Idræt og sundhed hånd i hånd
International konference i Frankfurt sætter fokus på partnerskaber mellem breddeidræt og sundhed.
Sundhed er fysisk, mentalt og socialt velbefindende, og idrætten er et middel til at nå det. Der ligger derfor potentiale i, at breddeidrætten indgår i strategiske samarbejder omkring sundhed. Den 20.-24. oktober 2010 indbyder en række internationale breddeidrætsorganisationer på den baggrund til konferencen ’MOVE2010 – Sport for All and Health: A Strategic Partnership’. Konferencen, der finder sted i Frankfurt i Tyskland, skal diskutere, hvordan det er muligt at sikre gode partnerskaber, som kan være med til at ændre sundhedsvaner.
Samarbejde giver resultater
Sundheds- og idrætsorganisationer arbejder ofte separat. Det kan føre til strategier, som ifølge konferencearrangørerne enten overlapper eller modarbejder hinanden, så resultatet bliver dobbeltarbejde eller spildt arbejde på sundhedsområdet.
Ved at forene idrætten og sundheden i strategiske partnerskaber er der derimod basis for at udvikle større og koordinerede strategier for sundhed, mener organisationerne bag konferencen, der bl.a. omfatter International Sport and Culture Association (ISCA), der har hovedsæde i Danmark. For selve konferenceafviklingen står det store tyske gymnastikforbund, Deutscher Turner-Bund. Det endelige program er endnu ikke fastlagt. Men række foredragsholdere fra forskellige lande vil give deres bud på strategier inden for sundhed og idræt, hvordan det er muligt at opbygge netværk, ligesom der vil komme eksempler på, hvordan sundhed og idræt kan gå hånd i hånd til glæde for den enkelte.