Hvem fik mest for pengene i dansk fodbold i 2018?

I fodbold eksisterer der en tydelig langsigtet sammenhæng mellem input af lønkroner og sportslige præstationer. Idan viste i sidste års undersøgelse, at superligaklubbernes personaleomkostninger kunne forklare hele 82 pct. af variationerne i de sportslige præstationer over en 17-årig periode (1999/00-2015/16). I praksis betyder det, at de klubber, der over tid kan opretholde det højeste lønbudget, alt andet lige vinder mest.

Selvom det sportslige budget altså er den udtalt vigtigste faktor, når det gælder sportslig succes, er der imidlertid også andre forhold, som påvirker de sportslige præstationer – særligt på kort sigt, hvor tilfældigheder og (u)held spiller en større rolle end over et længere tidsperspektiv.

I denne artikel ser Idan nærmere på, hvordan klubberne i sæsonen 2017/18 præsterede i forhold til deres personaleomkostninger. Det sker med henblik på at vurdere, hvilke danske Superliga- og 1. divisionsklubber der har været mest effektive i forvaltningen af deres økonomiske ressourcer.

Hvordan måles præstationer i forhold til lønbudgettet?

For at undersøge klubbernes præstationer holdes ligaplaceringen op imod de samlede personaleomkostninger. Det er ikke i alle tilfælde muligt at isolere personaleomkostningerne til den sportslige sektor i klubbernes regnskaber. Årsagen er, at nogle klubber har sideaktiviteter, men ikke udskiller personaleforbruget til deres forskellige aktiviteter i årsrapporterne (se boks).

I sæsonen 2017/18 spændte personaleomkostningerne blandt de 26 klubber i Superligaen og 1. division fra 1,5 mio. kr. (Brabrand IF) til 145,7 mio. kr. (FC København). Klubbernes personaleomkostninger og placering inden playoffkampene fremgår af nedenstående figur 1, hvor x-aksen illustrerer den naturlige logaritme til klubbernes personaleomkostningerne (se boks), og y-aksen er de 26 klubbers placering inden playoffkampene.

Den sorte tendenslinje – der går fra nederste venstre hjørne til øverste højre hjørne – udtrykker sammenhængen mellem personaleomkostninger og slutplacering, hvis samtlige klubber i sæsonen 2017/18 var blevet placeret i overensstemmelse med deres personaleomkostninger.

Den grå tendenslinje repræsenterer den reelt beregnede sammenhæng mellem personaleomkostninger og ligaplacering (se boks). Styrken af sammenhængen måles af R² (R-kvadreret), der har en værdi på 0,74. Det betyder, at personaleomkostningerne i sæsonen 2017/18 kunne forklare 74 pct. af variationerne i ligaplaceringerne på tværs af Superligaen og 1. division.

Figur 1: Personaleomkostninger og slutplacering (inden playoffkampene) i Superligaen og 1. division (2017/18)

Den lodrette akse viser klubbernes slutplacering (inden playoffkampene) i Superligaen og 1. division, mens tallene i den vandrette akse viser den naturlige logaritme til klubbernes personaleomkostninger. Jo højere personaleomkostninger, desto længere mod højre står klubberne.

Hver af de 26 klubber, som har spillet i Superligaen og 1. division i 2017/18, er repræsenteret ved en blå cirkel. En klub, der ligger midt på den sorte linje, har opnået præcis den ligaplacering (før playoffkampene), som man ville forvente ud fra dens personaleomkostninger. De klubber, der ligger over linjen, har klaret sig bedre end personaleomkostninger tilsiger, mens de klubber, der ligger under linjen, har klaret sig dårligere.

Hobro IK, AC Horsens og FC Helsingør bedst

Hobro IK var det hold, der præsterede bedst, når man tager højde for de investerede personalekroner. På trods af kun at have det 15. højeste budget på tværs af Superligaen og 1. division, formåede klubben alligevel at hjemtage en flot syvendeplads. Også AC Horsens – der blev nummer seks med det 13. højeste budget – og FC Helsingør – som sluttede på en 13. plads med det 20. højeste budget – gjorde det noget bedre, end deres budgetter tilsagde.

Som det fremgår af figur 1, ser Brabrand IF også ud til at have overpræsteret væsentligt. Det skyldes imidlertid, at klubben har mærkbart lavere personaleomkostninger end samtlige andre klubber i analysen. Det skal i øvrigt bemærkes, at resultaterne er robuste, selvom man udelader Brabrand IF af analyserne.

På trods af oprykning via en andenplads i 1. division og en efterfølgende playoffsejr mod Silkeborg IF var Esbjerg fB – i øvrigt ligesom i 2015/16 og 2016/17 – et af de hold, der præsterede allerdårligst relativt til de forbrugte lønkroner. På trods af sin status som 1. divisionshold havde klubben de ottendehøjeste personaleomkostninger.

FC Roskilde var den klub, som præsterede dårligst i 2017/18, hvor klubben sluttede som nummer 24 (10 i 1. division), selvom klubben havde det 17. største budget.

Hvad kan man bruge målingen til?

Analysen kan benyttes til at benchmarke, hvor effektive klubberne har været til at forvalte ressourcerne, og muligvis danne grobund for en højere grad af bevidsthed om, hvilke sportslige resultater man som klub kan forvente i forhold til sin investering relativt til de andre klubber.

Klubbernes relative effektivitet er dynamisk og kan ændre sig mellem sæsonerne. På trods af overpræstationen i 2017/18 rykkede FC Helsingør ud af Superligaen, og i den netop overståede sæson (2018/19) rykkede klubben ned i 2. division. Også AC Horsens og Hobro IK klarede sig i højere grad på linje med deres budget i 2018/19, hvor de henholdsvis blev placeret som nummer 11. og 14. inden playoffkampene. Begge klubber klarede sig dog fri af nedrykning. Omvendt fulgte Esbjerg fB oprykningen op med en flot 3. plads i 2018/19.

Det viser, at der er rigeligt rum for, at underpræsterende klubber kan forbedre deres relative effektivitet og kravle op i det sportslige hierarki.