Idræt for socialt udsatte er et politisk kludetæppe

I Danmark finder man en lang række aktører, som på forskellig vis udvikler idrætsrelaterede aktiviteter, skaber sociale fællesskaber og forsøger at skabe en mening i hverdagen for socialt udsatte borgere. Men der er stor forskel på aktørernes organisering og dermed muligheder for finansiering.

Det viser en rapport fra Idrættens Analyseinstitut, som med støtte fra TrygFonden sætter fokus på aktører, der udbyder idræt til socialt udsatte.

En gennemgang af statslige midler til formålet belyser et statsligt kludetæppe, hvad angår støtte til og fokus på idræt for socialt udsatte de sidste to årtier. Det er ikke let at skabe overblik over støttestrukturer eller projekter og initiativer, og desuden foregår der en tilsyneladende usystematisk erfaringsopsamling over tid.

Overordnet virker den statslige støtte ukoordineret og lappeløsningsorienteret frem for at følge en fremadskuende, langsigtet strategi.

Grundlæggende forskelle i aktørernes dna

Model 1 herunder illustrerer tre grundlæggende forskellige tilgange i arbejdet med idræt for socialt udsatte.

Model 1. Tre aktørtilgange i arbejdet med idræt for socialt udsatte

Den første tilgang repræsenterer idrætstilbud specifikt målrettet socialt udsatte (ISU), hvor aktører i udgangspunktet arbejder med idræt for socialt udsatte. Her finder man bl.a. aktører som BROEN, OMBOLD, FitforKids, sport for LIVET og Idræt for Sindet. 

Den anden tilgang kan betegnes som idrætslig inklusion (II), hvor etablerede idrætsaktører som eksempelvis DIF og DGI udvider fokus fra kerneopgaven til i højere grad at være inkluderende/rummelige for socialt udsatte målgrupper. DGI Inklusion, get2sport og KFUM’s Idrætsforbunds fokus på sårbare og ensomme unge er eksempler på II-tilbud.

Den tredje tilgang omhandler i stedet social inklusion gennem idræt (SII), hvor idræt bruges som middel i det sociale arbejde. Her finder man aktører som KFUM’s Sociale Arbejde, Unge for Ligeværd, Kirkens Korshær, Dansk Flygtningehjælp, Frivilligcentre (FriSe) mv., som laver forskellige idrætslige aktiviteter, sommerlejre, og projekter med idrætsligt indhold.   

Gennemgangen af aktører inden for de tre tilgange i arbejde med socialt udsatte målgrupper viser overordnet en forskel i aktørtypernes DNA. ISU-aktørernes grundlæggende DNA handler om at skabe de vilkår og rammer, som på bedste vis tager hensyn til og støtter socialt udsatte målgrupper, som i forskelligt omfang er udfordret på ressourcer. 

II-aktørerne adskiller sig fra ISU-aktørerne ved, at II-aktørerne har en lang tradition for at udbyde idræt til danskerne. Deres kernevirksomhed er idræt for de mange danskere, som kommer til foreningerne af ’egen fri vilje’ og med egne ressourcer både økonomisk og menneskeligt i form af interessefællesskab og involvering i frivillige opgaver. De seneste årtier har de centrale hovedorganisationer forsøgt ad forskellige veje at indrette strukturer og samarbejder, som kan geare foreningerne til at favne bredere og være mere inkluderende for målgrupper, som ikke finder vej til foreningslivet af sig selv.

Endelig har de fleste SII-aktører en lang tradition for at lave frivilligt socialt arbejde, mens idræt og bevægelse fremstår som særlige projekter eller tiltag, der ikke har nogen dybere forankring hos disse aktører, og som derfor ikke fremstår særligt synlige eller formelle. Findes der et potentiale her for øget vidensdeling og optimeret indsats for idræt for socialt udsatte?

Komplementerende i teorien, konkurrenter i praksis

Model 1 adresserer de tre aktørtilgange, og samtidig illustrerer modellen en hypotese om, at de tre forskellige tilgange fungerer som supplementer til hinanden snarere end som overlappende eller konkurrerende tilbud. Denne hypotese bygger på en antagelse om, at de forskellige tilbud har forskellige kvaliteter og udfordringer i forhold til forskellige typer af socialt udsatte målgrupper. Dertil kommer en stor forskel på, om aktiviteterne er målrettet børn eller voksne.

I praksis oplever man dog en konkurrencesituation mellem de forskellige aktører, som i et vist omfang kæmper om de samme midler. ISU-aktørerne lever af satspuljemidler, fondsmidler, forskellige mindre sponsorater og kommunal støtte. Dertil opnår nogle af ISU-aktørerne også penge fra de såkaldte idræts-perifere statslige puljer til frivillige sociale formål. Her kæmper de med SII-tilbuddene, som foruden fondsstøtte, donationer og sponsorater primært henter finansiering fra disse statslige puljer.

Omvendt har aktører under de store organisationer DIF og DGI en grundbevilling fra udlodningsmidlerne, men søger derudover satspuljemidler og fondsmidler til særligt tilrettelagte projekter.

Er statslige puljer udtryk for en skjult forankret støtteform?

Rapporten vurderer, at den fragmenterede finansiering ofte giver aktørerne usikre vilkår og et stort løbende arbejde med at søge penge til drift af aktiviteter, der har vist sig bæredygtige og succesfulde tilbud til socialt udsatte.

De centrale ISU-aktører på området opnår driftsstøtte fra satspuljerne med jævne mellemrum, som svarer til forlængelse af tidligere bevillinger, når de er ved at løbe ud. Spørgsmålet er, om aktørerne reelt set er sikret en fast støttestruktur. Holder staten hånden under dem, selvom støtten ikke er formelt forankret og aktørerne derfor ikke oplever støtten som hverken forankret eller permanent?

Set fra et overordnet, statsligt perspektiv kan der være en vis statslig økonomisk fordel ved at bibeholde mange af de sociale aktører på tidsbegrænsede satspuljebevillinger.

Man finder generelt stor velvilje blandt private fonde, kommuner, virksomheder og privatpersoner i forhold til at støtte og sponsorere frivilligt socialt arbejde. Ved at sikre, at aktørerne ikke kommer på finansloven med en fast støttestruktur, bibeholder staten så at sige aktørernes incitament til at hente penge hjem uden for de statslige kasser. I sidste ende kan det føre til en relativt ’billig’ løsning for staten. Staten ønsker dog tilsyneladende at sikre aktørernes overlevelse, hvorfor støttehistorikken vidner om timing i nye bevillinger, som akkurat erstatter tidligere bevillinger.

Fremadrettet er det interessant at diskutere, om der findes en bedre løsning i forhold til at sikre en vis driftsmæssig forankring af de forskellige initiativer. Samtidig er det relevant at se på, hvordan man sikrer opsamlende, uvildig læring over tid, som ser på tværs af initiativer og bygger systematisk oven på tidligere erfaringer. Her kan det måske være afgørende, at staten tager større ansvar for idræt for socialt udsatte gennem en bredere involvering af både kultur-, social- og sundhedsministerier, som kan smitte af på samarbejdstraditioner i de kommunale forvaltninger.

Rapporten ’Idræt for socialt udsatte. Et blik på aktørerne’ er delrapport 2 i projektet ’Idræt for socialt udsatte’ som er støttet af TrygFonden. Delrapport 1 har fokus på definitioner af socialt udsathed og gennemgang af litteratur om idræt for socialt udsatte. Delrapport 3, som endnu ikke er udkommet, kommer tæt på de socialt udsatte udøvere.