Hvordan får vi mere glæde af idrætsfaciliteterne?

Dansk idrætspolitik er først og fremmest en facilitetspolitik bedømt efter, hvad det offentliges udgifter til idræt går til. Godt 90 pct. af de kommunale udgifter til idræt går til drift af eller tilskud til idrætsfaciliteter, og det udgør omkring 60 pct. af de samlede offentlige udgifter til idræt i fritiden.

I lyset af det er det interessant, at der aldrig har været en overordnet plan – eller det, der kunne ligne en egentlig politik – på statsligt niveau for udviklingen og driften af idrætsfaciliteter i Danmark, og det er først de seneste to årtier, at en del kommuner er begyndt at udarbejde planer og politikker for idrætsfaciliteterne. Det er især paradoksalt, når man tænker på, at Folketinget har forpligtet kommunerne til at stille kommunale faciliteter gratis til rådighed til aktiviteter for børn og unge i idrætsforeninger samt betale hovedparten af lejeudgiften til aktiviteter i selvejende eller foreningsejede idrætsfaciliteter.

Forenklet sagt har staten altså overladt det helt til kommunerne at bestemme, hvor mange og hvilke typer faciliteter der skal være samt at betale de fleste udgifter dertil.

Går vi til Norge har politikken på dette område været helt anderledes. På den ene side har udbygningen af idrætsfaciliteter siden 2. Verdenskrig været stærkt styret og koordineret fra statslig side, og en stor del af den samlede statslige støtte til idræt (fra overskuddet fra lotto, tipning mv.) går til udgifter til etableringen af idrætsfaciliteter. På den anden side er kommunerne ikke forpligtet til at stille kommunale faciliteter gratis til rådighed for foreningerne (selvom man typisk gør det) eller at dække udgifter til foreningernes udgifter til egne idrætsanlæg.

Det er dog et åbent spørgsmål, om denne statslige facilitetspolitik i Norge har resulteret i en bedre og mere ligelig fordeling af idrætsfaciliteterne end i Danmark, hvor etableringen af idrætsfaciliteter har været overladt til de lokale niveau og typisk er blevet til i et samspil mellem kommuner og idrætsforeninger.

Skiftende prioriteringer

Men selvom der ikke har været en overordnet plan for udbygningen og udviklingen af idrætsfaciliteterne i Danmark, så har kommunernes fokus på området skiftet gennem årene.

I mange år var kommunerne optaget af at anlægge idrætsbaner og gymnastiksale ved skolerne, oprette boldbaner og udendørs idrætspladser samt bygge idrætshaller og svømmehaller – eller støtte private initiativer derfor. Som regel på initiativ fra idrætsforeninger og i mange tilfælde også med dem som bygherrer (i form af selvejende institutioner dannet af foreninger og med kommunens billigelse). I takt med den stærkt voksende idrætsdeltagelse fra midten af 1960erne skød nye haller op som paddehatte over hele landet. Målet var at øge kapaciteten for den idrætslige udfoldelse.

Det førte i 1980erne til en – noget elitær – kritik af denne politik. Den stærke vækst i udbygningen af idrætsfaciliteter var snævert bestemt af funktionelle krav fra især de største idrætsgrene, som dyrkes i idrætsforeninger, mens arkitektoniske, æstetiske og kulturelle hensyn lige så vel som den voksende deltagelse i idrætsformer, der dyrkes i andet regi end idrætsforeningerne, spillede en lille rolle.

I 1994 blev Lokale og Anlægsfonden oprettet, og fonden har igennem de godt tyve år, den har eksisteret, været en væsentlig drivkraft og inspiration for en et mere mangfoldigt og kvalitativt idræts- og kulturbyggeri i Danmark. Det har bl.a. resulteret i mange udendørs faciliteter, der i højere grad end de traditionelle idrætsanlæg er integreret i byrummet, og som primært tager sigte på idræts- og kropsdyrkelse, der ikke er organiseret. Det gælder fx den hurtige etablering af anlæg til parkour, som der er siden 2007 er skabt knap 150 af i Danmark.

De seneste år er der i stigende grad kommet fokus på idrætsfaciliteternes benyttelse, økonomi og drift. For det første er der i takt med store ændringer i især den voksne befolknings idrætsinteresser kommet større opmærksomhed mod, at de fleste idrætsfaciliteter ikke anvendes af en stor del af de idrætsaktive og heller ikke egner sig til den form for idræt og motion, som har fået en stor tilslutning de seneste årtier. For det andet har mange idrætsfaciliteter og kommuner erfaret, at faciliteterne ikke benyttes i det omfang, de kunne. For det tredje har mange kommuner fået større fokus på faciliteternes økonomi. Kommunerne presses økonomisk af snævre finansielle rammer – delvist dikteret af skiftende regeringer – og voksende udgifter på de tunge velfærdsområder.

Øget kommunalt fokus på optimering af driften

Men samtidig smitter det givetvis også af på idrætsfaciliteterne, at kommunerne på en række andre områder har arbejdet med at optimere driften af de kommunale opgaver, så man populært udtrykt får ’value for money’. De seneste ti år har kommunerne bestræbt sig på at effektivisere driften ved bl.a. at sammenlægge enheder, styrke ledelsen og formulere succeskriterier. Det synes endnu i lille grad at være sket på driften af idrætsfaciliteter.

For knap ti år siden begyndte de første kommuner – i forlængelse af kommunalreformen og dannelsen af større kommuner – at gennemføre eller rekvirere analyser med sigte på at få en viden om bl.a. dækningen af idrætsfaciliteter i kommunen i sammenligning med omkringliggende kommuner; borgernes idræts- og motionsdeltagelse og hvordan dette matcher facilitetsdækningen; samt benyttelsen af de eksisterende idrætsfaciliteter.

Mere end hver fjerde kommune har de seneste år fået gennemført sådanne analyser, som har afdækket et betydeligt misforhold mellem især de voksnes idrætsvaner og de faciliteter, som kommunen har ansvaret for eller støtter økonomisk. Samtidig har analyserne vist, at der er et betydeligt uudnyttet potentiale i mange af de eksisterende faciliteter, som måske kunne udnyttes til glæde for flere borgere, hvis anlæggene blev drevet på en anden måde.

Forskningsprojekt skal skabe bedre idrætsfaciliteter

Dette er baggrund for initiativet til forsknings- og udviklingsprojektet ’Fremtidens idrætsfaciliteter’, som gennemføres i et samarbejde mellem Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet og Idrættens Analyseinstitut.

Det overordnede formål med projektet er for det første at kvalificere kommunerne og idrætsfaciliteternes beslutningsgrundlag i arbejdet med at udvikle og optimere faciliteterne og deres anvendelse. For det andet tager projektet sigte på at styrke det faglige grundlag for såvel eksisterende som nye uddannelses- og efteruddannelsestilbud for forvaltninger, personale på faciliteter, facilitetsbestyrelser, foreninger samt studerende på idrætsuddannelser. For det tredje skal projektet give viden til at kunne udvikle ledelsesværktøjer, som ledere af idrætsfaciliteter kan bruge til at optimere realiseringen af den enkelte facilitets mål.

Kort fortalt handler det altså om at skabe ny viden og indsigt, som kan bruges til at udvikle idrætsfaciliteterne, så foreninger, skoler og borgere i endnu højere grad får glæde af faciliteterne.