Idrætsforbund (se boks), viser bl.a., at halvdelen af alle børn og tre ud af ti voksne i Grønland efter eget udsagn dyrkede sport/motion i foråret 2015. Medregner man alle, der har dyrket idræt regelmæssigt inden for det seneste år, er ikke færre end ni ud ti børn idrætsaktive, mens det gælder to ud af tre voksne grønlændere. 

Den relativt høje idrætsdeltagelse i et samfund med naturlige geografiske og klimatiske udfordringer i forhold til idrætten understreger idrættens store popularitet og udbredelse i det grønlandske samfund. Ligesom i Danmark udgør idrætsforeningerne ofte et vigtigt samlingspunkt i lokalsamfundet.

Idrætsdeltagelsen ligger under de danske tal, men en sammenligning med Danmark er urimelig, når Grønland er mere end 50 gange større og kun bebos af 56.000 mennesker svarende til 1 pct. af den danske befolkning. En udebanekamp mod nabobyens hold er ofte ensbetydende med lange og dyre rejser, ligesom mørke og kulde om vinteren gør udendørs motion væsentligt vanskeligere i Grønland end i Kongerigets øvrige områder mod sydøst.

Ikke desto mindre har idrætten i Grønland mange fællestræk med idrætten i Danmark. Grønlandsk idræts formelle organisering og faciliteter har udviklet sig hastigt over de seneste 50 år, ofte med stærk inspiration fra Danmark.

Det viser sig bl.a. i den måde folk i Grønland dyrker idræt på. Selvom der ikke findes en eneste græsbane, er fodbold den mest populære aktivitet blandt børn og unge, mens vandre- og løbeture topper blandt voksne.

Idrætsforeningernes medlemmer udgøres hovedsageligt af børn og især drenge, mens idræt i fitnesscentre og selvorganiserede aktiviteter bliver mere populære fra teenagealderen. Også her er lighederne mellem Grønland og Danmark tydelige.

Foreningerne har unikke udfordringer

Den brede kortlægning af grønlandsk idræt gennem flere spørgeskemaundersøgelser viser, at bl.a. de grønlandske idrætsforeninger har nogle unikke udfordringer, som i høj grad bunder i landets geografi.

Næsten alle grønlandske idrætsforeninger deltager i konkurrencer eller stævner, hvor medlemmerne skal ud at rejse. De relativt små foreninger med i gennemsnit 55 medlemmer bruger hver især typisk 100.000 kr. om året på rejseaktivitet. Det stiller store krav til foreningens frivillige ledere, som samtidig mener, at det er blevet sværere at skaffe penge til rejser inden for de seneste fem år.

Kurser er en anden udfordring i det frivillige foreningsliv. Blandt idrætsforeningernes frivillige trænere og ledere er der stor efterspørgsel efter kurser og uddannelsesmuligheder, men kun et meget begrænset udbud, hvilket igen hænger sammen med de store afstande og høje rejseomkostninger.

I Idans rapport er der også positivt nyt på frivilligområdet. En stor del af den grønlandske befolkning hjælper til i forbindelse med idrætsarrangementer, og endnu flere vil gerne være frivillige, hvis en idrætsforening spørger om deres hjælp. Den statistik stod sin prøve, da Nuuk i marts 2016 var vært for den store idræts- og kulturfestival, Arctic Winter Games, som skulle bruge 1.500 frivillige i dagene op til og under arrangementet.

Samarbejdsudfordringer står i vejen for udvikling

Dårligt samarbejdsklima mellem foreningerne er en udfordring, der flere steder i Grønland er med til at gøre livet svært for idrætsforeningerne. I små og isolerede samfund kan personlige konflikter skade forholdene mellem frivillige foreninger eller trivslen i den enkelte forening. Samtidig oplever mange foreningsrepræsentanter, at samarbejdet fungerer dårligt, når de lokale idrætsforeninger i landets fire kommuner skal fordele tiderne i de lokale haller.

Figur 1: Samarbejdet med andre foreninger er en udfordring for mange

Udfordringerne kommer til udtryk ved, at kun godt halvdelen af idrætsforeningerne i Grønland har nogen form for samarbejde med andre foreninger i den by eller bygd, de kommer fra. Det er væsentligt mere udbredt at samarbejde med skoler, specialforbund eller den kommunale forvaltning end at samarbejde med naboforeningen.

Lokalt samarbejde er en af grønlandsk idræts væsentligste udfordringer og samtidig et af de største potentialer. I de små og isolerede samfund mange steder i landet kan idrættens faciliteter og foreninger spille en central rolle som lokalt samlingspunkt og drivkraft. Men det sker kun, hvis man ser ud over idrættens traditionelle ’silotænkning’ i bestemte idrætsaktiviteter og i stedet omfavner det tværgående og tværidrætslige samarbejde fuldt og helt. En forskel mellem Danmark og Grønland er, at der historisk ikke er to stærke idrætsorganisationer (DIF og DGI). GIF med i alt ni specialforbund som medlemmer er alene på banen i den formelle struktur for grønlandsk idræt.

Anbefalinger og strategiudvikling

På baggrund af de omfattende analyser opstiller Idans rapport om idræt i Grønland en række anbefalinger.

Den helt centrale anbefaling handler om at nedbryde silotænkningen og understøtte udviklingen af lokalt samarbejde. I stedet for at slås om de samme medlemmer, frivillige og haltider kan idrætsforeningerne styrke hinanden gennem fælles arrangementer og administration. Det findes der heldigvis også gode eksempler på flere steder i landet. For eksempel i Ilulissat i Diskobugten, hvor bordtennissporten overlevede ved at indgå i samarbejde og fælles administration med en af byens to store idrætsforeninger.

Idans rapport anbefaler desuden, at idrætsforeninger fokuserer på at skabe mere attraktive tilbud for piger, kvinder og ældre, som i dag er dårligt repræsenteret i den organiserede idræt. I et land hvor uddannelsessystemet kræver, at mange børn og unge flytter hjemmefra i en tidlig alder, må der også være høje forventninger til idrætsforeningerne i de større byer om at være opsøgende og inkluderende, hvis ikke unge menneskers mobilitet skal have negativ indflydelse på deres idrætsdeltagelse.

Endelig behøver idrætsforeningerne ikke være de eneste udbydere af idræt i Grønland. Kommunale forvaltninger og ledere af faciliteter kan spille en mere aktiv rolle og supplere foreningsidrættens tilbud med målrettede tilbud og fleksible rammer for de udsatte, uorganiserede og andre idrætssvage grupper.

Idans undersøgelser og anbefalinger blev præsenteret i Nuuk i november 2015, hvor GIF samtidig offentliggjorde sin nye strategi (se omtale af strategien i boks til højre). Strategien tager blandt andet udgangspunkt i Idans analyser og tegner vejen frem mod 2019 for den foreningsorganiserede idræt i Grønland.