Idan Artikel 24.06.2011

Hemmeligt FIFA-dokument lækket

En hemmelig rapport fra FIFA’s etiske komité dokumenterer angiveligt, at FIFA-vicepræsidenten Jack Warner var medvirkende til korruption, og at præsidentkandidaten Mohamed Bin Hammam forsøgte at købe stemmer.

Skrevet af: Ditte Toft

Balladen omkring FIFA fortsætter. Mandag trak den suspenderede FIFA-vicepræsident Jack Warner sig fra FIFA, og nu er en hemmeligstemplet 17-siders rapport fra FIFA’s etiske komité angiveligt blevet lækket. Dokumentet konkluderer ifølge det engelske dagblad The Guardian, at Jack Warner har været medvirkende til korruption, og at den også suspenderede tidligere FIFA-præsidentkandidat, Mohamed Bin Hammam, forsøgte at bestikke ca. 25 delegerede fra medlemslandene i den caribiske fodboldunion. ”FIFA’s etiske komité er af den primære overbevisning, at den anklagede (Warner red.) havde viden om de respektive betalinger og billigede dem. Det synes sandsynligt, at den anklagede selv medvirkede i de relevante handlinger og derigennem fungerede som medvirkende til korruption,” lyder det i rapporten. Endvidere konkluderer rapporten: ”Komitéen er også af den mening, at de respektive pengegaver sandsynligvis kun kan forklares, hvis de er associeret med FIFA’s valg til præsidentposten den 1. juni 2011. Derfor fremstår det også overvejende sandsynligt, at hr. Bin Hammams handlinger umiddelbart (’prima facie’, red.) er at betragte som bestikkelse eller i det mindste et forsøg på bestikkelse.”

Tilfældigheder?

Bin Hammam har tidligere forklaret, at årsagen til, at han ikke kunne deltage ved det et møde i det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund, CONCACAF, i Miami, men måtte arrangere det særlige møde med de caribiske delegerede, skyldtes problemer med at skaffe visum. 

Det betegner rapporten som ’utroværdigt’. I stedet virker det mere sandsynligt, at det har været en bevidst handling fra Bin Hammam i samarbejde med Warner om at arrangere det særlige møde, hvor forsøget på bestikkelse fandt sted.

Warner kendte dokumentet

Ifølge The Guardian havde Jack Warner allerede i sidste uge lejlighed til at se FIFA-rapporten, og rapportens konklusioner kan have foranlediget ham til at trække sig. 

Afskeden fra FIFA medførte, at alle anklager om korruption samtidig faldt, og kritiske røster har peget på problemet i, at Warner nu går fri uden nogen form for videre undersøgelse af sagen. Det norske medlem af FIFA’s etiske komité, Sondre Kåfjord, forsvarer over for The Guardian beslutningen om at indstille undersøgelsen med begrundelsen om, at schweizisk lovgivning ikke giver mulighed for at arbejde videre med sagen, når Warner har trukket sig. FIFA har derfor ikke andre muligheder end at droppe anklagerne. Og med henvisning til, at man er uskyldig til andet er bevist, kan Warner nu gå fra FIFA med et på papiret pletfrit image, mens Bin Hammams angivelige bestikkelsesforsøg fortsat undersøges. 

Læs mere

 
 
Læs også kommentaren om FIFA fra Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen