Gymnasier er lukket land for lokalidrætten
Lokale og Anlægsfonden opfordrer gymnasier til i større udstrækning at åbne faciliteterne for det lokale fritidsliv, så de ikke står tomme hen uden for skoletid.
Men gymnasiernes idrætsfaciliteter står oftest tomme hen, når skoledagen er ovre, og lokalsamfundet omkring gymnasiet får ikke mulighed for at benytte de mange ledige timer i lokaler, der er betalt med offentlige midler. Lokale og Anlægsfonden opfordrer derfor gymnasierne til at lukke dørene op for det omkringliggende samfund ved i større grad at give lokalområdets fritidsliv adgang til skolernes faciliteter. "Der er ikke noget galt i at gymnasierne vil give eleverne bedre idrætsforhold. Men når de nye idrætsanlæg, der reelt er bygget for offentlige midler, ikke også bliver stillet til rådighed for gymnasiernes naboer, så er det en praksis, som det bør arbejdes på at ændre," skriver direktør i Lokale og Anlægsfonden, Torben Frølich, i en kommentar.
Kamp om lokaler
Rundt i kommunerne er det ofte et puslespil at finde tilstrækkeligt med ledige timer i lokalerne til fritidslivet, og mens der er tradition for, at skolernes lokaler bliver benyttet uden for skoletiden, har der ikke været samme tradition for gymnasierne, som siden 2007 har været selvejende institutioner.
Dette skal der ifølge Lokale og Anlægsfonden laves om på, men det skal ikke gøres med tvang. I stedet bør gymnasierne gribe muligheden for at blive en lokal ressource.