Idan evaluerer Hillerød Kommune og Team Danmarks samarbejde om talentudvikling
Hillerød Kommune har bedt Idan om at bidrage til en evaluering af talentudviklingsarbejdet i Hillerød Kommune. Siden 2007 har Hillerød været såkaldt ‘Elitekommune’ og samarbejdet med Team Danmark om talentudvikling inden for sportsgrene, der er omfattet af Team Danmarks støttekoncept.
I 2019 underskrev Hillerød Kommune en fireårig samarbejdsaftale med Team Danmark, men har siden 2007 kunne kalde sig ’Elitekommune’. Sammen med Team Danmark har de arbejdet for at udvikle dygtige idrætsudøvere og skabe gode rammer for at dyrke eliteidræt i kommunen.
Ved udgangen af 2022 er den nuværende aftale med Team Danmark udløbet, men Hillerød Kommune har administrativt forlænget aftalen indtil udgangen af 2023 med henblik på at foretage evalueringen og indgå en ny aftale fra 2024.
”Team Danmark samarbejder med 24 elitekommuner, og nogle af dem har en aftale, som udløber i 2023. I aftalerne står, at kommunerne skal sørge for at få lavet en evaluering – for eksempel af en ekstern evaluator – og den spændende opgave har blandt andet Hillerød Kommune bedt os om at stå i spidsen for,” siger Maja Pilgaard, der er chefanalytiker i Idrættens Analyseinstitut (Idan).
Evalueringen kommer til at se nærmere på det eksisterende arbejde med talentudvikling, herunder samarbejdsprocesser og -strukturer på tværs af involverede aktører i talentudviklingsarbejdet i Hillerød Kommune.
Idans rolle bliver at stå for det kvalitative arbejde, mens Hillerød Kommune selv står for indsamling og analyse af kvantitative data vedrørende talentudviklingsarbejdet og konkrete sportslige resultater.
Samlet set skal evalueringen bruges politisk i forhold til at beslutte, hvordan det videre arbejde og samarbejde med Team Danmark om talentudvikling skal foregå.
”I ethvert omfattende samarbejde med mange involverede aktører over et langt tidsperspektiv er det relevant, at parterne indimellem får forholdt sig til den aktuelle situation som afsæt for en beslutningsproces om videreførelse af indsatser og samarbejde,” siger Maja Pilgaard.