Hvad skal europæisk fodbold med Financial Fairplay?

Det er et helt klart kendetegn, at europæisk professionel fodbold lider af økonomiske problemer. Selv i de store såkaldte ’big five’ ligaer (England, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien) oplever man stigende gæld og underskud. Klubberne overforbruger, og det har fået UEFA til at implementere sit nye Financial Fairplay-program, der i bund og grund handler om at få klubberne til at balancere driften.

Senest er klubber som Manchester City og Paris Saint-Germain blevet sanktioneret for ikke at have styr på økonomien.

Men i kølvandet på udviklingen og implementeringen af Financial Fairplay (FFP) har flere økonomer kritiseret reguleringen og stillet spørgsmålstegn ved dens potentiale.

I hovedsagen er der opstillet tre kritikpunkter mod Financial Fair Play-systemet:

1. FFP hindrer nødvendige pengetilførsler til klubberne
2. FFP hindrer konkurrence på spillermarkedet og fungerer som et amerikansk lønloft uden at øge den kompetitive balance
3. FFP ’fryser’ det eksisterende hierarki af klubber og gør det umuligt for små klubber at tage konkurrencen op.

Den schweiziske økonom Egon Franck, der har rådgivet UEFA i forbindelse med udformningen af principperne bag Financial Fairplay, er uenig i alle kritikpunkterne og argumenterer, at initiativerne tværtimod vil gavne.

Hindrer FFP nødvendige pengetilførsler til klubberne?

Den første kritik af Financial Fairplay går på, at det er nødvendigt for klubber at få tilført penge i tilfælde af, at de kommer i økonomiske problemer. I bund og grund er det efter kritikernes mening ikke et problem, at klubberne overforbruger, og den centrale regel om, at klubberne skal balancere driften (den såkaldte ’break-even rule’) er derfor overflødig.

Ifølge kritikerne er det unødvendigt at intervenere, da omverdenen ikke behøver at bekymre sig om, at klubberne taber penge, så længe kreditorer, rige ejere eller andre interessenter gerne vil bruge deres penge på at støtte dem.

Ifølge Franck er problemet imidlertid, at klubber der permanent overlever selv alvorlige økonomiske problemer begynder at kalkulere med, at de får hjælp, når de overforbruger. De europæiske fodboldklubber er i stor udstrækning for store til at falde, hvilket betyder, at de forventer at blive reddet, når de (igen) har underskud.

Det giver det problem, at klubberne begynder at fedte for ’rige onkler’ og dem, klubberne skylder penge, i stedet for at udvikle fodboldproduktet.

Baseret på den ungarske økonom János Kornais teori om bløde budgetrestriktioner, argumenterer Franck, at det på længere sigt vil blive klubbernes egen død.

På samme måde som den ungarske økonomi led af knaphed bag jerntæppet, fordi statsintervention altid udlignede de ineffektive offentlige virksomheders underskud, på samme måde vil fodboldproduktet komme til at lide af mangel på innovation og effektiv ledelse, da klubberne aldrig vil opbygge et reelt incitament til at leve efter evne og sikre sig forbrugernes gunst.

Efterspørgslen på spillere vil stige og udvikle en ond cirkel af overinvestering, fordi klubberne kan forvente redning, hvis de ikke kan betale regningen. Management og god ledelse i forhold til den vigtige udvikling og drift af selve fodboldklubben vil træde i baggrund for ødselt forbrug.

Det vil aldrig komme til at gavne europæisk fodbold eller klubberne selv, skal man tro Egon Franck.

Hindrer FFP konkurrence på spillermarkedet?

Det andet hovedkritikpunkt går på, at FFP i princippet er at sammenligne med de lønlofter, man kender fra de lukkede amerikanske ligaer.

Her antages det som regel, at lønlofterne, der begrænser klubbernes lønforbrug, er med til at skabe kompetitiv balance, fordi restriktionen udligner klubbernes absolutte lønforbrug. Kombineret med omfordelingsmekanismer, hvad angår tilskuer- og tv-indtægter, ’rookie drafts’ mv. skaber det en mere lige sportslig konkurrence mellem de amerikanske hold.

I de åbne europæiske rækker vil et sådant redskab imidlertid ikke påvirke den kompetitive balance, påpeger kritikerne – der blandt andre tæller den engelske sportsøkonom Stefan Szymanski. De mener, at det er uhensigtsmæssigt at lægge begrænsninger på klubbernes muligheder for at investere (overforbruge og opbygge gæld), da det i princippet er sådan almindelig business fungerer.

Egon Franck argumenterer heroverfor, at det i bund og grund er et fjollet argument at sige, at frit og ubegrænset (over)forbrug på spillerlønninger skaber en bedre konkurrencemæssig situation end at sørge for, at klubberne faktisk ikke bruger mere end de har. For det er i bund og grund, hvad FFP handler om.

Hvordan kan det give en bedre konkurrencesituation uanfægtet at lade problemerne løbe videre, spørger Egon Franck. Set i forhold til de amerikanske lønlofter er FFP-reglerne ifølge Franck ret bløde, og selvom regelsættet måske ikke direkte bidrager til større grad af kompetitiv balance, så er det heller ikke den primære mening med programmet.

I europæisk sammenhæng er der ifølge Franck mange andre måder, hvorpå spændende kampe sikres, og i bund og grund er op- og nedrykningssystemet – der også via de europæiske turneringer sikrer en mulighed for at prøve kræfter med andre tophold – en måde at opretholde spændingen på. Klubberne reguleres hele tiden op og ned i matchnings-niveau baseret på deres aktuelle konkurrenceniveau.

Rykker man ned, spiller man næste sæson mod mere ligeværdige modstandere - og omvendt.

Fryser FFP det nuværende hierarki mellem klubberne?

Det sidste hovedkritikpunkt er argumentet om, at FFP så at sige vil ’fryse’ det eksisterende hierarki mellem klubberne, fordi mindre klubber ikke vil være i stand til at satse i samme udstrækning eller investere på samme niveau, som de nuværende storklubber tidligere har været i stand til.

Dermed får de etablerede klubber en fordel, fordi de så at sige allerede har gjort de investeringer, som de mindre klubber nu forhindres i at gennemføre. Visse forskere har påpeget, at dette forhold måske endog er i modstrid med EU's konkurrencelovgivning.

Også dette punkt afviser Egon Franck. Han påpeger, at argumentationen om et frosset hierarki synes at hvile på den antagelse, at den eneste måde de mindre klubber kan tage konkurrence op på, er ved massivt at overforbruge og håbe på en økonomisk redning.

Ikke bare er det efter hans mening en uholdbar situation i udgangspunktet, men argumentet holder ikke i den forstand, at FFP ifølge Franck kun sætter en begrænsning på ’inflatede’ aftaler, dvs. hvad man i princippet kan sige er ’overpris’-aftaler med villige ejere eller mæcener.

Der må i princippet puttes lige så mange penge i klubberne, det skal være, så længe det afspejler en reel og fair markedsbaseret handel mellem klub og en ekstern part. Forskellen er blot, handlen skal være afsluttet på regulær vis og ikke have karakter af en økonomisk redningsaktion. Et krav, der ifølge Franck vil have gunstige effekter på incitamentsstrukturer og klub-management jf. argumentet ovenfor.

Vil kunne stoppe ’zombie-ræs’

Generelt afviser Egon Franck, at mindre klubber i udgangspunktet vil have bedre chancer for at tage konkurrencen op, hvis FFP-programmet opgives.

Faktisk er det ifølge Franck meget sandsynligt, at de store rigmænd (vedblivende) vil finde hen til de klubber, der i forvejen er store, fordi sådanne klubber (allerede) har størst chance for at fastholde eller udbygge deres succes. Det bliver en selvforstærkende effekt, hvor de store bliver større, hvis ikke FFP regulerer deres muligheder for pengeindskud. Med andre ord en stik modsat effekt end den, kritikerne argumenterer vil opstå med FFP.

FFP vil essentielt set tvinge klubberne til at fokusere mere på bedre ledelse frem for at følge de store tegnebøgers logik. Det vil ændre det ’zombie-ræs’, som det sportslige våbenkapløb mellem klubberne har udviklet sig til: Teknisk insolvente klubber, der smitter hinanden med dårligdommene, fordi alle prøver at følge med i den opadgående lønspiral, og håber på redning af offentlige eller private aktører, når det galt.

I modsætning til, hvad kritikerne peger på, kan en positiv sideeffekt af FFP faktisk gå hen og blive veldrevne klubber, der ikke lever over evne, men på baggrund af deres reelle selvskabte markedspotentiale.

Det vil ikke bare skabe et bedre brancheimage, men kan måske oven i købet styrke konkurrencen på reel markedsmæssig vis i stedet for den nuværende situation, hvor de dybeste lommer afgør spillet.