Hvem er sort-hvid i dopingdebatten?

Vi vil se vore ryttere lide, vil vi. For enhver pris. Vi vil sidde i fred foran tv-skærmene i stuens solafskærmede mørke og bruge vores intellektuelle overskud til at tolke heltegerninger, legendariske præstationer, menneskelig storhed - ja selve livets mening - ud af billederne af svedende cykelryttere, som knokler bagdelene til blods på franske landeveje.

Populistiske politikere, dobbeltmoralske sportsledere og emsige dopingkontrollanter bedes venligst holde sig ude af cykelrytternes særegne univers af mod, mandshjerte og uskrevne regler. Vi kan ikke længere udholde det moraliserende ævl om renhed, idealer og forvisning fra sporten for de uheldige syndere, som ikke nåede at hælde pillerne i toilettet, før dopingkontrollen eller grænsemilitsen dukkede op...

Det er sandelig "pay back time" i dopingdebatten!

Medicinere, mellemhandlere og massører, som notorisk scorer kassen på at opretholde myten om doping som en erhvervsmæssig og medicinsk nødvendighed i feltet, nærmest helgenkåres i en flom af cykelbøger og aviskronikker.

Verden er vendt på hovedet. Tendensen svinger i retning af, at offentligheden trækker på skuldrene og tænker, »jamen så lad dem da køre.«

De sande skurke er antidopingens bekymringsindustri, som binder sportens fantastiske enere på mund og hånd i forsøget på at håndhæve sportslige idealer, som cykelsporten i dens inderste væsen åbenbart aldrig har anerkendt. Hyklerne - denne leverpostejsfarvede forsamling af kulturministre, forskere, levebrøds-idrætsledere og journalister uden evne til sand indlevelse i den storslåede sport og dens helte - har siden Festina-skandalen i 1998 forvandlet cykelsporten til et helvede af blodprøver, razziaer og mistænkeliggørelse.

Nu hagler de verbale slag så ned over denne totalitære flok hævnere. Penneførerne er æstetikerne, som forstår cykelsportens væsen bedre end rytterne selv, og som dygtigt formår at sætte fascinationen på heltekvad.

Jeg er ked af det, men jeg føler trang til at melde mig i feltet af moralister og hyklere, som fordømmer dopingkulturen i cykelsporten og som ikke længere kan få pulsen op, når feltet drøner forbi.

Lad os lige justere kursen på debatten ind efter sportsverdenens barske realiteter. Polemikerne har måske ret i enkeltstående pointer, men aldrig i den samlede argumentation.

Vel kan rytterne teknisk set være syge og i bekneb for piller og sprøjter umiddelbart efter en bagende bjergetape.

Vel er massespurter og vanvidsnedkørsler potentielt sundhedstruende - akkurat som den uforpligtende syslen med soigneurens seneste cocktail på de små hotelværelser.

Vel er topsportens inderste væsen, at grænser skal prøves af.

Alligevel er den aktuelle polemik i sidste instans perspektivløs.

For hvad er alternativet til dopingregulativer og til de komplicerede juridiske og tekniske procedurer, som skal forebygge justitsmord på rytterne og deres levebrød?

Har rytterne - selv de mest dødsforagtende arbejdsmænd - da ikke krav på en vis grad af beskyttelse mod cykelsportens indbyggede vanvid?

Kan man virkelig forlange samfundets accept af, at doping fra at være en lyssky fristelse for feltets største gamblere, bliver et vilkår for at udøve professionen i erkendelse af, at Touren alligevel er hinsides al fornuft?

Ligger det mon i cykelrytteres særlige genetik, at de over en kam ville elske at fortrænge rotterne fra medicinalindustriens laboratorier, hvis bare alle vi antidopinghyklere gav dem mulighed derfor?

Jeg har selv prøvet at fiske en efterladt pose fra et cykelløb med blodige kanyler og hjemmelavede eliksirer ud af et buskads ved Herskind en gang. Tro mig. Det var ubeskrivelig ulækkert. Jeg nægter at tro, at posens ejermand nød sit erhverv, da han fixede sig op til dagens etape. Måske håbede han bare, at han kunne pumpe sig op til at blive så god, at han også kunne få råd til en rigtig cykellæge, som kunne dope ham under mere betryggende former?

Lad os bare tage debatten helt ud til afgrunden et øjeblik.

Ville fri doping overhovedet skabe større lighed og retfærdighed i feltet? Ville løbets spændingsmoment og fascination blive forøget?

Hvis svaret virkelig er ja, så kør bare ad Helvede til for min skyld. Men lov, at I bliver der.

Ellers bliver konsekvensen, at også fattige østeuropæere, ambitiøse juniorryttere eller talentfulde børn tvinges i pilleglassene. Ellers får de jo aldrig en reel chance for at realisere drømmene.

En sådan udvikling vil naturligvis kræve, at trænerne uddannes i den optimale brug af dopingmidler. Team Danmark måtte på banen med forskning i den rette doping-optimering af rytterne - ellers måtte elitearbejdet snart lukke ned i den internationale konkurrence.

Det ville samtidig være oplagt, at cykelhold og ryttere fik andel i den milliardomsætning deres aktivitet ville skabe for medicinalindustrien. Enten som provision af salget - eller som reklamesøjler for industrien. Cykelsport er jo en traditionsrig forretning, forstår vi, og en forretning må nødvendigvis afsøge de markeder, som åbner sig.

Situationen ville hurtigt udarte til en kamp på markedsføring af de mest effektive midler og metoder.

Inden længe ville kravet naturligvis lyde fra udøvere i alle sportsgrene og kategorier, at de ville have samme retsvilkår og indtjeningsmuligheder som cykelrytterne. Advokater og romantikere ville villigt kæmpe dopingfortalernes sag.

Antidopingens bastioner ville med andre ord falde én efter én - blot for, at Tour-fanatikerne kunne nyde deres sommerferie i den mørklagte tv-stue i fred... ...I hvert fald indtil den dag i 2012 eller deromkring, da en flok forbitrede cykelmødre foranstalter sit down aktioner på de franske landeveje i protest mod de bagmænd og organisationer, som tillader deres sønner at forfølge dødsdriften langt ud over afgrunden.

Hvis man virkelig tror, at topsport kunne forskånes for alle de opslidende og komplicerede juridiske og moralske slagsmål, hvis man gav doping frit, kan man godt tro om igen.

Vi kan sagtens køre scenariet endnu længere ud, men lad os bare stoppe her.

For selvfølgelig ønsker selv den mest forhærdede fortaler for at frigive EPO og testosteron i Tour-feltet næppe at se dopingstoffer forhandlet af gymnastiklærere, trænere og specialforbund. Man ønsker næppe heller at tvinge lægerne ud i en situation, hvor de må hjælpe dope børn og unge med at dope sig for, at det i det mindste kan ske forsvarligt. Ergo må der være regler. Der må simpelthen være en grænse et eller andet sted.

Og det er jo lige akkurat den grænse, Festina-skandalen i 1998 tvang den kriseramte internationale idrætsverden til at trække mere dedikeret end før, selv om processen er umådelig besværlig.

Vedtagne grænser fordrer desværre en vis grad af håndhævelse, hvis de skal give mening. Dermed er diskussionen om cykelsporten på vej tilbage på sporet igen. For siden Festina-skandalen har den internationale sportsverden netop oplevet den mest omfattende og transparente proces nogensinde i forsøget på at finde de mest hensigtsmæssige grænser.

Politikere, idrætsledere, aktive, medier, læger, idrætsforbund, jurister, farmaceuter, sponsorer, historikere, filosoffer og fantaster. Alle har haft mulighed for at bidrage i en ekstremt omfattende proces med verdensomspændende høringer, konferencer og debatter.

Man endte med at finde det tilstræbte kompromis - bedst kendt som WADA-kodekset - som nationale forbund, regeringer og idrætsgrene - selv cykelsporten - stort set i enighed tilstræber at følge i dag.

Kompromisset er ikke fuldkomment og ikke mejslet i sten, men det er det mest gennemarbejdede forsøg til dato på at sikre eliteidrætsudøvere i alle lande, idrætsgrene og organisatoriske strukturer rimelige arbejdsvilkår og på at sikre sporten en status som et samfundsmæssigt og dermed støtteværdigt gode.

Jeg anerkender pointen om, at (visse) kredse i professionel cykelsport ikke nødvendigvis deler den olympiske sports traditionelle idealer, men cykelsporten har selv valgt at være en del af selskabet. Jeg savner svar på, hvordan vi i praksis kan give dopingræset frit og isolere cykelsporten fra resten af verden.

Man kommer aldrig doping til livs - og man kan aldrig bekæmpe doping godt nok. Men man kan heller ikke bare resignere.

Derfor er doping så bundløst et morads for sporten.

Hvor myteomspunden og speciel cykelsporten og dens stjerner end måtte være i egen selvforståelse, foregår Tour de France altså ikke på en øde ø. Det har DCU og Tour-ledelsen, ja selv UCI og Bjarne Riis indset for længst.

Nu mangler vi bare, at også de sidste cykelfanatikere vågner af deres romantiske drøm.

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 23. juli.