Idrætsfusk for retten i Schweiz

Det sker efterhånden med jævne mellemrum, at internationale idrætsledere stilles for retten.

Senest er det gået ud over IOC-medlemmet Yong-Sung Park fra Sydkorea, som lige før vinter-OL i Torino blev idømt tre års betinget fængsel og en bøde på omkring 50 millioner kroner for underslæb og bedrageri i den sydkoreanske koncern, han er chef for.

Mærkeligt nok har IOC, som hæver anti-korruptionsfanen højt, ikke haft travlt med at suspendere sit sydkoreanske medlem, men har dog ifølge en talsmand sat en undersøgelse i gang.

En sådan undersøgelse førte for to år siden til, at IOC slap af med det medlem, som onsdag og torsdag i denne uge sidder på anklagebænken i Lausanne tiltalt for regnskabsfusk. Ikke langt uden for idrættens rækker, men i selve det forbund, han siden 1984 har været præsident for.

Det forhenværende IOC-medlem er den 72-årige mexicaner Rubén Acosta, gennem snart 22 år leder af Det Internationale Volleyball-Forbund (FIVB).

Mit og dit har tilsyneladende været ukendte begreber for mexicaneren, som i sin lange regeringstid har forvandlet det hensygnende forbund til et af de største og rigeste idrætsforbund i verden. I dag tæller det 35 millioner spillere i 218 medlemslande og disponerer over en formue på over en halv milliard kroner. Ruben Acosta har forstået at gøre volleyball attraktivt i den hårde globale konkurrence om tv-sendetid og sponsorkontrakter.

Denne succes har Rubén Acosta og hans hustru Malú taget sig godt betalt for.

Acosta har indført to regler i forbundet: Den ene er, at enhver som undertegner en kontrakt på forbundets vegne, har ret til 10 procent af kontraktsummen. Den anden regel, som aldrig er blevet skrevet ned, er, at næsten alle kontrakter undertegnes af… forbundets præsident.

Ordensregler forbyder kritik

Alt ville være fryd og gammen, hvis ikke Rubén Acosta havde stået lidt for fast på sine velerhvervede rettigheder, da Argentina afholdt volley-VM i 2002.

Som en af verdens førende volleyball-nationer tog argentinerne det ilde op, da de mente, at deres eget internationale forbund ville snyde dem for over fire millioner kroner fra tv-kontrakter.

Den argentinske volleyballformand, den velhavende forretningsmand Mario Goijman, gjorde noget helt utilgiveligt. Han luftede sin utilfredshed offentligt, og ikke nok med det: Han satte spørgsmålstegn ved, hvordan regnskaberne i det internationale forbund blev til.

Acosta suspenderede Goijman omgående. Siden blev ikke bare Goijman, men hele det argentinske forbund ekskluderet fra al volleyball af en kongresbeslutning, hvor ingen delegerede vovede at stemme imod.

Som modtræk indførte FIVB desuden et sæt ordensregler, der giver præsident Acosta lov at ekskludere enhver spiller eller leder i verden, der fremsætter kritik i medierne.

At disse regler ikke er indført for sjov, kan svenskeren Lasse Svensson tale med om. Efter 30 års karriere på lokalt, nationalt og internationalt plan har Lasse Svensson i dag forbud mod at spille, lede og træne volleyball - også i sin lokale klub. Hans fejl var, at han i et brev til en anden europæisk leder støttede denne i en konflikt med Ruben Acosta.

Fire hovedanklager

Argentineren Mario Goijman har ikke forholdt sig passiv siden sin eksklusion. Det er hans stædige indsats, der efter meget juridisk tovtrækkeri har bragt Acosta på anklagebænken.

Mario Goijman rejser stærke og veldokumenterede anklager mod Rubén Acosta og hans frue. De vigtigste fire anklager er:

1. At Acosta siden 1990 har tilegnet sig mere end 120 millioner kroner i provision for indgåede tv- og sponsorkontrakter. En del af kontrakterne er optioner frem til 2010 - altså mulige kontrakter hvor pengene ikke er faldet, men hvor Acosta har udbetalt provisionen til sig selv.
2. Forvanskning af regnskaberne siden 1990, hvor blandt andet tilskuddene fra Den Internationale Olympiske Komité har været opgivet som mindre, end de var - og hvor man med rette må spørge, i hvis lommer differencen er endt.
3. Falske fakturaer på millioner af kroner fra et opdigtet bureau i Mexico ved navn 'Ruben Acosta og co'.
4. Opkøb af en pragtejendom for syv millioner kroner i Lausanne til brug for FIVB's nye hovedkvarter - uden samtidig at oplyse, at ejendommen var ejet af Ruben Acostas svigerfar. Denne var i øvrigt netop var afgået ved døden, hvilket rejser spørgsmål om, hvordan han kunne skrive under på en slutseddel?

Disse anklagepunkter forekommer alvorlige, men overraskende er de alle blevet afvist af anklagemyndigheden. Ved denne som ved andre lejligheder har schweiziske myndigheder udvist stor forståelse for idrætsorganisationernes særlige kultur.

Revisornote fjernet

Men på ét punkt er Ruben Acosta måske gået for vidt, selv efter schweizisk målestok. I år 2000 satte revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers en kritisk note i regnskabet, fordi det slørede, at Acosta personligt havde modtaget over 40 millioner kroner i provision for indgåede kontrakter.

Da regnskabet nåede frem til forbundets højeste myndighed, kongressen, var noten og enhver henvisning til den på mystisk vis forsvundet. Og det var ikke revisionsfirmaet, der havde fjernet den.

Volleyballpræsidenten og hans embedsmænd vil i retten hævde, at det hele skyldes en banal administrativ fejl. Og noget tyder på, at retten er indstillet på at komme Acosta og co. til hjælp. Dommeren har nemlig afvist at høre samtlige de vidner, som argentineren Goijman og hans advokater har foreslået - heriblandt fire tidligere bestyrelsesmedlemmer i det Internationale Volleyballforbund.

Ifølge dommeren har disse vidner ingen betydning for bedømmelsen af sagens fakta.

Derimod har dommeren sagt ja til samtlige vidneforslag fra Ruben Acosta - herunder den tidligere forbundspræsident i Schweiz, Adolf Ogi, der i disse år er særlig sportsrådgiver for FN's generalsekretær Kofi Annan. Det er svært at tro at Adolf Ogi skulle have en dybere indsigt i volleyballforbundets administration end fire tidligere bestyrelsesmedlemmer, men det mener dommeren i Lausanne altså.

Koncernchefer uden kontrol

Uanset om volleyballpræsident Ruben Acosta er kriminel i lovens forstand eller blot korrupt i almindelig forstand, viser hele affæren, at der er brug for skærpet opmærksomhed om de internationale idrætsforbunds tilstand.

Vore dages internationale idrætsledere er ikke længere renhjertede idealister, hvis hovedformål er at opdyrke unge menneskers sunde karakter i fredelig kappestrid mellem nationerne.

De forventes at kunne fungere som koncernchefer i en multinational underholdningsindustri, som hvert år omsætter for svimlende milliardbeløb og som har en gennemslagskraft uden sidestykke på den internationale politiske scene.

Det viser sig alt for ofte at hverken de selv eller deres omverden er rustet til den nye tids udfordringer. Internationale idrætsledere arbejder i et juridisk og politisk tomrum uden synderlig kontrol fra hverken medier, myndigheder eller medlemmer.

Som en yderligere sikkerhedsforanstaltning har de fleste internationale organisationer bosat sig i Schweiz eller andre lande, hvor bankhemmelighed og andre bekvemmeligheder vejer tungere end borgernes ret til indsigt.

Også massemedierne stiller sig som regel loyalt på idrætsledernes og det gode shows side. I en analyse af 10.000 avisartikler fra sportssiderne i ti lande, som Play the Game og Mandag Morgen foretog sidste år, viste de nøgne tal, at kun 3-5 procent af alle avisartikler om sport beskæftiger sig med økonomiske og politiske vinkler.

Bange for kritik

Tilbage til at kontrollere de internationale idrætsledere er der så kun deres eget politiske bagland, de nationale ledere i de nationale forbund. Og den opgave har de hverken lyst, kompetence eller viden til at løfte.

Under vores Play the Game-konference i november ringede et hold journalistelever fra Danmarks Journalisthøjskole til ti nationale volleyballforbund og spurgte dem om tilstandene i FIVB under løfte om fuld anonymitet. To forbund lagde røret på, men otte ud af de ti erklærede at de var bange, og at de gerne så Acosta død eller i hvert fald borte.

Hvad er de egentlig bange for? Nok ligner FIVB et enevældigt diktatur, men det er trods alt ikke forbundet med livsfare at blive skældt huden fuld af hr. og fru Acosta. I værste tilfælde vender oprørere hjem med en tabt kamp om en interessant turnering eller måske et tabt ansigt.

Sag mod FIFA på vej

Det Internationale Volleyball-Forbund er blandt de værste eksempler på tingenes tilstand, men så langt fra det eneste. Boksning, atletik, håndbold, fægtning, skøjteløb, cykling, cricket, kano og kajak og adskilligt flere har i de senere år præsenteret skandaler med økonomisk eller politisk misbrug.

Og lidt senere i år vil endnu en retssag udspille sig i Schweiz. Her vil det mest magtfulde forbund af alle, fodboldens FIFA, komme i skærsilden, når skandalen omkring det krak, der ramte sportens største marketingselskab ISL Marketing for fem år siden, omsider skal under behandling. I det krakkede selskabs arkiver gemmer sig ifølge forlydender beviser på korruption i verdensfodboldens øverste ledelse.

Men bare rolig. Det vil næppe bringe VM i fodbold i fare. Schweizerne er så hensynsfulde, at sagen ventes afholdt for lukkede døre.