Idan Artikel 30.06.2008

I mål trods fem år uden indtægter

GoalRefs elektroniske måldommer har været fem år undervejs, men ser nu ud til at komme over stregen til hele verden ved det kommende VM i herrehåndbold i Kroatien.

Skrevet af: Martin Hedal

Denne artikel er en del af projektet ’Idrættens Iværksættere - teknologi og iværksætteri i den danske sportssektor’, som sigter mod en beskrivelse af en sportsiværksættersektor, der gør brug af moderne teknologi til at udvikle nye sportsprodukter og –koncepter.

Det klassiske eksempel er VM-finalen i fodbold i 1966, hvor Geoff Hurst bringer England foran 3-2 mod Vesttyskland i overtiden. Det diskuteres stadig, om der var mål eller ej – om bolden reelt var over stregen.

Med fodboldens enorme kulturelle og i dag også økonomiske betydning er det ifølge den danske iværksættervirksomhed GoalRef ekstremt vigtigt at vide, om bolden faktisk er i mål ved tvivlsomme målkendelser. 

Håndbold tester systemet

Efter fem år er GoalRef klar med en teknologi, der ved hjælp af magnetfelter og avanceret software kan måle, om bolden er over stregen. Selv om udgangspunktet var fodbold, bliver det dog håndbold, der i første omgang kommer til at teste systemet:

”Håndboldsystemet er lidt mindre politisk, end fodboldsystemet er, så det er nemmere at trænge igennem i håndboldsystemet, end det er i fodbold. Derfor er vi endt med at skulle levere systemet til håndbold først, men det er præcis samme teknologi, som vi bruger i fodbold,” forklarer Henrik Michaelsen fra virksomheden Mercon, der er GoalRefs forretningsudvikler.

GoalRef har Select som vigtig samarbejdspartner og har derigennem haft rimelig adgang til håndboldens verden, mens fodboldens internationale organisation FIFA hælder mere til den faste samarbejdspartner Adidas. Adidas er i samarbejde med en anden tysk virksomhed, Cairos Technologies, i gang med at udvikle et lignende system og er dermed pt. GoalRefs eneste konkurrent.

En stædig tro på produktet

Med en robust teknologi og engagementet i håndbold mener GoalRef dog at være et skridt foran Cairos og til herrernes ungdoms-VM i Makedonien denne sommer og siden VM i Kroatien til januar skal den store test stå. Her kan meget blive afgjort for GoalRef:

”Det skal blåstemples der, og hvis det bliver det, så kommer vi til at se en helt anden organisation og et helt andet setup end det, vi har i dag. Men vi skal lige over den hurdle med blåstemplingen først.”

GoalRef har i dag ca. fem medarbejdere – det svinger efter behov – og holder til rundt omkring, hvor kompetencerne befinder sig. Udviklingen af systemet har krævet både vedholdenhed og tålmodighed:

”Nu har det jo kørt siden 2003, og der er ikke nogen indtægter endnu. Vi forventer, at de kommer til næste år. Det er da et langt sejt træk, og man skal virkelig tro på ideen og potentialet i det. […] De tekniske udfordringer har været helt enorme, og på det forretningsmæssige område har udfordringen primært været at komme igennem det politiske system i eksempelvis FIFA,” fortæller Henrik Michaelsen.

Tænker internationalt

Fem års udvikling har udover tålmodighed naturligvis også krævet en del økonomiske ressourcer. I opstartsfasen manglede GoalRef dels penge og dels nogle til at sparre omkring ideen. Her fik ’målmålerne’ hjælp fra Alexandra Instituttet (www.alexandra.dk) i Århus, som blandt andet hjalp med ansøgninger om offentlig støtte.

Flere partnere har investeret i udviklingen undervejs, og det er helt nødvendigt for GoalRef at tænke internationalt. Henrik Michaelsen uddyber:

”Vi ved, at den her teknologi har internationalt potentiale, så Danmark er bare en del af det internationale marked. Det tror jeg, man skal huske i de her virksomheder. Når man putter så mange penge i, så skal man også ud over landets grænser for at finde markedet. Det har været vores målsætning fra starten.”

Ikke kun for eliten

Udover målrettede satsninger i håndbold og fodbold på topplan har GoalRef - som en anden af ’Idrættens Iværksættere’, Global Goal – også udviklet en havemodel til fodbold. Et havemål på 1x1,5 meter udstyret med Goalrefs måleudstyr vil komme til at koste ca. 3.500 kr. Det er planen, at målet ikke blot skal dømme bolden inde og ude, men samtidig bidrage med diverse spil:

”Det kan også vise hastigheden, og udover det er der indbygget nogle spil i det. Det kan for eksempel være et præcisionsspil, hvor selve målet er delt op i seks områder, hvor du får flere point for at score oppe i hjørnet end inde i midten. Der kan også være noget med at skyde med en bestemt hastighed 10 gange i træk for at øve de færdigheder, to mål sat sammen i ét spil og en masse andre ting,” fortæller Henrik Michaelsen.

Udover havemålet overvejer Goalref også at gå ind i andre idrætsgrene og at udvikle måleudstyrets statistikmuligheder til formidling via eksempelvis storskærm, internet og tv. Hvis alt går vel, er det ifølge Henrik Michaelsen ikke utænkeligt, at nogle af de store spillere i Europa køber systemet og GoalRefs værdifulde patenter inden for de kommende år.