Idan Artikel 16.09.2006

Hvervetips for arrangører

Idrætsfonden Danmark samler eksperter i hvervekampagner for store sportsbegivenheder til seminar i København.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Kampen om at vinde værtskabet for store internationale idrætsbegivenheder er ofte lige så vanskelig som kampen om medaljerne under selve begivenhederne.

Denne lære har danske idrætsforbund og kommuner ofte draget efter nederlag i ambitiøse hvervekampagner, men akkurat som atleterne i kampen om medaljerne, kan også kommuner og specialforbund træne sig op til at stå bedre i kampen om guldet.

Et godt sted at hente de seneste 'træningstips' bliver Idrætsfonden Danmarks seminar 'Kampen om værtskabet' den 7. november i København. På seminaret vil kommunikationseksperten Jon Tibbs øse af sine erfaringer som ansvarlig for blandt andet de kinesiske OL-værters PR-arbejde for Beijing i Europa.

Andre talere på konferencen er direktør Lars Haue-Pedersen fra TSE Consulting i Lausanne, eventchef Finn Lyck fra Sport Aarhus Events, formand Allan Jakobsen fra Danmarks Brydeforbund og direktør Lars Lundov fra Idrætsfonden Danmark.

Den store fokus på internationale idrætsbegivenheder var også på dagsordenen, da Copenhagen Business School den 30. august holdt konference om megabegivenheder som OL i København, lige som Malmö Högskola sidst i september er vært for en meget spændende todages-konference om Sport and City Marketing.

En vigtig pointe

 Idan har flere gange gjort opmærksom på den væsentlige pointe i kampen om værtskaberne, at det ikke kun handler om at hive værtskaberne hjem. Det handler i lige så høj grad om at vide, hvad man vil med satsningen.

Satsningen handler ikke nødvendigvis kun om fyldte hotelsenge og arbejdspladser, men måske om helt andre sportslige eller sociale dagsordener - specielt fordi det offentlige i stigende grad fremstår som den væsentligste økonomiske interessant i mange store idrætsbegivenheder.

Idan har blandt andet behandlet dette emne i rapporten ' Fra proces til projekt - Maksimering af socialt relaterede effekter ved afholdelse af idrætsbegivenheder', som kan downloades her på siden.

Læs mere

 
 

Læs Idans rapport 'Fra proces til projekt - Maksimering af socialt relaterede effekter ved afholdelse af idrætsbegivenheder'Læs indbydelse til Idrætsfonden Danmarks konference 'Kampen om værtskabet'Læs om konferencen 'Sport, Tourism, and City Marketing' i Malmö den 28.-29. septemberLæs præsentationer og papers fra konferencen 'Mega Sports Events' på CBS i København den 30. augustLæs nyhed på Idan.dk om konferencen på CBS