Hooliganisme ødelægger ikke længere fodboldklubbernes økonomi
Problemerne med udbredt hooliganisme i 80’erne og 90’erne i England spillede negativt ind på de engelske klubbers økonomi. Det viser nyt studie. Efter årtusindskiftet, hvor problemet er blevet reduceret, har udviklingen været gunstig for fodboldklubberne.
Oven på Heysel-tragedien i 1985, hvor 39 Juventus-fans døde efter tilskueruroligheder, fik engelsk fodbold fem års karantæne fra europæisk fodbold. Den såkaldte ’engelske syge’ var blevet et reelt problem, der havde udviklet sig fra 1960’erne med midt-firserne som kulmination.
Herefter blev der taget bedre hånd om problemerne, og med forskellige lovgivningstiltag blev sikkerheden og politiets beføjelser henholdsvis forbedret og øget.
Ifølge R. Todd Jewel, Rob Simmons and Stefan Szymanski, der er forfattere til et nyligt studie af hooliganisme i engelsk fodbold publiceret i Journal of Sports Economics, er der ingen tvivl om, at perioden, hvor hooliganismeproblemet hærgede engelsk fodbold, havde indflydelse på klubbernes omsætninger.
I perioden 1984/85-1994/95, der er den ene af to perioder, hvorfra forfatterne sammenholder resultat- og regnskabsdata fra de engelske fodboldklubber med data fra politiets arkiver over anholdelser relateret til fodboldoptøjer, ses der to forhold.
For det første finder forfatterne, at arrestationsraten blandt klubbernes fans falder i takt med, at de respektive klubber har succes. Det tyder på, at nederlag fremprovokerer hooligan-optøjer.
For det andet finder forfatterne, at en høj anholdelsesrate blandt fans betyder en nedgang i omsætningen for samme fans’ klubber.
For den anden periode, 2001/02-2009/10, gælder det første forhold stadig – om end på et lavere niveau – mens der ikke længere kan ses nogen relation mellem hooliganisme og klubbernes omsætninger.
Det tyder ifølge forfatterne på, at de senere års større fokus på sikkerhed, forbedring og opgradering af stadions samt tiltrækning af middelklassefans til engelske fodboldkampe har medvirket til dæmpe hooliganismeproblemet med et positivt resultat.
Samtidig har betydningen af tv-rettighedssalg i forhold til klubbernes omsætninger samt de nye fangruppers indtog på stadion haft en positiv betydning for klubbernes indtægter.
Denne kombination synes ifølge forfatterne at have påvirket udviklingen således, at hooliganisme dels er blevet et mindre problem, dels ikke længere kan måles i forhold til klubbernes indtægter.
Læs mere
R. Todd Jewel, Rob Simmons and Stefan Szymanski. 'Bad for Business?: The Effects of Hooliganism on English Professional Football Clubs'. Journal of Sports Economics, publiceret online, maj 2014.