Idan Forum lukker, og i stedet lancerer Idan nye temadage og webinarer
Efter knap 50 netværksmøder, studieture og webinarer lukker Idan Forum per 1. januar 2024 og erstattes i stedet af temadage og webinarer, som det er muligt for alle interesserede at deltage i.
Siden 2015 har Idrættens Analyseinstitut (Idan) samlet aktører fra den brede idrætssektor i netværket Idan Forum, der blev sat i verden for at skabe netværk, formidle viden og udveksle erfaringer på tværs.
Gennem årene er det blevet til næsten 50 netværksmøder, flere studieture, talrige webinarer og onlinemøder, og Idan Forum har med hjælp fra både praktikere og teoretikere fra idrætssektoren belyst centrale problematikker og sat dem til debat.
Men fra 2024 er det slut. Idan Forum lukker og bliver i stedet erstattet af temadage og webinarer, som alle interesserede får mulighed for at tilmelde sig.
Troels Rasmussen, direktør i Idan, fortæller, at der blev investeret ekstra kræfter i at sikre det faglige indhold i Idan Forum efter coronaperioden, men at der har været vigende tilslutning til aktiviteterne.
”Vi ser forandringer i måden, hvorpå man ønsker at deltage i fysiske arrangementer, som i højere grad end tidligere er drevet af det konkrete indhold og lidt mindre af netværkstanken. På den baggrund er det vores vurdering, at vores kræfter er bedre brugt i et nyt format,” siger han.
Idan Forum består af en bred skare af medlemsorganisationer, der bl.a. tæller kommuner, idrætsorganisationer, idrætsfaciliteter, konsulenter, foreninger, iværksættere, eventorganisationer og fabrikanter.
”Den brede spændvidde er egentlig en styrke, men det betyder også, at det er krævende at finde det helt rigtige indhold, fordi der gerne skal være lidt for alle. På de kommende temadage vil vi i stedet kunne stille skarpt på et bestemt tema, og så vil typen af deltagere formentlig variere mere fra gang til gang,” siger Troels Rasmussen.
De nye temadage og webinarer bliver løbende lanceret via idan.dk, nyhedsbreve og sociale medier.
”Vi kan allerede nu løfte sløret for, at vi planlægger en nytårskur først i 2024 samt en temadag om dansk eliteidræt og international konkurrenceevne op til OL i Paris i 2024,” siger Troels Rasmussen.