Idan Artikel 18.01.2011

Høring om hooliganisme

Torsdag den 27. januar afholder Folketingets Kulturudvalg og Retsudvalg høring om hooliganisme med oplæg fra forskellige eksperter og interessenter på området.

Skrevet af: Ditte Toft

På en høring torsdag den 27. januar lægger Folketingets Kulturudvalg og Retsudvalg op til diskussion af hooliganisme. Høringen skal diskutere vold i forbindelse med afvikling af fodboldkampe og konsekvenser af volden i form af bl.a. krav om øgede politiressourcer på området og voldens kompromittering af sporten og dens tilhængere.

Viden og erfaring på området

Forskellige oplægsholdere vil give deres perspektiv på problematikkerne omkring hooliganisme. 

Fanforskerne Jonas Havelund og Kristian Rasmussen fra Institut for Idræt ved Aarhus Universitet vil komme nærmere ind på begrebet hooliganisme, og hvad der karakteriserer en hooligan. Til at diskutere de lovgivningsmæssige aspekter og praksis omkring bekæmpelse af hooliganisme vil tre politirepræsentanter, Mogens Kjærgaard Møller, Københavns Politi, Allan Nyring, Nationalt Operations- og Beredskabscenter, og Morten Anker Jensen, Østjyllands Politi, give deres bidrag. Til sidst vil sportens interessenter få ordet. Per Larsen fra DBU’s etiske komité og kommunikationschef i FCK, Daniel Rommedahl, vil komme ind på deres erfaringer med bekæmpelse af hooliganisme. De forskellige indspil fra eksperter og interessenter følges op af panelspørgsmål og debat. Kulturudvalgets formand, Karin Nødgaard (DF), vil stå for indledning og afrunding af høringen. Høringen finder sted den 27. januar kl. 10.00-13.00 i Landstingssalen på Christiansborg. Tilmelding er nødvendig og skal ske senest den 21. januar til kontorfuldmægtig Hanne Schmidt (hanne.schmidt@ft.dk).