Idrætsfest med skyggesider i ’Europas sidste diktatur’

European Games – en europæisk pendant til OL – blev første gang afholdt i 2015 i Aserbajdsjans hovedstad Baku. Forud for begivenheden berettede menneskerettighedsaktivisten Leyla Yunus i et brev til den Europæiske Olympiske Komité (EOC) om tusinde hjem, der blev revet ned for at gøre plads til legene, om politiske fanger i landet, og ikke mindst om hvordan European Games ville stride mod ideerne om fred, humanisme og retfærdighed.

EOC reagerede aldrig på Yunus’ brev, men det gjorde derimod det aserbajdsjanske styre, ledet af præsident Ilham Aliyev. Kort tid efter blev Leyla Yunus og hendes mand idømt langvarige fængselsstraffe, der ifølge Amnesty International var baseret på grundløse anklager.

Aliyev er – stik mod den olympiske bevægelses officielle politik – i øvrigt præsident for Aserbajdsjans Olympiske Komité, og hans hustru var øverste leder for legene i Baku. Familien fortsætter med at bruge sporten til at skærme for landets problemer med menneskerettigheder, blandt andet ved at bruge Europa League-finalen i fodbold i 2019 til et nyt skønmaleri af regimet, der blandt andet dækker over en regulær jagt på landets homo- og transseksuelle. I 2020 er Baku, ligesom København, værtsby for fire kampe ved EM i fodbold.

Om få dage skal European Games så afholdes i Minsk i Hviderusland. Her er præsident Alexander Lukasjenko minsandten også leder af landets olympiske komité.

Hviderusland fik tildelt legene efter afbud fra Holland ved en pludselig og uigennemsigtig manøvre under et EOC-møde i 2016 i Minsk. Danmarks Idrætsforbunds delegerede protesterede, blandt andet fordi der ikke forelå en plan eller et budget for legene, men et stort flertal i EOC havde tiltro til Lukasjenkos evne til at gennemføre legene i god ro og orden.

Og orden bliver der. De hviderussiske myndigheder har i de seneste år strammet reglerne for journalister, gennemført undersøgelser af flere nyhedsorganisationer og lanceret et rekordhøjt antal anklager mod journalister og bloggere. Derfor har Human Rights Watch og Committee to Protect Journalists foreslået EOC, at der bør oprettes en ’klage-hotline’ for journalister under European Games. Intet tyder dog på at et sådant tiltag bliver aktuelt. EOC henviser i stedet til deres hovedkontor i Rom.

Generelt har Hviderusland, der er blevet kaldt ’Europas sidste diktatur’ (Aserbajdsjan regnes i den forbindelse ikke som en del af Europa), det svært med demokratiske processer. På Reporters Without Borders’ rangering af internationale presseforhold lander Hviderusland som nummer 153 ud af 180 nationer. På Freedom House’s demokratiske indeks rangeres styret som et ’ikke frit’ land med kun 19 ud af 100 point.

Ligesom OL er European Games tænkt til at foregå i tolerancens og den mellemfolkelige forståelses ånd, og det kan derfor kaste glans over en semi-autoritær nation som Hviderusland at være midtpunkt i det gode globale selskab som arrangør af en af verdens største sportsfester.

I august 2018 var Lukasjenko selv ude at proklamere, at European Games vil være med til at forbedre landets image og turisme. Han sammenlignede med den positive effekt som VM i fodbold har haft på Ruslands omdømme, og at European Games vil få samme effekt for Hviderusland.

Sport som propagandaværktøj

Ideen om at adskille sport og politik har gentagne gange vist sig at være en naiv og historieløs opfattelse. Skønt mange lever i forestillingen om, at store sportsbegivenheder er til for sportens skyld, så ser nationale ledere dem i høj grad som en platform, der tjener til at vise et positivt image af dem og deres land til den brede offentlighed.

Det mest skræmmende eksempel på brugen af sport i et politisk og propagandistisk øjemed er formentlig OL i Berlin 1936. Her lykkedes det for Hitler at fremstille Nazi-Tyskland som et livsglad og fredeligt samfund, hvor den negative side af det nazistiske styre blev overskygget af dette skønmaleri.

Lukasjenko forstår sig også udmærket på sporten som et politisk redskab. I slutningen af ​​1990'erne, hvor de diplomatiske bånd mellem Hviderusland og Vesten brød sammen, var det Lukasjenko, der proklamerede, at ”vores atleter er de bedste diplomater”, og at deres præstationer er med til at vise landet fra dets bedste side.

Når statsledere som Lukasjenko hævder, at sporten er adskilt fra politik, bør man derfor spidse ører, for et sådant udsagn er i reglen et skalkeskjul for en stærk politisering af sporten.

Selvfølgelig fungerer store sportsbegivenheder som en form for kulturpropaganda for værtslandet. Men det har en særlig propagandistisk effekt, når et land som Hviderusland agerer vært for en af verdens største sportsbegivenheder.

Idrætsorganisationer som IOC, FIFA og nu EOC har en historisk svaghed for parløb med autoritære regimer. Det kan blandt andet skyldes, at disse lande ikke giver problemer med borgerrettighedsgrupper, opposition og vælgerbefolkninger. Eller som formanden for Det Internationale Skiforbund, Gian Franco Kasper, sagde i februar 2019: ”Diktaturer kan lettere gennemføre den slags begivenheder, for de behøver ikke spørge deres befolkning om lov. For os er alting lettere i diktaturer.” En bemærkning han efterfølgende måtte undskylde for.

I Putins fodspor

Ifølge professor Hans Bonde ved Institut for Idræt og Ernæring ser vi i nutidens Rusland træk af nye former for politisk forførelse – et ’korpokrati’ –, hvor en omsiggribende dyrkelse af præsident Vladimir Putins dynamisk krop og skabelsen af kulisser for lederens selviscenesættelse gennem sportslige mega-events mere og mere erstatter den demokratiske dialog og frihedsrettigheder.

Lukasjenko er tydeligt inspireret af Putins brug af sporten til selviscenesættelse. Han kaldes af sine modstandere for ’Caligula med hockeystaven’ pga. sin aktive brug af elitesporten til at skabe folkelig appel og sammenhold, som da han under parlamentsvalgkampen i 2010 selv greb tennisketsjeren og spillede mod Caroline Wozniacki og hviderussiske Victoria Azarenka. Her kunne præsidenten lade sig hylde og modtage kærlige kram og lykønskninger fra de to tennisstjerner.

Ligesom Putin ynder Lukasjenko at vise sin sportslige kunnen inden for ishockey, ikke mindst når Putin inviterer til VIP-kampe med højtstående politikere og NHL-stjerner i sit olympiske sportskompleks i Sotji. I januar 2019 vandt Lukasjenko desuden med sit hold ’Hvideruslands Præsident-hold’ den 15. udgave af ’Christmas International Amateur Ice Hockey Tournament’. Det er 12. gang hans hold vinder turneringen. Rusland har vundet de resterende udgaver. I februar 2019 var Lukasjenko i Sotji for at møde Putin, og her udnyttede de sportsglade præsidenter selvfølgelig muligheden for at stå på ski ned ad Putins foretrukne skisportssted, Krasnaja Poljana.

Udebliver kritikken?

Måske er det danske folketingsvalg årsagen til, at sammenblandingen af sport og politik ved European Games i Minsk ikke har fået megen spalteplads i danske medier. Normalvis opstår debatten ellers før store sportsbegivenheder.

Danske idrætsautoriteter og politikere bør dog diskutere det dilemma, der eksisterer i, at et dubiøst regime som Hviderusland skal afholde et sportsarrangment som European Games. De kan ikke ty til undskyldningen om, at sport og politik er adskilte verdener. Historien viser noget andet.

Kommentaren er bragt i Berlingske den 20. juni 2019.