Idan Artikel 14.03.2017

Holbæk Kommune som talentmiljø

I samarbejde med Holbæk Kommune og Holbæk Talentråd går Idan tæt på talentudvikling i kommunen i såvel snæver som bred forstand gennem en ny undersøgelse.

Skrevet af: Redaktionen

Holbæk Kommune har i foråret 2017 iværksat en screening af lokale foreninger inden for billedkunst, scenekunst og idræt. Tanken med screeningen er at manifestere Holbæk Kommune som Sjællands centrum for talentpleje på udvalgte områder.

Konsulentfirmaet Pluss foretager en screening af Holbæk Drama College og Billedkunstnerisk Grundkursus, mens Idan løser opgaven på idrætsområdet.

Idan har i samarbejde med kommunen valgt at definere talentscreening bredt, så der dels bliver kigget nærmere på vilkårene for traditionelt talentudviklingsarbejde i idrætten, dels bliver kigget fremad i forhold til potentialerne i kommunens beslutning om at opføre et helt nyt, centralt idrætscenter, Holbæk Sportsby.

Idans arbejde vil derfor ikke blot være en vurdering af Holbæks muligheder som idrætskommune med specifikt kig på eliteidrætten, men desuden bredere kigge på, hvordan Holbæk kan positionere sig i forhold til at være hjemsted eller destination for udvalgte idrætsgrene eller idrætsmiljøer i en idrætssektor i forvandling.

For at komme tæt på potentialerne gennemfører Idan i foråret 2017 blandt andet en foreningsundersøgelse i kommunen samt en lang række interview med foreninger, bredere interessenter, arrangører og virksomheder.

Projektleder: Forsknings- og analyseleder Rasmus K. Storm, rasmus.storm@idan.dk

Læs mere