Idrætsanlæg deler Danmark på midten

Storebælt deler Danmark, når det kommer til organiseringen af idrætsanlæg. I Jylland og på Fyn er der en klar overvægt af selvejende anlæg. Selvejende institutioner har en bestyrelse, som beslutter retningen og står for driften.

Men øst for Storebælt bliver billedet mere blandet. Jo mere østpå, man kommer, jo stærkere bliver overvægten af kommunale anlæg, og de storkøbenhavnske kommuner har næsten alle en overvægt af kommunale anlæg.

Desuden er der mange kommunale anlæg i de store byer. Det er situationen i Aarhus, Odense, Aalborg, Randers og Esbjerg.

Billedet tegnes af forskningsprojektet ’Fremtidens idrætsfaciliteter – drift, ledelse og organisering’, som Idrættens Analyseinstitut og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet er i gang med.

Langt størstedelen af de offentlige tilskud til idræt går til etablering og drift af idrætsfaciliteter. Kommunerne har dermed en stor interesse i at optimere anlæggene, så de passer til nutidens idrætsbillede og bruges af flest muligt. Dén styring kan kommunerne lettere udføre over for deres egne anlæg end over for selvejende institutioner.

Forskningsprojektet, der har fuldført første fase ud af tre, peger på en lang række forskelle mellem kommuner, der overvejende har kommunale anlæg, og kommuner, der har flest selvejende anlæg. Det er forskelle omkring facilitetsdækning, styring, organisering og ledelse af idrætsanlæg.

Figur 1: Inddeling af kommuner ud fra idrætsanlæggenes driftsform

50 kommuner deltager i forskningsprojektet. De kan deles i tre grupper:

• I 15 kommuner (de grønne på kortet) er 70 pct. eller flere af idrætsanlæggene kommunale. (Skoler og foreningsanlæg er ikke talt med)
• I 14 kommuner (røde) er der en nogenlunde lige fordeling af kommunale og selvejende anlæg. Mellem 31 og 69 pct. af anlæggene er kommunale.  
• I 21 kommuner (blå) er 70 pct. eller flere af idrætsanlæggene selvejende institutioner.

48 kommuner medvirker ikke i undersøgelsen. Hvis de tælles med, vil det ikke rykke nævneværdigt ved balancen. Billedet bekræftes nemlig af andre opgørelser, bl.a. over kommunernes udgifter til lokaletilskud.

Store forskelle på facilitetsdækningen

Antallet af idrætsanlæg i kommunerne set i forhold til indbyggertallet varierer meget, alt efter om der er overtal af kommunale anlæg eller selvejende anlæg i kommunen.

De strukturelle forskelle har historisk baggrund. I landområder er mange faciliteter udsprunget af, at foretagsomme borgere og foreninger selv har samlet ind til en hal og måske endda bygget den, ofte bakket op af kommunen med f.eks. et krone-til-krone-princip.

De selvejende anlæg spænder lige fra den lille selvbyggerhal i en landsby til store, multifunktionelle, erhvervsdrivende anlæg med masser af faciliteter til både forenings- og kommerciel idræt.

I byområder var kommunerne mere involverede i at skabe rammer til idrætslivet, og efterhånden som byerne voksede, sørgede kommunerne for idrætsfaciliteter.

Trængslen om faciliteter målt som antal borgere pr. facilitet er mindst i kommuner med overvejende selvejende anlæg. Her er der i gennemsnit blot 3.162 borgere pr. almindelig hal, mens der i kommuner med overvejende kommunale anlæg er 7.781 borgere pr. idrætshal.

Også i forhold til naturgræsbaner, 25 meter svømmehaller og fitnesscentre og -rum er der færrest borgere pr. facilitet i kommuner med overvejende selvejende anlæg, mens der ikke er så store forskelle hvad angår kunstgræsbaner (se figur 2).

Figur 2: Borgernes trængsel om faciliteter (antal borgere pr. facilitetstype)

Figuren viser antal borgere pr. facilitetstype opdelt på de tre kommunetyper. Opgørelserne er baseret på data fra 874 anlæg i de 50 deltagende kommuner (Indbyggertal, 2016, (Danmarks Statistik).

Jyder og fynboer, som jo bor i kommuner med overvægt af selvejende idrætsanlæg, har altså gode muligheder for at på plads i faciliteterne. Men til gengæld har de længere transport til idrætsanlæggene, som geografisk ligger mere spredt. Situationen er den modsatte for borgerne i kommuner med overvejende kommunale anlæg, som har markant kortere til idrætsfaciliteterne.

En anden forskel er, at foreninger i nogle kommuner betaler et gebyr for at bruge faciliteter, mens det er gratis i andre. Det er langt mere udbredt i kommuner med overvejende selvejende anlæg eller omtrent lige mange kommunale og selvejende anlæg at betale et gebyr, end i kommuner med flest kommunale anlæg. Her opkræves kun gebyr få steder.

Figur 3: Betaler foreninger gebyr for at benytte idrætsfaciliteter? (pct.)

Figuren viser svar fra kommuner (n=49).

Kommuners muligheder for at påvirke driften varierer

Ledelsen af idrætsanlæggene er organiseret forskelligt, alt efter om kommunen har flest selvejende idrætsanlæg eller et overtal af kommunale anlæg.

Stort set alle selvejende anlæg, uanset størrelsen, har decentral ledelse: De har en bestyrelse, hvor brugergrupper, f.eks. foreninger, ofte deltager. Bestyrelsen har ansat en leder af anlægget, og han – for det er oftest mænd – har som regel kun ansvar for det ene anlæg.

Områdeledelse er almindeligt i kommuner med overvægt af kommunale anlæg. En områdeleder har det overordnede ansvar for flere idrætsanlæg i kommunen.

Det betyder, at kommunernes muligheder for at påvirke driften af idrætsanlæggene er forskellige. Mens der bruges en række forskellige styringsformer i forhold til kommunale anlæg, er mulighederne mere begrænsede over for selvejende anlæg.

”Generelt tegner der sig et billede af, at kommuner med overvejende selvejende anlæg i højere grad lader beslutninger være op til det enkelte anlægs bestyrelse,” siger ph.d.-stipendiat Peter Forsberg, Idan/CISC, der deltager i forskningsprojektet.

Forskellen kan f.eks. ses på, at stort set alle kommuner med overvejende kommunale anlæg eller omtrent ens fordeling er involveret i vedligeholdelse, etablering, udbygning, drift og anvisning af tider i anlæggene. Det samme gælder kun knap hver anden kommune med overvejende selvejende anlæg.

Der er en højere grad af samarbejde mellem anlæggene i de kommuner, der har overvægt af kommunale anlæg, måske fordi områdeledelse er mere udbredt.

”De kommunale ledere er vant til at tænke i en kommunal kontekst, og samspillet mellem faciliteter bliver mere naturligt. Men der kan også være risiko for, at lederne kommer på lang afstand af brugerne i idrætscentrene. Her har de decentrale ledere måske en mere nær kontakt – det bliver interessant at se betydningen af det,” siger Peter Forsberg.

Kommunale ledere har mere lederuddannelse

Der er desuden forskel på, hvor meget kommunerne involverer sig i efteruddannelse af anlægslederne. Det er i noget mindre grad en opgave, kommunerne varetager i kommuner med overvægt af selvejende anlæg.

I kommuner med overvægt af selvejende anlæg er 43 pct. af kommunerne involverede i efteruddannelse, mens det er langt mere udbredt i kommuner med omtrent lige fordeling (79 pct.) eller overvægt af kommunale faciliteter (87 pct.).

Forskellene afspejles også i anlægsledernes uddannelsesniveau på tværs af facilitetstyper. Lederne i kommunale anlæg har typisk en eller anden form for lederuddannelse, og hver tredje har taget en diplom- eller masteruddannelse.

I de selvejende idrætsanlæg har lederne der imod oftere ingen lederuddannelse. Det gælder hele 39 pct. af lederne i de selvejende, ikke-erhvervsdrivende idrætsanlæg. Denne type anlæg er typisk forholdsvis små.

Figur 4: Ledernes længst opnåede efteruddannelse i idrætsanlæg (pct.)

Figuren viser ledernes længst opnåede lederuddannelse (n = 315).

De decentrale ledere er generelt mere involveret i den daglige drift, vedligehold og rengøring, end de kommunale ledere, som typisk har mere fokus på strategisk ledelse, budget og fremtidsplanlægning.

Undersøger indflydelsen på brugertilfredshed

Facilitets-Danmark er altså delt ved Storebælt af nogle store strukturelle forskelle. Hvilken betydning forskellene har på antallet af brugere i anlæggene, brugernes tilfredshed og anlæggets økonomi, ja, det vil forskningsprojektet formentlig kunne give nogle bud på, når det er færdigt om ca. to år.

”Tidligere har man talt om idrætsanlæg som en ret ensartet størrelse, så det er interessant, at der er så relativt tydelige forskelle. Dette er første trin mod en mere detaljeret og nuanceret forståelse af området,” siger projektleder og adjunkt Evald Bundgaard Iversen, SDU.

”Måske viser det sig, at organiseringen og styringen af et idrætsanlæg har større betydning for at skabe et velfungerende anlæg, end økonomien har. Det håber vi at kunne give nogle mere konkrete bud på senere i projektet.”

Evald Bundgaard Iversen peger på et par scenarier, som forskningen nu skal til at kaste lys over:

”Man kan have en formodning om, at brugertilfredsheden vil være større i de selvejende anlæg, fordi foreningerne og dermed brugerne er tættere på ledelsen, end i kommunale anlæg. Omvendt er der flere relationer og aktiviteter i større anlæg – så måske er det størrelsen mere end organiseringsformen, der spiller ind på brugertilfredshed. Vi ved det ikke endnu.”

I de selvejende anlæg er man typisk mere afhængig af at have et stort antal brugere, fordi tilskuddet fra kommunen afhænger af det. Så måske viser det sig, at de selvejende anlæg er rigtig gode til at sluse nye brugergrupper ind. Omvendt kan det, at traditionelt tænkende foreningsfolk ofte sidder tungt på bestyrelsesposterne have en modsatrettet effekt.

Men måske er det slet ikke så afgørende, om anlægget er organiseret som selvejende eller kommunalt.

”Måske viser det sig, at idrætsanlæggets størrelse og ’muskler’ har større betydning for, om anlægget er velfungerende, end hvordan det er organiseret. Er der kræfter og overskud til at åbne for nye brugergrupper, udvikle sig med tidens behov og afprøve nye ideer, samarbejder og tiltag? Det er måske endnu væsentligere end organiseringsformen,” siger Evald Bundgaard Iversen.

Forskningsprojektet ’Fremtidens Idrætsfaciliteter - drift, ledelse og organisering’ går nu ind i anden fase, hvor der er fokus på at registrere aktivitet og brugertilfredshed i ca. 300 anlæg i 24 kommuner.