Idrætsanlæg skal være mere offensive i lokalsamfundet

Der skal mange forskellige indsatser til, hvis idrætsanlæg skal forbedres, så de i højere grad matcher nutidens behov og bruges af flere – til flere forskellige aktiviteter og i flere forskellige tidsrum.

Det stod klart efter konferencen ’Nye veje til bedre idrætsfaciliteter’ på Syddansk Universitet onsdag den 8. februar 2017. Konferencen gav en indføring i resultaterne fra første del af forskningsprojektet ’Fremtidens Idrætsfaciliteter - drift, ledelse og organisering’, som Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) og Idan står bag.

180-190 deltagere fra kommuner, idrætsanlæg, foreninger, organisationer og specialforbund havde fundet vej gennem snevejret til SDU, ja, faktisk var to tredjedele af landets kommuner repræsenteret ved konferencen.

Udviklingen af idrætsfaciliteter er vigtig, fordi befolkningens idrætsvaner har ændret sig markant, og det ser ud til at fortsætte. Men haller og anlæg er som regel bygget til traditionelle idrætter som håndbold, badminton og fodbold.

”De fleste faciliteter anvendes ikke af de fleste idrætsaktive. De bruges ikke i det omfang, de kunne,” indledte CISC’s centerleder, professor Bjarne Ibsen.

”Men foreninger er dybt afhængige af idrætsfaciliteter, blandt andet skolers haller. En meget stor del af børns idrætsaktivitet foregår i faciliteter. Og vi ved, at faciliteten former idrætsaktiviteten. Kommunernes udgifter til etablering og drift af faciliteter udgør den største del af de offentlige udgifter til idræt. Men kommunerne har fået større fokus på økonomien.”

Han forklarede, at facilitetsområdet nu er inde i en tredje periode: Først var der for 50 år siden et byggeboom, hvor idrætsanlæggene skød frem i stor stil. For ca. 20 år siden begyndte en periode med større eftertænksomhed om kvaliteten, og Lokale og Anlægsfonden blev dannet. Nu er vi ved en tredje periode, hvor kommunerne har fokus på anvendelighed, ledelse og økonomi.

Organisering: Storebælt deler

I forskningsprojektets første fase har forskerne blandt andet set nærmere på faciliteternes organisering, ledere og ledelse, og resultater herfra blev fremlagt af Jens Høyer-Kruse og Evald Bundgård Iversen fra CISC samt Peter Forsberg fra Idan.

Mange af delresultaterne er offentliggjort på Idans temaside Fremtidens idrætsfaciliteter.

Der kom dog også nye oplysninger frem, f.eks. at Danmark er delt ved Storebælt, når det kommer til organiseringen af idrætsfaciliteter. Mens hovedparten af kommunerne vest for Storebælt fortrinsvis har selvejende idrætsanlæg, har kommuner øst for Storebælt især kommunale anlæg.

Herudover var konferencen centrum for debat om, hvordan de forskellige aktører kan forbedre og modernisere idrætsanlæggene og deres ledelse.

Halledere skal blande sig

Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig ledelse ved SDU, holdt oplæg om ledelsesudfordringen i det offentlige, og han pegede på, at anlægslederne skal ind i kampen:

”Inden for idrætten har I levet en kuvøsetilværelse, hvor idrætten var et parallelsystem til den kommunale verden. Det går ikke mere. Nu må I interagere mere bevidst med kommunerne og forstå jeres rolle, så I kan bidrage til det store fællesskab,” sagde han.

”Kommunerne er i dag at sammenligne med store, serviceproducerende koncerner, der er hierarkisk opbygget og forventer loyalitet. De er veltrimmede og klar til at se fremad. Det er nu, hallederne skal blande sig og skabe nyt.”

Selv om knap halvdelen af idrætsanlæggenes ledere kun har en erhvervsfaglig uddannelse og kan have svært ved at matche kommunernes ofte veluddannede medarbejdere, så kan de bidrage med ressourcer, erfaring, viden, en bred kontakt til de frivillige fællesskaber og konstruktive løsninger, mente han.

Martin Petersen, afdelingschef for Fritid og Kultur i Odense Kommune, understøttede Kurt Klaudi Klausens pointe om, at kommunerne nu begynder at interessere sig mere for det strategiske potentiale i idrætsfaciliteterne:

”Vi har hidtil haft fokus på drift, ledelse og organisering, men vi har ikke været rammesættende, og vi har ikke været progressive nok. Der har manglet et incitament til at skabe udvikling og bæredygtig drift,” sagde han. Men ændringerne er i gang. I 2014 gav kommunen anlæggene mulighed for at spare op til forbedringer, og i den nye fritidspolitik er optimering af faciliteter og anlæg et indsatsområde.

Brugerinddragelse er en vigtig nøgle

Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægsfonden, fremhævede på et af konferencens parallelspor brugerinddragelse som afgørende for, at et nyt anlæg bliver bygget til det eksisterende behov og ikke til det behov, der var for ti år siden.

”Det vigtigste spørgsmål er: Hvorfor skal denne her facilitet bygges? Hvad er ideen? Ofte går mange brugergrupper sammen – men er det de rigtige, der deler projektet? Hvad er deres behov, hvem er deres brugere, og hvad er brugernes forventninger?” sagde han.

”Helt konkret: Hvad skal brugerne være fælles om? Vil de have fællesspisning eller en swingerklub? God forberedelse sammen med brugerne betyder, at funktionerne planlægges, inden der bygges.”

Hans råd var, at aktiviteterne skal skabes, inden man bygger, eventuelt i midlertidige løsninger. Også organisering, ejerskab og drift skal på plads, før der bygges. Så kan byggeriet forfines under opførelsen.

”At forstå brugerne og have fokus på deres adfærd hele vejen igennem processen er nøglen til succes. At tegne og bygge er kun et delelement. Men brugerprocessen koster penge, og ofte sættes der ikke penge af til det. Så bygger man på gætværk,” pointerede  han.

Snærende tilskudsmodeller og manglende fokus på strategisk ledelse

Flere pegede på, at nogle kommuner har tilskudsmodeller, som decideret modarbejder, at der kommer mere aktivitet i hallerne. Simon Rømer Roslyng fra DGI Facilitetsudvikling fortalte:

”Vi ser det jævnligt, når vi er ude i kommunerne: Tilskudsmodeller, der betyder, at det er en bedre forretning for hallen at holde dørene lukkede for nye brugere. Mere aktivitet betyder nemlig større udgifter til rengøring mv., og så er det ikke sikkert, at budgettet holder. Her kan nogle kommuner gøre det bedre.”

Desuden kan kommunerne i langt højere grad end i dag lægge op til, at anlæggenes ledere skal udføre strategisk ledelse – altså se fremad, opsøge nye brugergrupper, udvikle nye tiltag og i højere grad blive facilitator end facilitet.

En af undersøgelserne i forskningsprojektet viser nemlig, at det set fra kommunernes side er vigtigst, at hallederne holder budgettet, sikrer en høj benyttelse af faciliteten, har kontakt med idrætsforeninger og sikrer daglige rengøring og klargøring.

Det prioriteres generelt højere fra kommunernes side, end at hallederne skaber omsætning, rekrutterer nye brugere, skaber anden aktivitet (f.eks. events), har kontakt med selvorganiserede brugere eller skaber idrætsaktiviteter til særlige målgrupper.

Mål på mere end én bundlinje

Kommuner bør måle en idrætsfacilitet på mere, end om den overholder budgettet, mente Simon Rømer Roslyng:

”Matcher faciliteten borgernes behov? Understøtter den frivilligt engagement? Motiverer den til aktiviteter? Det bør man have øje for,” sagde han.

På et parallelspor om strategisk ledelse af idrætsanlæg talte Peter Nielsen fra Sportspark Blåvandshuk ligefrem om anlæggets lokale ’omdømmekapital’ som en vigtig kvalitet ved siden af anlæggets økonomi og drift. Altså at anlægget opfattes som et vigtigt kulturelt samlingspunkt i lokalområdet.

Rune Bille, der har gennemført en turn-around i Midtfyns Fritidscenter, forklarede, at anlægget er gået fra blot at være facilitet til at være facilitator for aktiviteter. Men økonomien vejer stadig tungt. Centret er drevet af en almennyttig fond med en bestyrelse af fortrinsvis erhvervsfolk.

”Det er facilitetslederen, der har nøglen til at skabe bedre faciliteter. Mennesker flytter mennesker. Vi skal skabe noget i fællesskab: Foreninger vil noget med hjertet – dér gider ingen være kasserer. Kommunen vil noget med økonomi – dér er alle kasserere. Faciliteterne skal skabe forståelse og løse kundernes behov. Vi vil blande os i lokalsamfundet for at sætte fokus på sunde fællesskaber,” sagde han.

”For mig er ønskescenariet, at kommunen sætter de overordnede rammer og ved, hvor mange penge den vil bruge på det. Men det er ikke sådan, det foregår,” sagde han og tilføjede, at hans idrætsfacilitet i den grad er båret af økonomi, for sådan er rammerne fra kommunen.

Niels Bækgård fra Danske Sportsfaciliteters Brancheforening påpegede, at det er vigtigt at have for øje, at idrætsanlæg i dag er vidt forskellige og skal løse forskellige opgaver:

”Folkelig oplysning er en grundsten i idrætslivet med aktiviteter for børn og unge og med deltagelsen i demokratiske processer. Disse aktiviteter er væsentlige i de fleste faciliteter. Men der skal også være en plads til de selvorganiserede, og driftsmæssigt er faciliteterne pressede. Vi kalder også stadions til 200 mio. kr. for ’idrætsfaciliteter’, selv om de skal drives på helt anden vis,” sagde han.

”Nøglen til bedre faciliteter er, at vi bliver mere skarpe på, hvad der egentlig skal satses på i de forskellige typer af anlæg.”

Forskningsprojektet om fremtidens idrætsfaciliteter går nu ind i anden fase, hvor der skal registreres aktivitet og brugertilfredshed i 300 idrætsanlæg i 24 kommuner. I tredje fase bliver der casestudier i ti anlæg.