Hvem får mest for pengene i dansk fodbold?

Det kom som en overraskelse for de fleste, da FC Helsingør i 2016/17 sikrede sig oprykning til Superligaen. Efter en tredjeplads i 1. divisions grundspil formåede klubben at trække sig sejrrigt ud af playoffopgørene mod Viborg. Dét skete på trods af, at viborgensernes lønbudget var mere end fem gange højere. Resultatet er et eksempel på den klassiske kliche om, at så længe bolden er rund, kan alting ske.

Det er ikke usædvanligt, at der forekommer scenarier, hvor den lille – målt på økonomiske muskler – slår den store. Fodboldklubber kan være ganske inkonsistente i deres præstationer fra kamp til kamp, men også set over en sæson kan det forekomme, at der er klubber, som klarer sig mærkbart bedre (eller dårligere) end det sportslige budget berettiger til – som da Herfølge, med et af ligaens laveste budgetter, vandt Superligaen i 1999/00 for at rykke ned den efterfølgende sæson.

Mens der er relativ stor usikkerhed om udfaldet på kort sigt, er de langsigtede sportslige præstationer langt mere forudsigelige og afgøres i høj grad af størrelsen på klubbernes budgetter. Klubber har relativ let adgang til at observere spillernes evner på banen, og konkurrencen på spillermarkedet resulterer i et forholdsvis effektivt marked, hvor spillernes løn generelt afspejler deres værdi på banen. Det betyder også, at de fleste klubber på den lange bane klarer sig nogenlunde i tråd med deres sportslige budget.

I denne artikel tester Idan sammenhængen mellem det økonomiske input og det sportslige output i form af de danske klubbers præstationer på banen. Hvilke klubber har været mest effektive i forvaltningen af deres økonomiske ressourcer?

Analysen er opdelt i to: Første del undersøger præstationerne i 2016/17-udgaven af Superligaen og 1. division, mens anden del undersøger præstationerne på tværs af de foregående 17 superligasæsoner.

Hvem var bedst i 2016/17?

For at kunne undersøge klubbernes præstationer i 2016/17 bliver ligaplaceringen holdt op imod de samlede personaleomkostninger. Det er ikke muligt ud fra klubberne regnskaber at isolere lønudgifter til spillere, men de samlede personaleomkostninger antages tilnærmelsesvist at afspejle det sportslige budget med visse undtagelser (se mere om metoden i boksen).

Selvom udgifter til transfers og investering i træningsfaciliteter også er relevante faktorer, viser tidligere studier, at lønbudgettet er den stærkeste indikator, når det gælder sportslige præstationer.

Der var stor variation i klubbernes personaleomkostninger i sæsonen 2016/17, der spændte fra 159,9 mio. (FC København) til 4,4 mio. kroner (FC Helsingør). Forholdet mellem personaleomkostninger og sportslig succes i 2016/17 fremgår af figur 1, hvor x-aksen illustrerer den naturlige logaritme til klubbernes personaleomkostninger, og y-aksen er klubbernes slutplacering inden playoffkampene. Linjen der går fra nederste venstre hjørne til højre øverste hjørne kaldes regressionslinjen og repræsenterer den bedste (beregnede) sammenhæng mellem personaleudgifter og ligaplacering.

Styrken af sammenhængen måles af R² (R-kvadreret), der har en værdi på 0,74. Det betyder, at personaleudgifterne i sæsonen 2016/17 kunne forklare 74 pct. af variationerne i ligaplaceringerne på tværs af Superligaen og 1. division.

Opdelte modeller for de to rækker viser imidlertid en noget svagere sammenhæng, hvor lønbudgettet alene for Superligaen kunne forklare 38 pct. af variationerne i placeringerne, mens forklaringsgraden for 1. division var helt nede på 3 pct. Altså var der isoleret for 1. division stort set ingen sammenhæng mellem lønbudget og placering. Et godt eksempel på, at der kan forekomme store udsving i præstationerne i den enkelte sæson.

Figur 1: Personaleomkostninger og slutplacering i Superligaen og 1. division (2016/17)

Den lodrette akse viser klubbernes slutplacering i Superligaen og 1. division, mens tallene i den vandrette akse viser den naturlige logaritme til klubbernes personaleomkostninger. Jo højere personaleomkostninger, desto længere mod højre står klubberne.

De 26 klubber, som har spillet i Superligaen og 1. division i 2016/17, er repræsenteret ved en blå cirkel. En klub der ligger midt på regressionslinjen har opnået præcis den ligaplacering (før playoffkampene), som er forventelig ud fra dens personaleomkostninger. De klubber, der ligger over linjen har klaret sig bedre end lønbudgettet tilsiger, mens de klubber, der ligger under linjen, har klaret sig dårligere.

Helsingør, Lyngby og SønderjyskE var bedst

Helsingør formåede med det laveste budget af alle klubber at blive nummer tre i 1. division og vandt oprykning til Superligaen efter en samlet sejr over Viborg i de afgørende playoffkampe. Helsingør er dermed den klub, som klarede sig allerbedst i forhold til de investerede ressourcer og fortsætter dermed de positive takter fra 2015/16, hvor klubben præsterede næstbedst (efter SønderjyskE) i forhold til lønomkostningerne. I den netop overståede sæson rykkede klubben imidlertid ned igen, men havde også ifølge Tipsbladet Superligaens klart laveste budget.

I 2016/17 formåede Lyngby på overraskende vis at vinde bronze med Superligaens niende højeste personaleomkostninger og var dermed den superligaklub, der klarede sig bedst. Efter en afværget konkurs endte 2017/18-sæsonen imidlertid i en stor skuffelse, da klubben efter nederlag til Vendsyssel i de afgørende playoffkampe rykkede ned i 1. division.

Også SønderjyskE gjorde det bedre end forventet i 2016/17, da de kvalificerede sig til mesterskabsspillet og blev nummer seks med det tredjelaveste budget blandt superligaklubberne. Placeringen er dog ikke helt så imponerende som i 2015/16, hvor klubben vandt sølv med et budget på nogenlunde samme niveau.

Vejle og Esbjerg dårligst

Esbjerg var ligesom i sæsonen 2015/16 den superligaklub, som præsterede dårligst relativt til de investerede lønkroner. Klubben sluttede sidst i nedrykningsspillet og rykkede ned i 1. division efter at have tabt playoffkampene mod AGF og Horsens. Klubben vandt dog oprykning igen i 2017/18.

Vejle rykkede godt nok direkte op i Superligaen i denne sæson, men i 2016/17 måtte vejlenserne tage til takke med en skuffende 9. plads i 1. division på trods af 1. divisions højeste personaleomkostninger. Vejle er dermed den klub, der fik mindst ud af de investerede ressourcer i 2016/17.

Økonomiens langsigtede betydning

 Men ét er præstationerne i den enkelte sæson, noget andet superligaklubbernes præstationer på lang sigt. Sammenholder man klubbernes relative personaleomkostninger med deres gennemsnitlige andel af point på tværs af de år, de har spillet i Superligaen, bliver sammenhængen væsentligt tydeligere.

Som det fremgår af figur 2, ligger de fleste klubber tæt på regressionslinjen, hvilket indikerer, at de over tid har præsteret i tråd med deres personaleomkostninger, som kan forklare hele 82 pct. (R² = 0,82) af variationerne i de gennemsnitlige pointandele fra 1999/00 til 2015/16. Den klare sammenhæng stemmer fint overens med tidligere studier af spørgsmålet.

Figur 2: Personaleomkostninger og pointandel i Superligaen (1999/00 til 2015/16)

Den lodrette akse viser klubbernes gennemsnitlige pointandel i Superligaen, mens tallene i den vandrette akse viser den naturlige logaritme til klubbernes personaleomkostninger relativt til ligaens gennemsnit.

Mens der samlet set over 17 superligasæsoner er en stærk sammenhæng mellem input og output, er der store afvigelser i de enkelte sæsoner. Her spænder R²-værdierne fra 0,17 til 0,83, og i hele otte ud af de 17 sæsoner kunne personaleomkostningerne forklare mindre end halvdelen af variationerne i pointantallet.

Analysen bekræfter altså som forventet, at lønbudgettet er mere afgørende på lang sigt. I den enkelte sæson kan hold være begunstiget af at have et særligt talentfuld kuld af spillere, der tilfører en væsentlig større sportslig værdi, end deres løn indikerer. En særligt god sæson kan også være kulminationen på en opbygning af et hold over flere sæsoner. Ligeledes kan skader, tilfældigheder og (u)held spille ind på præstationen i den enkelte sæson.

FC København, FC Midtjylland og Hobro har været bedst

Men selvom lønforbruget er mere afgørende over en længere tidsperiode, synes der alligevel at være andre faktorer, der spiller ind på præstationerne.

Når man måler på point i forhold til de investerede lønressourcer, er FC København efterfulgt af FC Midtjylland de klubber, der har præsteret bedst i perioden (se figur 2). Også Hobro har samlet flere point end forventet, men har imidlertid kun spillet i Superligaen i to sæsoner (i perioden). Det skal dog bemærkes, at Hobro i den netop overståede sæson – som var klubbens tredje i det bedste selskab – endte på en flot 7. plads inden playoffkampene med, ifølge Tipsbladet, ligaens næstlaveste budget – igen en overpræstation.

Med undtagelse af BK Frem – der i perioden kun har haft en enkelt sæson i den bedste række – er AGF det hold, der har præsteret dårligst relativt til lønomkostningerne. OB er også et af de hold, der i analysen ser ud til at have underpræsteret væsentligt, men dette kan forklares med, at klubbens samlede personaleomkostninger afviger mærkbart fra klubbens reelle sportslige budget (se boksen for forklaring).

Konkurrencemæssig fordel ikke nødvendigvis vedvarende

Selvom personaleomkostningerne ikke alene – og heller ikke over 17 sæsoner – kan forklare de sportslige præstationer til perfektion, er det imidlertid langt det vigtigste parameter, og dermed synes andre faktorer at have relativt begrænset indflydelse. Langsigtet er det vanskeligt at opretholde konkurrencemæssige fordele, der ikke direkte afspejles i det sportslige budget.

Eksempelvis betyder den hårde konkurrence på spillermarkedet, at det er svært at holde på spillere, der overpræsterer væsentligt i forhold deres løn. Typisk vil sådanne spillere kræve en højere økonomisk kompensation i forbindelse med kontraktforhandlinger eller blive solgt til en klub, der er villig til at betale en højere løn.

Fremadrettet bliver det spændende at følge, hvorvidt de bedst præsterende klubber kan holde kadencen eller om nogle af de hold, som historisk set har præsteret under niveau, kan rejse sig.

Uanset om der sker en forskydning i de relative præstationer, kan man med stor sikkerhed forvente, at de fleste klubber fortsat vil klare sig nogenlunde i tråd med deres sportslige budget – i hvert fald på den lange bane.