Hule visioner skaber tomme tribuner
Idrætten er storproducent af overdimensionerede stadioner uden perspektiv for andre end de entreprenører, der opførte dem og holder dem ved lige. Idrætten bærer et medansvar.
Abuja i Nigeria, Nagano i Japan, Aveiro i Portugal… Der er ikke mange ligheder mellem de tre byer beliggende i tre verdensdele, men to ting binder dem sammen: De har i nyere tid bygget et moderne stadion til en af sportens største events, og de står alle tilbage med dyre, underudnyttede anlæg. I rapporten ’World Stadium Index’ har Idan og Play the Game analyseret brugen af 75 nyere stadionanlæg bygget op til mega-events. Rapporten dokumenterer en til tider grotesk mangel på sportslig og økonomisk berettigelse, for anderledes kan man ikke beskrive stadionanlæg til halve og hele milliarder, der kun trækker få tusinde tilskuere om året (se side 3). Det mest chokerende er måske rapportens påvisning af, hvor ofte disse såkaldte ’hvide elefanter’ opstår i kølvandet på sportens mega-events trods idrætsorganisationer og lokale myndigheders besværgelser om økonomiske, sportslige og sociale gevinster. Under halvdelen af de portugisiske arenaer fra fodbold-EM i 2004 kan i dag fremvise en anstændig belægning. De dyre, overdimensionerede, men ofte arkitektonisk interessante stadionbyggerier er i flere portugisiske lokalsamfund endt som en tung økonomisk byrde for offentlige ejere. Lignende eksempler findes i rigt mål blandt anlæg opført til OL, kontinentale mesterskaber, fodbold-VM og Commonwealth Games.
Visioner som erstatning for omtanke
De mange mislykkede stadionprojekter afspejler, at helt fundamentale principper om stadiondrift ofte bliver overset eller kynisk ignoreret, når byer og lande ’bygger rede’ for sportens største arrangementer.
I stedet for at tage udgangspunkt i realistiske forretningsmodeller lanceres mere eller mindre luftige visioner om, hvordan eventen og stadionbyggeriet skal fremme den lokale idrætsinteresse og økonomi, selv om den mest sikre ’legacy’ ofte er et vedvarende dræn i de offentlige kasser til vedligeholdelse af byggerier uden søgning. Særligt grotesk er det i fattige udviklingslande, hvor udgifterne til stadionbyggerier kan stå i et grelt misforhold til den lokale levestandard og økonomiske formåen. Mange steder overser man, at selv et nok så moderne stadion ikke er nogen garanti for fyldte tribuner efter eventen, men tværtimod forudsætter, at lokalområdet i forvejen har et højtprofileret hjemmehold med tilskuertække eller en professionel operatør, der er i stand til at udfylde manglen på sportslige publikumsmagneter med koncerter eller andre events. Konsekvensen er, at de store stadionanlæg ofte er ude af trit med det lokale kultur- og idrætslivs mere beskedne behov. Derfor kan selv de mest ikonagtige prestigebyggerier ende som forblæste betonskaller uden nævneværdigt sportsligt eller kulturelt indhold. Spørg bare i Leipzig, Cape Town, Istanbul eller Beijing.
Behovet for reel bæredygtighed
Man kan desværre frygte, at dunkle interesser hos byggeindustrien eller korrupte beslutningstagere i visse tilfælde er den egentlige ’vision’ bag tanken om at byde på en mega-event. At lokale myndigheder bærer et hovedansvar for oppustede arenadrømme, er i hvert fald indlysende.
Mere upåagtet er de internationale idrætsorganisationers medansvar. Flere idrætsorganisationer, bl.a. IOC, har sat ’miljømæssig bæredygtighed’ på listen over formelle krav til potentielle værter for sportsevents. Men kan et byggeri til et trecifret millionbeløb overhovedet være miljøvenligt, hvis det dybest set ikke tjener noget formål? Og hvorfor rangerer sportslig og økonomisk bæredygtighed langt nede på idrætsorganisationernes lister over forventninger til håbefulde kandidatbyer? I sine specifikationer til faciliteterne under EM i 2016 skriver UEFA ganske vist, at ”den fremtidige brug af stadion skal indgå i overvejelserne”, når man planlægger kapaciteten. Men samtidig skruer UEFA i lighed med FIFA og andre af sportens rettighedshavere selv voldsomt op for kravene til stadionkapacitet. Da Danmark mødte England på Malmö Stadion ved EM-slutrunden i 1992, foregik kampen foran 26.300 tilskuere, heraf mange var stående. I dag kræver UEFA arenaer med plads til minimum 30.000-40.000 siddende tilskuere og et endnu større finalestadion. Dertil kommer, at EM-slutrunderne er vokset fra blot otte hold i 1992 til 24 hold i Frankrig om fire år. Denne udvikling i kombination med nye vækstøkonomier og autoritære staters appetit på store idrætsevents medvirker til at fremme et ressourcespild, der alene på stadionområdet er i milliardklassen, men som med sikkerhed ville være endnu større, hvis man medregnede øvrige idrætsanlæg opført til store sportsevents. Skal der sættes en bremse på ressourcespildet, må lederne i idrættens egne organisationer påtage sig et medansvar og sikre, at de store events ikke kun stimulerer organisationernes pengekasser og beslutningstagernes egoer, men har større udsigt til blive reelt bæredygtige, end det er tilfældet i dag. Store, arkitektonisk berømmede stadionbyggerier kan være ikoner for sportsevents, men det er ikke nogen undskyldning for at opføre overflødige eller unødvendigt dyre anlæg, der står tilbage som symboler på et spild af penge, som kunne have været brugt meget bedre på den øvrige idræt.