Idrætsfaget – myter og muligheder
Danmarks Idræts-Forbund og det nationale videncenter KOSMOS inviterer til konference om idrætsfaget i skolen.
Den 18. april 2012 afholder Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og det nationale videncenter KOSMOS konferencen ’Idrætsfaget – myter og muligheder’. Konferencen afholdes i anledning af udgivelsen af SPIF-rapporten (Status på Idræts Faget), der giver en status på idræt i skolen og ser tilbage på de seneste 7-10 års udvikling i faget. Konferencen sætter spot på fagets status, indholdet i timerne, drenge og pigers forhold til idræt, polarisering af aktive og ikke-aktive skolebørn samt samarbejde mellem foreninger og skoler om idrætsundervisning og idrætstilbud. Samtidig belyser konferencen nærmere, hvilke muligheder der er for at hæve kvaliteten af idrætsfaget i skolen. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini åbner konferencen, og blandt oplægsholderne er Børge Koch, videncenterleder på KOSMOS, Niels Nygaard, formand for DIF, Jesper von Seelen, ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet og KOSMOS, Lars Bo Andersen, professor ved Syddansk Universitet og Per Fibæk Laursen, professor ved Aarhus Universitet DPU. Konferencen finder sted i Idrættens Hus i Brøndby den 18. april 2012 kl. 9.00-15.40. Deltagelse i konferencen koster 325 kr., og tilmelding skal ske senest den 10. april.