Hvordan kan idrætssektoren vokse på både kvalitet og kvantitet?

Efterhånden er der bred enighed om de udfordringer, der præger den danske idrætssektor:

• Idræt er fællesskab og medborgerskab i foreningslivet, men det er også sundhed, velfærd og social integration for befolkningsgrupper, som har det svært eller er mindre motiverede for idræt og fysisk aktivitet. Derfor er fremtidens opgave ikke blot at fremme foreningslivet og de værdier, der præger sportens og idrættens organisationer, men også at lægge bedst muligt til rette for at fastholde visse målgrupper og tiltrække andre til idræt og fysisk aktivitet både i og uden for foreningslivet.

• Idræt er frivillighed og græsrodsdemokrati med mange store kvaliteter for såvel det nære som det store samfund, men det er også en stadig mere professionaliseret branche, hvor mange ildsjæle er så engagerede, at de ønsker at leve af idrætten. Hvor entreprenørerne ikke altid har tid eller lyst til at vente på foreningslivets beslutningsgange. Og hvor de aktive udøvere i stigende grad går efter kvalitet og god timing i tilbuddene uden den store sentimentalitet i forhold til, om udbyderen er kommerciel eller non-profit.

• Folkeoplysningsloven favoriserer helt bevidst det lokale foreningsliv i adgangen til og udbuddet af faciliteter, men det er i stigende grad også en øvelse at udvikle og stimulere en alternativ idrætslig infrastruktur, der tilgodeser nye teknologiske muligheder, nye aktiviteter, nye aktive målgrupper og andre udbydere af idræt end foreningerne og de kommunale institutioner.

• Idræt er landets største børne- og ungdomsbevægelse og en utrolig vigtig del af de yngste borgeres liv, men det er i stigende grad også en livslang aktivitet i et samfund med store demografiske forandringer, hvilket skaber nye udfordringer og muligheder for såvel udbydere af idræt som for kommunale forvaltninger i land- og by.

Enigheden om idrættens største udfordringer er så bred, at samtlige Folketingets partier og idrættens engang så stridbare hovedorganisationer, DIF og DGI, i foråret 2014 ikke havde specielt vanskeligt ved at enes om diagnosen på idrættens største udfordringer i den såkaldte idrætspolitiske stemmeaftale.

Siden har DIF og DGI brugt store kræfter på at konkretisere den fælles Vision 25-50-75, der netop stadfæster det forhold, at en positiv udvikling i fremtidens idrætssektor både skal bygge på et stærkt foreningsliv (50 pct. aktive i 2025) og en stærk generel deltagelse i idræt og fysisk aktivitet (75 pct. aktive i 2025).

Svaghederne ved central satsning

Det er svært at være uenig i en så letforståelig og positiv vision al den stund, at der netop hersker konsensus i den danske idrætssektor om diagnosen, at fremtidens idrætspolitik både skal tilgodese stærke foreningsmiljøer og tiltag, der fremmer en generelt fysisk aktiv og deltagende befolkning.

Til gengæld er det lige så let at påpege svagheder i den behandling, som ordineres af DGI og DIF’s fælles vision og af selve indholdet og fordelingen af ressourcerne i den idrætspolitiske stemmeaftale:

• Stemmeaftalen cementerer et utidssvarende monopol på centrale midler til DIF og DGI. I praksis koncentrerer forståelsen mellem alle Folketingets partier og idrætsorganisationerne flere statsfinansierede arbejdspladser i idrætssektoren og mere idrætspolitisk slagkraft hos de to centrale organisationer, der tilmed i stigende grad optræder som én organisation med én stemme. Denne rørende enighed mellem DIF og DGI lægger yderligere en dæmper på den mangfoldighed i idrætten, som stemmeaftalen egentlig hævder at ville fremme.

• Konsekvensen af Vision 25-50-75 og den idrætspolitiske stemmeaftale bliver stik imod hensigten en voksende kløft i vilkår og virkelighedsforståelse mellem de centrale, statsligt støttede idrætsorganisationer og de lokale idrætsforeninger, som organisationerne med vigende autoritet hævder at repræsentere.

• Konsekvensen bliver ligeledes et øget politisk pres og internt præstationspres på DIF og DGI, som i stigende grad vil få organisationerne til at spinne deres egen sandhed og forsøge at sætte deres eget stempel på alle idrætspolitiske initiativer. Gode tiltag hos lokale foreninger og andre aktører i idrætssektoren skal populært sagt ’bruges’ til at brande DIF og DGI’s centrale monopolstilling snarere end det omvendte. I mange tilfælde vil organisationernes tiltag mere eller mindre utilsigtet komme til at konkurrere med – snarere end at fremme – de innovative frontløbere og ildsjæle i og uden for foreningslivet, som både før og efter stemmeaftalen var den vigtigste årsag til en stigende dynamik og nytænkning i den danske idrætssektor.

• Endelig er Vision 25-50-75 i sagens natur først og fremmest en kvantitativ vision. Det er uklart, hvad den kommer til at betyde for prioriteringerne i forhold til særlige og ofte besværlige målgrupper og nicheidrætsgrene, herunder også de bagvedliggende tilskudsmodeller og faciliteter. Og hvordan sikrer Vision 25-50-75 fortsat opmærksomhed og kvalitetsudvikling på den organiserede idræts traditionelle kerneområde, børne- og ungdomsidrætten, hvor Visionens kvantitative målsætninger jo for længst er opfyldt, men hvor der fortsat er brug for at udvikle på kvaliteten i tilbuddene?

De første tendenser i en uheldig retning træder allerede frem i en tid, hvor det eksempelvis går op for en del lokale foreninger, at de måske ikke er entydige vindere i den skolereform, som DIF og DGI har haft stor indflydelse på og lagt stor politisk prestige i. Eller hvor DIF og DGI nu gør sig enorme fælles anstrengelser for at indhente årtiers undladelser og opnå ’idrætspolitisk jurisdiktion’ i forhold til voksenbefolkningens foretrukne motionsidrætter, som hidtil er vokset eksplosivt uden central idrætspolitisk bevågenhed.

Hvorfor egentlig nøjes med at understøtte de centrale idrætsorganisationer, som uvægerligt ofte halser efter alle frontløberne, med substantielle statslige midler? Det forekommer ganske enkelt ikke hensigtsmæssigt at koncentrere magt og midler yderligere i en situation, hvor udfordringerne netop kalder på det modsatte.

Konsekvensen af forårets idrætspolitiske stemmeaftale og Vision 25-50-75 bliver naturligvis også en masse velmente og givetvis succesfulde initiativer. DIF og DGI vil i de kommende år arbejde målrettet for at binde ministerier, fonde og kommuner ind i Vision 25-50-75. Tanken er at skabe en fælles national vision, som på visse områder kan være en styrke, men som klart rummer risikoen for, at blodet og handlemulighederne utilsigtet bliver suget ud af de skæve, de nye og de innovative kræfter, som bobler frem.

Mental karteldannelse

Hvis man leder efter et godt skræmmeeksempel på risikoen ved en forstærket mental og idrætspolitisk ’karteldannelse’ på idrætsområdet, kan man bare kigge til Norge, hvor en treenighed mellem national idrætsorganisation, kommuner og centralforvaltning på ubegribelig vis formår at ignorere en stadigt mere skævvredet idrætssektor, hvor befolkningen stemmer med fødderne eller sofapuden, samtidig med at den organiserede idræt sidder stadigt tungere på den politiske magt og de stadigt mere rigelige statslige midler.

Idrættens Analyseinstitut er ikke forpligtet af Vision 25-50-75, men af sit vedtægtsmæssige grundlag som uafhængig og kritisk institution. Instituttet skal arbejde for at fremme og formidle et uvildigt vidensgrundlag og derigennem forhåbentlig bidrage til bedre redskaber for alle aktører i idrætssektoren, herunder også den mangfoldighed af aktører, som ikke blev tilgodeset af stemmeaftalen, men som på trods deraf skaber en meget stor del af nytænkningen, investeringerne og deltagervæksten i den danske idrætssektor.

Stemmeaftalen og den idrætspolitiske struktur, som stemmeaftalen manifesterede, er bagudskuende og unødvendigt magtkonsoliderende i en tid, hvor der i den grad er behov for at se fremad og tænke nyt.

Stemmeaftalen kan næppe ændres, men derfor kan politikere, idrætsorganisationer og økonomiske bidragydere til idrætssektoren fortsat tænke nyt eller korrigere kursen. Det er ikke store midler, der skal til, og det vil naturligvis aldrig blive nogen trussel mod det lokale foreningsliv at arbejde for flere udviklingsmidler til en større mangfoldighed af aktører i idrætssektoren, selv om DIF og DGI i det politiske spil op til stemmeaftalen med held fik skabt et sådant indtryk.

Programmet for konferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ er specifikt sammensat for at vise, at udvikling og engagement i den danske idrætssektor i dag kommer fra en mangfoldighed af aktører, der rækker langt ud over de etablerede idrætsorganisationer, men som naturligvis også omfatter DIF og DGI.

Såvel programmet som deltagerlisten for konferencen taler sit eget klare sprog om behovet for ikke blot at stimulere mangfoldigheden lokalt i kommunerne, men også i den statslige idrætspolitik. Det kan ske med viden, uddannelser, økonomiske midler og reelt politisk engagement i rammevilkårene – ikke kun for idrætsorganisationerne, men for alle aktører i den brede idrætssektor.

I de kommende år vil Idrættens Analyseinstitut fortsat bidrage hertil med uvildige data og analyser og med at formidle andre miljøers viden og erfaringer så bredt som muligt. Vi vil gøre det gennem rapporter, databaser, konferencer og aktive og lettilgængelige kommunikationsplatforme.

Velkommen til Idrætssektorens Udviklingsforum

Som noget nyt vil vi se, om vi kan bidrage yderligere til at skabe nye netværk, ny relevant viden og bedre erfaringsudveksling mellem aktørerne i den brede idrætssektor ved at lancere et Idrætssektorens Udviklingsforum.

Idrætssektorens Udviklingsforum kan forhåbentlig udvikle sig til en idécentral og et mødested på neutral grund for såvel den organiserede idræt som den brede idrætssektor.

Idrætssektorens Udviklingsforum er ikke vendt mod nogen, men vil tværtimod undersøge, italesætte og debattere erfaringer og rammevilkår for såvel den etablerede idræt som for iværksættere, eventarrangører, kommunale forvaltninger, fitnesscentre og andre kommercielle idrætsudbydere, faciliteter, repræsentanter for idrætsrelateret forskning og uddannelse osv. osv.

Idrætssektorens Udviklingsforum vil forsøge at tiltrække idrætssektorens frontløbere og skabe et stærkt netværk, som baserer sig på de bedste ideer, de mest relevante analyser og de skarpeste konferencer og seminarer.

Ambitionen er at bidrage til bedre løsninger og bedre oplevelser i fremtidens danske idrætssektor.

Det gør man bedst ved at udveksle synspunkter og ved at dele viden og erfaringer på tværs af de mange aktører i sektoren og derigennem stimulere mangfoldigheden – ikke ved at stimulere til central monopoldannelse på idrætspolitisk viden, magt og midler.

Kommentarer til indlægget:

Søren Møller, 23.11.2014

Vent nu og se

Henrik Brandts kommentar 'Hvordan kan idrætssektoren vokse på både kvalitet og kvantitet?' indeholder en række vigtige problemstillinger i idrætspolitikken, som nok kan fortjene en diskussion. Desværre vælger Henrik at drage en række markante konklusioner fremfor at holde fast i en spørgende tilgang.

Med samarbejdet mellem DIF og DGI omkring den fælles vision er der skabt en ny situation i dansk idrætspolitik. Vi tror selv på, at det vil være godt både for foreningslivet og for idrætsdeltagelsen – ja faktisk for samfundet som sådan. Det bliver jo op til os at vise det i fremtiden. Og det er helt i orden at stille kritiske spørgsmål til os og det vi kommer til at gøre for at fremme visionen.

Men når Henrik bl.a. skriver; ”Konsekvensen af Vision 25-50-75 og den idrætspolitiske stemmeaftale bliver stik imod hensigten en voksende kløft i vilkår og virkelighedsforståelse mellem de centrale, statsligt støttede idrætsorganisationer og de lokale idrætsforeninger, som organisationerne med vigende autoritet hævder at repræsentere”, drager Henrik jo konklusionerne på forhånd, inden han har set, hvordan visionen bliver udmøntet i praksis. 

Med hensyn til den politiske stemmeaftale, så skal jeg da lige minde om at DIF og DGI blev beskåret. Og at det var var Antidoping Danmark, Sportevent Danmark og IDAN, som fik tilført flere midler. Søren MøllerFormand for DGI