Hård kamp om UEFA-præsidentpost

I UEFA's schweiziske glaspalads vidner den korte række af sort-hvide portrætfotos ikke kun om en fjern fortid hvor selv en dansker, daværende DBU-formand Ebbe Schwartz, kunne vinde præsidentposten i et magtfuldt internationalt specialforbund. Kongerækken på blot fem fotos fortæller frem for alt, at udskiftninger i toppen af UEFA hører til sjældenhederne i organisationens godt 50-årige levetid.

Nu kan et nyt ansigt komme op at hænge i de mondæne rammer i Nyon ved Genevesøen, når det europæiske fodboldforbund har afsluttet sin kongres i Düsseldorf den 25.-26. januar.

Den 77-årige svensker Lennart Johansson kæmper hårdt for at bevare den præsidentpost, han har siddet tungt på siden 1990. Udfordreren er franskmanden og fodboldlegenden Michel Platini, der efter meritterne på banen har ført sig frem som landstræner, VM-organisator og sportslig rådgiver for FIFA-præsident Sepp Blatter.

Det er et opgør, som den 26 år yngre udfordrer ifølge det tyske ugemagasin Der Spiegel fører på point, men hvor ingen offentligt tør kalde kampen for afgjort.

Mens Lennart Johansson kan regne med støtte fra bl.a. Holland, Skandinavien (minus Danmark) og flertallet af de store fodboldnationer med Tyskland i spidsen, står Michel Platini stærk i øst- og sydøsteuropa. Den vigtigste strømpil er måske Sepp Blatters offentlige støtte til Platini. Den magtbevidste FIFA-præsident holder af princip ikke med tabere.

Personlige modsætninger og ledelsesstil

 Uanset udfaldet bliver valget i Düsseldorf kulminationen på en lang magtkamp mellem en af veteranerne i international sportspolitik og en udfordrer, som af nogle ses som en tiltrængt fornyelse og af andre afskrives som en forlænget arm for Johanssons gamle rival, Sepp Blatter.

Ikke mindst frygten for det sidste har angiveligt været medvirkende til, at den pensionsmodne og kræftopererede Lennart Johansson sidste år opgav planerne om et otium med fiskestangen, da det mislykkedes at skaffe tilstrækkelig opbakning til en kåring af tyskeren Franz Beckenbauer, der nu satser på en plads i FIFA's bestyrelse.

Johanssons ulyst til at stoppe har resulteret i en hård valgkamp.

Mens Platini har ironiseret over den aldrende præsidents påståede ujævne arbejdsindsats og 1-punktsprogram (undgå Platini!), har Lennart Johansson har ikke lagt skjul på, at han opfatter modparten som en letvægter, der burde holde sig til fodbolden og undgå spillet på de bonede gulve. Platinis udmeldinger om, at han vil styrke UEFA’s bestyrelse på bekostning af administrationen og i modsætning til Johansson bosætte sig i Schweiz, har kun øget utrygheden i kredsen omkring Johansson.

På et møde med nordiske journalister før jul bemærkede UEFA’s magtfulde generaldirektør, svenskeren Lars-Christer Olsson, køligt, at der vil være tale om ’en anden situation’, hvis Platini i velkendt Blatter-stil sætter sig tungt på den daglige drift som 'executive president'.

”I UEFA er det bestyrelsen og administrationen, som bestemmer – ikke præsidenten,” mener Johanssons højre hånd, der netop ser UEFA’s administrative professionalisme som en af organisationens største aktiver:

”Tidligere var formændene for komiteerne i UEFA konger i egne riger. Nu refererer de til direktøren og ikke bestyrelsen … Derfor er vi efter min mening mere effektive end andre organisationer.”

En veritabel pengemaskine

 De tætte bånd til Sepp Blatter gør det let at opstille Platini som en trussel mod et udadtil relativt uplettet UEFA. En mand, der blot vil føre det europæiske forbund ned i den samme sump af vennetjenester, korruption og uigennemsigtige forretningsaftaler, som FIFA anklages for.

Men så enkel er verden ikke, for heller ikke UEFA står hævet over kritik. I stigende grad ligner forbundet en international forretningskoncern, der benhårdt går efter profitten på bundlinjen. En organisation, der gerne udtaler sig bekymret om pengenes stigende indflydelse på moderne topfodbold, men som gennem sin egen økonomiske succes har været med til at befæste polariseringen mellem top og bund.

UEFA's store skræk er, at den øverste, professionelle top frigører sig fra den tungere ende af 'fodboldpyramiden'. Ved at forgylde klubberne i de europæiske turneringer har UEFA effektivt forhindret udbryderligaer.

Især Champions League er i dag en veritabel pengemaskine, som arbejder på højtryk for Europas største klubber. Alene i sæsonen 2005-06 høstede UEFA indtægter på 4,4 milliarder kroner. Heraf blev knap 3,2 milliarder kroner sendt videre til de 32 deltagende klubber, mens cirka 550 millioner kroner blev fordelt mellem nationale ligaer, forbund og klubber. Resten gik til turneringsafviklingen og UEFA's løbende drift.

Men også gennem etablering af datterselskaber som EURO 2008, der suverænt forestår afviklingen af næste års EM i Østrig og Schweiz med tilhørende tv-dækning, arbejder UEFA i dag som en overskudsbevidst forretning.

”Man fornemmer, at de gerne vil lave store penge ud af begivenheden,” som den lokale EM-koordinator Michael Kleiner fra Geneve-kantonen konstaterede tørt før jul.

Mere lige fordeling af overskud

 Michel Platinis har i sin valgkamp sat fokus på ulighederne i europæisk fodbold ved at iscenesætte sig selv som romantikeren, der bl.a. gennem en mere lige og retfærdig fordeling af midlerne vil garantere fodboldens sjæl.

Blandt Platinis forslag er, at UEFA skal lade en større del af indtægterne fra Champions Leaugue og de øvrige UEFA-turneringer tilflyde de nationale forbund. Samtidig vil han begrænse antallet af klubber i Champions League til maksimalt tre. En regel, som vil komme de mindre lande til gavn på bekostning af England, Italien og Spanien.

Endelig vil han diskutere muligheden for at udvide EM-slutspillet fra 16 til 24 lande.

Et forslag, som også Lennart Johansson har luftet i sin bejlen efter mindre landes opbakning, men som også er blevet modtaget med en del løftede øjenbryn. Ikke blot vil det gøre EM-slutspillet til lidt af kolos at stable på benene. Bliver forslaget gennemført, vil næsten halvdelen af UEFA's medlemslande skulle deltage i slutspillet. ”Selv Andorra og San Marino har lov at håbe nu,” som Süddeutsche Zeitung bemærkede.

Spillerorganisation støtter platini

I hvor høj grad, der rent faktisk vil ske omfordelinger af overfloden med Platinis som præsident, er svært at vurdere udefra. I sin officielle valgkampsbrochure nævner han ingen beløb.

Til gengæld er der hos den internationale spillerorganisation, FIFPro, ingen tvivl om, at deres tidligere kollega vil være et fremskridt. FIFPro anser Platini som langt mere imødekommende over for spillernes interesser og organisationens ønske om at sikre spillerne bedre arbejdsvilkår gennem indgåelse af nationale overenskomster.

På det punkt afspejler han holdningen i FIFA, vurderer Mads Øland, der sidder i FIFPros bestyrelse og er direktør for den danske spillerforening. For trods FIFA’s dårlige image udadtil er det i verdensforbundet, at spillerne hidtil har mødt størst forståelse og siden november også formel anerkendelse.

”FIFA støtter f.eks. helhjertet den aftale, man har indgået med FIFPro, hvor spillerne bl.a. skal godkende fremtidige ændringer i transferreglerne. En aftale, som UEFA har distanceret sig fra,” siger Mads Øland, der i UEFA ser en organisation, der er lovligt optaget af at pleje egne interesser og positioner.

The Independent European Sports Review

Det er også et af kritikpunkterne mod ’The Independent European Sport Review’, som blev igangsat af det engelske EU-formandskab i tæt parløb med UEFA for halvandet år siden.

Rapporten, der er skrevet af portugiseren José Luis Arnaut, beskriver en række af de udfordringer, som fodbolden står over for i kølvandet på sportens kommercialisering. Desuden lægger rapporten op til et tættere samarbejde mellem EU og UEFA, samtidig med at sportens ret til selvbestemmelse skal præciseres.

Kritikere har rejst spørgsmål ved rapportens uafhængighed og peget på, at den i for høj grad giver UEFA mulighed for at køre på frihjul, mens FIFA og til dels IOC ironisk har beskyldt rapporten for at være indblanding i sportens uafhængighed.

Ifølge Lars-Christer Olsson bunder især FIFA’s modstand sandsynligvis i angst for, at EU foretrækker UEFA som sin officielle modpart. Samtidig står han ved, at formålet med rapporten og dialogen med EU også er, at sikre UEFA og europæisk fodbold et større juridisk og politisk spillerum.

”Et hovedresultat bliver forhåbentligt at få defineret, hvad der reguleres af sportsregler, og hvad der hører hjemme i lovgivningen. Er professionel fodbold kun business? Skal domstole f.eks. afgøre, hvem der skal rykke og ned, eller gå ind i en sag som den i Italien, hvor man tager ni point fra en klub?”

De nye udfordringer

 Men uanset UEFA’s motiver bag satsningen på en alliance med EU og kvaliteten af rapportens konkrete analyser og forslag, sætter rapporten fingeren på en række problemer i moderne fodbold, som hverken Johansson eller Platini kan ignorere i de næste fire år.

Ud over den økonomiske polarisering gælder det bl.a. risikoen for, at fodbolden bruges som dække for illegale aktiviteter. Hvidvaskning af penge, spil på fiksede kampe og ulovlige transaktioner er blot nogle af de problemer, der trænger sig på, og som også optager verdensforbundet FIFA i stigende grad.

På sit møde med de nordiske journalister skitserede Lars-Christer Olsson nogle af UEFA’s overvejelser og forslag:

”Det er et problem, at spillerlønningerne overstiger klubindtægterne. Man kunne f.eks. sige, at de ikke må overstige 65 procent af klubindtægterne. Samtidig må vi regulere agentsystemet. Vi er bekymrede over, at spillertransfers bruges til at hvidvaske penge ... Vi må i hvert fald se på transfersystemet – f.eks. med krav om at man kan følge transaktionerne.”

Familien samles

I et interview på FIFPros hjemmeside har Platini desuden taget afstand fra salg af helt unge spillere, ligesom han på linje med UEFA er klar til at diskutere, hvordan klubber kan kompenseres gennem en forsikringsordning, hvis deres spillere bliver skadet i europæiske landskampe.

Til gengæld har det været småt med kommentarer til ’The Independent European Sport Review’ fra den franske kandidat. Han har i stedet lanceret et forslag om nyt europæisk charter, der skal binde europæisk fodbold bedre sammen og ruste den til fremtiden – uden at være påtrængende konkret om det nærmere indhold.

Sikkert er det kun, at forholdet mellem UEFA og FIFA går en mindre konfliktfyldt fremtid i møde, hvis Platini sætter sig i præsidentstolen. I den forstand kan ’Fodboldfamilien’ stå foran samling efter kongressen i Düsseldorf – på godt og ondt.