Grønlandske anlægsdrømme med komplikationer

Da vicekommunaldirektøren for Qeqqata Kommune og bestyrelsesformanden for kommunens største hal i Sisimiut fløj hjem fra tre dages idrætskonference i Nuuk med indlagt mellemlanding i Grønlands centrale lufthavn i Kangerlussuaq/Sdr. Strømfjord, havde de oplevet en intens konference med god inspiration og masser af inspiration til udviklingen af fremtidens idræt i deres hjemkommune. Nu skulle det gøre godt at komme hjem og bearbejde de mange indtryk.

To dage senere sad de to konferencegæster stadig i lufthavnsbygningen i Kangerlussuaq og ventede på flyforbindelsen det sidste stykke hjem til Sisimiut. Solen strålede over fjeldene i Kangerlussuaq, men tåge på vestkysten forhindrede den sidste halve times flyrejse og forlængede mellemlandingen med et par dage. Sådan er de klimatiske og geografiske vilkår nu engang i Grønland…

Netop de komplicerede og omkostningstunge rejsevilkår er en af de afgørende forskelle mellem idrættens udviklingsmuligheder i Danmark og Grønland, hvilket også afspejlede sig tydeligt i debatterne på konferencen ’Fremtidens idræt i Grønland’ i Nuuk, den 17.-19. august.

På den ene side boblede konferencen i Nuuk af entusiasme og glæde over eksempelvis den hastige udrulning af kunstgræsbaner i landet. På ganske få år er Grønland gået fra 4 til 12 anlæg af varierende størrelse. I begyndelsen af august oplevede tusindvis af tilskuere således GM-finalen i fodbold på en helt nyanlagt kunstgræsbane i Nuuk.

På den anden side skinnede det tydeligt igennem debatten på konferencen ’Fremtidens idræt i Grønland’, at anlægsudbygningen samtidig er en potentiel kilde til misundelse og splid i landet. Man smutter jo ikke lige rundt om hjørnet og spiller fodbold på nabosognets nye flotte kunstgræsbane. Så simpelt er det bare ikke i Grønland. Derfor er der hård kamp om ressourcerne både til renovering og nye anlæg.

Et regionalpolitisk dilemma

Anlægsudbygningen er et kompliceret tema med regionalpolitiske undertoner såvel i spillet internt i landets største kommune, Kommuneqarfik Sermersooq, som i spillet mellem Sermersooq og landets øvrige tre kommuner. Kommuneqarfik Sermersooq med hovedstaden Nuuk og de tre andre kommuner har også på andre områder deres uoverensstemmelser i kampen om ressourcerne.

Sermersooq er verdens næststørste kommune i areal og omfatter såvel Nuuk som mindre byer og bygder på både øst- og vestkysten. Idrætsfaciliteter er et kommunalt ansvar, men udbygningen sker i forskellig hastighed i kommuner med forskellige ressourcer.

Udfordringerne betyder dog ikke, at der ikke sker en masse på anlægsfronten i Grønland. Konferencen sendte først og fremmest positive signaler.

På konferencens sidste dag gav Naalakkersuisoq (minister) for uddannelse, kultur, forskning og kirke, Nivi Olsen (Demokraterne), konferencesalen på direkte opfordring fra konferencesalen et løfte om, at hun vil stå i spidsen for en større samordning af planlægningen og udbygningen af faciliteter i landet.

Samtidig har Lokale og Anlægsfonden øremærket mindst 10 mio. kr. i anlægsinvesteringer i Grønland, ligesom der arbejdes for at få en pulje øremærket til renovering af forfaldne haller i den grønlandske Anlægs- og Renoveringsfonden.

”Finanslovsforslaget, som netop er fremlagt, vil afsætte 5 mio. kr. om året i en fireårig periode til det arbejde, der skal gøres,” fortalte departementschef Mikael Kristensen fra Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke på konferencen.

Fodboldboom eller brede målgrupper?

Et af konferencesporene var helliget fodbold. Dansk Boldspil-Union har indgået samarbejde med Grønlands Boldspil-Union og har i den forbindelse påtaget sig at koordinere og bidrage til fundraising af midler til en udbygning over tid af den grønlandske fodboldinfrastruktur med 4-6 kunstgræsbaner i fuld skala, hvoraf et par stykker måske tilmed bliver overdækkede. Eller sådan er drømmen i hvert fald hos de lokale kræfter, som blandt andet i de to største bysamfund, Nuuk og Illulisat, arbejder med ambitiøse planer om fodboldhaller som kernen i ambitiøse idrætscenterplaner.

I det spil står også fodbolden som landets største idrætsgren mellem valget om primært at forfølge internationale drømme om medlemskab af UEFA på linje med Færøerne – en drøm, der ifølge de tilstedeværende topfolk fra nordiske fodboldforbund og UEFA, allertidligst kan realiseres fra 2025 – eller ambitionen om samtidig at styrke fodbolden yderligere som lokal faktor i by og bygder ud fra de forhold, der er til stede. I mindre bygder og byer kan traditionel fodbold være betydeligt vanskeligere at udvikle end den indendørs fodboldvariation futsal, der kræver færre spillere og passer bedre ind i de eksisterende halfaciliteter. Skal man satse på fodboldhaller, investere i mange små eller færre store kunstgræsbaner, eller prioritere indendørs futsal? Det vil formentlig tage årtier at få det hele.

Yderpunkterne i debatten svinger lige fra det islandske fodboldforbunds formand, Geir Thorsteinssons påstand om, at det islandske eksempel med store, opvarmede fodboldhaller er vejen frem for grønlandsk fodbold, hvor kostbar strategien end måtte være. Pointen er, at Island og Færøerne som UEFA-medlemmer har adgang til årlige beløb på 50-75 mio. kroner gennem direkte tilskud fra UEFA/FIFA samt rettighedspenge fra europæisk klubfodbold og landskampe, hvilket gør disse landes fodboldforbund og -topklubber spiller i en helt anden økonomisk liga end resten af idrætten i de to lande.

Fodboldhaller i de større byer er realistisk set nødvendige, hvis Grønland skal være en stærk selvstændig fodboldnation på internationalt plan. Omvendt er strategien ekstremt dyr uden garanti for succes på grund af anlægsforholdene i Grønland, hallernes begrænsede opland og usikkerheden om fremtidigt UEFA-medlemskab som selvstændig fodboldnation. Samtidig viser tallene fra Idan-rapporten ’Fremtidens idræt i Grønland’, at nok er fodbold nationalsporten og den mest udbredte foreningsidræt i Grønland, men samtidig er det indtil videre et relativt begrænset udpluk af befolkningen – primært drenge og unge mænd – der har glæde af den igangværende massive udrulning af nye kunstgræsbaner.

Der findes anden idræt end fodbold

Over for de massive ønsker om kunstgræsbaner står ambitionen om at fremme idrætten bredt i landet og tiltrække nye målgrupper. Også her kan der blive kamp om ressourcerne, og formanden for Grønlands Idrætsforbund, Nuka Kleemann, slog i afslutningsdebatten på konferencen ret kontant fast, at der også er andre idrætsgrene end fodbold. Grønlands Idrætsforbund vil blandt andet have øget fokus på pigernes idrætsdeltagelse.

Nødvendigheden af at tænke faciliteter bredere som mødesteder og arenaer for bredere befolkningsgrupper prægede generelt konferencens særlige spor om idrætsfaciliteter.

Den brede tankegang kommer også til at præge Lokale og Anlægsfondens kommende samarbejde med lokale projekter og grønlandske kommuner i efteråret 2016. Fonden fik cirka 25 henvendelser om mulige projekter under konferencen, og i en artikel om konferencen fremhæver fonden behovet for at tænke bredt.

”På facilitetsområdet blev der bl.a. stillet skarp på behovet for at kombinere renoveringen af de nuværende idrætshaller med tilføjelse af nye funktioner, arbejde mere strategisk med faciliteter og helhedsplaner i udviklingen af byerne, fordelene ved at etablere kultur og fritidsfaciliteter i tæt sammenhæng med hinanden, som det kendes fra mange danske idræts- og kulturcentre, hvor borgerne kan mødes på tværs af fritidsinteresser.”

Naturen skal inddrages mere

Hverken renoverede idrætshaller eller nye kunstgræsbaner gør det dog alene, hvis Grønlands Idrætsforbunds vision om at aktivere en langt større dele af den grønlandske befolkning i idræt skal realiseres. Det var da også budskabet fra en anden af konferencedeltagerne, ledende regionslæge Jesper Olesen fra Sermersooq:

”Det er godt at høre, at man er bevidst om faciliteter og vigtigheden af dem, men jeg håber, at man også vil have med i overvejelserne at bruge naturen. Den er meget billig at vedligeholde, og der kommer ikke skimmelsvamp i den. Det tyder også på, at mange piger har svært ved at finde ind i faste rammer i foreningerne, men gerne vil benytte naturen,” sagde Jesper Olesen.

Synspunktet vandt genklang hos generalsekretær Carsten Olsen fra Grønlands Idrætsforbund:

”Vi kan jo ikke bygge en stor idrætshal i hver eneste bygd og by. Vi skal netop lære, at naturen er der, og lære at bruge den meget bedre. Det skal vi huske, men det kræver igen inspiration, og at vi er i stand til at bruge disse ting. Det er generelt for alt, vi laver. Vi skal være bedre til at inspirere hinanden,” sagde Carsten Olsen.

Flotte projekter på vej

På konferencen viste lokale kræfter en del flotte projekter frem. Eksempelvis har Sisimiut via en bevilling på 50 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden fået mulighed for at anlægge en ny svømmehal, der tænkes bygget ind i fjeldet, hvilket potentielt indebærer store driftsmæssige fordele og samtidig rummer et turistpotentiale. Netop turismepotentialet bør også være et element i fremtidens strategi for den grønlandske infrastruktur til idræt og fysisk aktivitet.

Balancegangen i den grønlandske arkitektur går altså mellem hensyn til stor efterspørgsel på bedre faciliteter til den ressourcestærke fodbold, renovering af forfaldne idrætshaller samt strategier for at nå nye facilitetsbrugere. Dertil kommer hensynet mellem centralisering af faciliteter i de større bysamfund med tilstrækkeligt befolkningsunderlag samt den komplicerede geografi, hvor mange lokalsamfund har begrænset mulighed for at få glæde af centrale anlægsprojekter i de større byer.