Idræt for alle - eller kun for de fleste?

Så længe idræt har været på den politiske dagsorden i Danmark, har ’idræt for alle’ været det primære mål for den offentlige støtte til idrætten. Men det ville være mere retvisende at betegne idrætspolitikken som ’idræt for de fleste’. Det var først fra midten af 1980’erne, at man for alvor blev opmærksom på den store ulighed i idrætsdeltagelsen, og siden da har skiftende regeringer kun ført symbolpolitik på området ved at oprette den ene pulje efter den anden med sigte på at fremme idrætsdeltagelsen i de idrætssvage grupper.

I 1985 nedsatte den daværende kulturminister et breddeidrætsudvalg, der bl.a. fik til opgave at ”overveje foranstaltninger, der kan forbedre vilkårene for de idrætsligt set dårligt stillede grupper af befolkningen”. Året efter kom udvalget med en betænkning, hvor man bl.a. foreslog, at ”der afsættes midler til en aktivitetspulje til udvikling, omstilling og forsøg, (for) at der gives mulighed for at nyskabe, ændre og udvikle fritidsvirksomhed” (Kulturministeriet. Betænkning om breddeidrætten i Danmark. 1987).

De seneste 20 år har den ene pulje til idræt for særlige grupper afløst den anden. Blandt puljerne kan nævnes ‘Udvikling, omstilling og forsøg’, ‘Idræt i storbyen’, ‘Flygtninge og asylansøgere’, ’Børn og unge i bevægelse’, ’Unge nydanskeres deltagelse i idræts- og foreningslivet’ og ’Idræt for vanskeligt stillede børn’.

I 2012 har to nye puljer føjet sig til rækken af puljer. I Social- og Integrationsministeriets regi er der oprettet en pulje på 20 mio. kr. til ’Idræt for udsatte grupper’, og i Ministeriet for By, Boliger og Landdistrikter er der oprettet en pulje til ’Styrket indsats for økonomisk vanskeligt stillede børn i udsatte boligområder’, der også giver mulighed for støtte til idrætsprojekter. Samlet kan de mange puljer give indtryk af, at der er sat massivt ind for at øge ligheden i idrætsdeltagelsen. Men sandheden er, at pengene til disse puljer udgør en forsvindende lille del af den samlede offentlige støtte til idræt.

Efter tyve års puljepolitik er det på tide at vurdere, hvad vi får ud af disse puljer. Er de idrætssvage grupper blevet mere idrætsaktive? Har projekterne givet inspiration til nye metoder og organiseringsformer? Har erfaringerne fra projekterne resulteret i ny lovgivning?

Få varige resultater

De seneste ti år har Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet evalueret en række projekter, der har fået støtte fra disse puljer. Selvom mange børn og voksne har haft glæde af de idrætsaktiviteter, projekterne har stået for, efterlader en tværgående analyse af resultaterne af de mange evalueringer et noget forstemmende indtryk.

• For det første lykkes det sjældent for projekterne at nå de opstillede mål for rekruttering af fysisk inaktive, overvægtige, socialt udsatte eller andre målgrupper i fokus for projekterne.
• For det andet er det svært at påvise, at målgruppen (fx fysisk inaktive og svært overvægtige) har opnået en væsentlig effekt af deltagelsen i de fysiske aktiviteter (fx øget fysisk aktivitet, vægttab mv.).
• For det tredje stopper mange af projekterne, når bevillingen fra den statslige pulje, fonden eller en anden ekstern kilde hører op, og erfaringerne fra projekterne forsvinder hurtigt.
• For det fjerde kommer det tilstræbte partnerskab mellem idrætsforeninger og kommunale institutioner, som har kendetegnet de fleste af de evaluerede projekter, sjældent til at fungere som tilstræbt.

Der er flere mulige forklaringer på, at projekterne har vanskeligt ved at opnå deres mål. Ofte er succeskriterierne, som projekterne opstiller i ansøgningen, urealistiske. Men som regel er projekterne også for små og for kortvarige til at få en væsentlig effekt, inden projektmidlerne hører op.

Den oprindelige idé bag disse puljer var at støtte eksperimenter og alternative løsninger på samfundsmæssige problemer. De første store forsøgs- og udviklingsprogrammer, som blev gennemført i 1980’erne, havde som formål, at erfaringerne derfra skulle bruges til ny lovgivning på det pågældende samfundsområde. Folkeoplysningsloven er bl.a. resultatet af erfaringerne fra det store udviklingsprogram ’10-punkts-programmet’, der blev gennemført fra 1985 til 1988.

Men gennem de seneste tyve år er puljerne blevet mindre og mere afgrænsede, og i stedet for at fremme udvikling og forsøg med sigte på efterfølgende lovgivning er puljerne blevet politiske markeringer på områder, hvor der ikke er en reel politisk vilje til for alvor at gøre noget.

Behov for klarere målsætninger

Puljer til øremærkede formål kan være et udmærket middel til at fremme bestemte idrætspolitiske mål, men der er behov for en tydeliggørelse af, hvad man vil med den enkelte pulje. Man kan skelne mellem driftsformål og udviklingsformål.

Puljer med et driftsformål går ud på at støtte foreninger eller institutioner med penge til drift af idrætsaktiviteter for socialt udsatte og idrætssvage grupper. Hvis det er puljens formål, må ansøger kunne sandsynliggøre, at foreningen eller institutioner er i stand til at opfylde målene samt dokumentere, hvad projektet har opnået. Endvidere skal puljen have en størrelse, der giver mulighed for at støtte de fleste seriøse projekter, der tilbyder idræt for målgruppen, til forskel fra de forholdsvis små puljer, vi har set de seneste år, der kun giver mulighed for at støtte forholdsvis få projekter. Endelig skal denne øremærkning af penge til idræt for en særlig gruppe være mere vedvarende, end puljernes normale varighed på to eller tre år.

Hvis formålet med puljen i højere grad er at udvikle og afprøve nye metoder, aktiviteter og organiseringsformer i arbejdet med vanskeligt stillede børn og voksne, skal støtten i højere grad gives til nye ideer og eksperimenter, og puljen skal have modet til at støtte projekter, som der er en risiko for ikke vil lykkes. Det giver imidlertid kun mening, hvis der som en integreret del af puljen gennemføres en systematisk forskning i disse eksperimenter, og at resultaterne bruges til at udvikle og kvalificere indsatserne og politikken i forhold til idrætssvage grupper.

Det er ikke puljerne som sådan, der er problemet. Men der er behov for et tydeligere mål med dem og en vilje til mere systematisk at lære af de mange projekter og at bruge erfaringerne derfra til varigt at forbedre indsatsen for idræt for socialt udsatte og idrætssvage grupper. Så kan vi måske om et par årtier sige, at idrætspolitikken i Danmark tager sigte på ’idræt for alle’ og ikke kun ’idræt for de fleste’.