Henrik Brandt modtager Gerlev-prisen 2023
Gerlev Idrætshøjskole har givet årets Gerlev-pris til Henrik Brandt for hans markante stemme i den idrætspolitiske debat gennem de sidste 30 år. Først som journalist på Jyllands-Postens sportsredaktion og som mangeårig direktør for Idrættens Analyseinstitut.
Siden 1978 har Gerlev Idrætshøjskole uddelt Gerlev-prisen til personer, der tør anfægte den etablerede idrætspolitiske orden. Prisen gives for en indsats, som i særlig grad har udviklet idrættens kvaliteter eller skabt fornyelse i synet på idrættens kulturelle placering og muligheder.
I år er prisen gået til Henrik Brandt, medstifter og direktør af IdrætsPlatformen Danmark og tidligere direktør i Idrættens Analyseinstitut, for ”sit store bidrag til udformningen af dansk idrætspolitik og for til stadighed at pege på nye løsninger, der kan styrke idrætsdeltagelse og -glæde i Danmark.”
Henrik Brandt er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og startede som journalist på Jyllands-Postens sportsredaktion i 1993. Her skrev han blandt andet store artikelserier om idræt og motion, der indbragte ham prisen som Årets Sportsjournalist i 1996.
Tre årtier som en markant stemme i den idrætspolitiske debat
I 2005 blev Henrik Brandt den første ansatte og direktør for det nyetablerede Idrættens Analyseinstitut (Idan), der takket være årets prismodtager fik en central placering i den idrætspolitiske debat. Siden har han været med til at udvide instituttet med både Play the Game og Videncenter for Folkeoplysning.
”Henrik Brandt får Gerlev-prisen for sin årelange udfordring af vanetænkningen i dansk idræt, hvor han stædigt har forsøgt at bringe fakta og evidens ind som erstatning for mytologi og mavefornemmelser i udformningen af dansk idrætspolitik,” siger Stanis Elsborg, senioranalytiker i Play the Game og medlem af priskomitéen, i en pressemeddelelse fra Gerlev Idrætshøjskole.
I 2018 forlod Henrik Brandt Idrættens Analyseinstitut og stiftede Idrættens Konsulenthus, og i 2020 tog han initiativ til at starte IdrætsPlatformen Danmark, hvor han er daglig leder og arbejder med at skabe mere rum og synlighed for idrættens entreprenører, frivillige igangsættere, skæve foreninger, innovative idrætsfaciliteter og private aktører.
”Han får også prisen for sit sideløbende arbejde i fodboldafdelingen i IF Lyseng, hvor han har taget sin viden, idérigdom og evne til at tænke alternativt med sig, hvilket har bidraget til at skabe en velfungerende og inkluderende fritidsaktivitet for børn og unge med meget blandet social baggrund,” siger Stanis Elsborg.
Henrik Brandt er både glad og stolt over prisen og ser det som et stort skulderklap.
”På den anden side er jeg egentlig også en smule ærgerlig over at blive udvalgt som modtager af en pris til ”opmuntring af ytringsfrihed og demokrati og anfægtelse af den idrætspolitiske orden” på baggrund af mit mangeårige virke som journalist, analytiker og idrætsleder,” siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:
”Dybest set burde det jo ikke være spor kontroversielt, men tværtimod indlysende rationelt at fremføre synspunkter om behovet for at involvere flere aktører og for at investere på nye måder for at bringe idrætspolitikken på omgangshøjde med den faktiske udvikling på idrætsområdet.”
Tidligere vindere af prisen
2022: Finn Bygballe og Stanis Elsborg
2021: Kasper Hjulmand
2020: Susanne Rishøj og Ane Eckerman, Erindringsdans®
2019: Helle Winther
2018: Bjarne Ibsen
2017: Dr. João Breda
2016: Preben Astrup og Lars Kruse, Get2sport
2015: Københavns Kommune
2014: Laudrup & Høgh
2013: Ove Korsgaard