Idan Artikel 15.09.2005

Idrætsfolkeskole på vej i København

Københavns Kommune planlægger at oprette en idrætsfolkeskole. Beslutningen er kontroversiel blandt skoler og lærere.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Står det til et stort flertal i Københavns Kommune, skal hovedstaden have den første idrætsfolkeskole i stil med sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium.

Konkret har kommunens uddannelses- og ungdomsudvalg besluttet, at der skal gennemføres et udviklingsarbejde, som efter planen skal munde ud i åbningen af en idrætsfolkeskole fra skoleåret 2007-08 - eventuelt i Ørestaden.

For de mange eller de få?

 Dermed får folkeskolen et modstykke til idrætsbørnehaverne, som vinder frem over hele landet.

Men beslutningen deler lokale skole- og lærerkredse, hvor man frygter, at en ny, prestigebetonet idrætsfolkeskole vil fjerne midler, opmærksomhed og de idrætsstærke elever fra de øvrige skolers idrætsundervisning. Kritikerne foretrækker, at man gør lidt for de mange frem for meget for de få.

"I en tid med jævnlig omtale af skoleelevers dårlige fysiske tilstand (…) forstår vi simpelthen ikke, at der bliver brugt så meget tid og energi på sådan et forslag," hedder det bl.a. i Amager Fælled Skoles høringssvar, som henviser til, at skolens idrætsfaciliteter er i meget ringe stand.

For få fyrtårne

 Holdningen er mere positiv centralt i forvaltningen og blandt det store flertal af partier på rådhuset. Her ser man en idrætsfolkeskole som en måde at udvikle skoleidrætten på og give et målrettet tilbud til de mest idrætsmotiverede elever. Det samme gør flere landsdækkende organisationer som Dansk Skoleidræt og Danmarks Idræts-Forbund.

"Der er for få fyrtårne blandt de københavnske folkeskoler. En idrætsfolkeskole løser ikke problemerne på de andre folkeskoler, men dette er ikke et spørgsmål om enten-eller," mener Bjarne Fey, medlem af Borgerrepræsentationen for SF.

I kommunens udspil er der skitseret fire modeller for en idrætsfolkeskole, som spænder fra en satsning på breddeidræt til en et rent elitært tilbud. Forvaltningens foretrukne model er en mellemløsning med en kombination af bredde- og elitespor.

Læs en beskrivelse af projektet og høringssvarene på Københavns Kommunes hjemmeside.