Idan Artikel 27.11.2020

Idrætslærerne bytter gymnastiksalen ud med naturen

Det er populært at undervise i naturen, viser en ny undersøgelse fra Friluftsrådet. Det giver eleverne mere energi og styrker de børn, der ikke normalt brillerer i idrætstimerne.

Nøgleord: Natur

Naturen er rykket ind i klasseværelset. Eller faktisk er klasseværelset flyttet ud i naturen. Det viser en ny rapport fra Friluftsrådet, der har spurgt 300 lærere fra 89 kommuner, hvordan de bruger naturen og friluftslivet i deres undervisning.

Rapporten fokuserer blandt andet på, hvordan idrætslærerne bruger friluftslivet i idrætstimerne. Her er leg blandt af de mest benyttede aktiviteter (78 pct.), men også orienteringsløb (72 pct.) og vandreture (52 pct.) er populære aktiviteter. Kun 4 pct. svarer, at de ikke benytter friluftsaktiviteter i undervisningen.

Idrætslærerne peger på, at de blandt andet inddrager friluftslivet i undervisningen, fordi den friske luft giver eleverne mere energi, gør dem nysgerrige og får dem ud af deres komfortzone. Derudover giver denne form for aktiviteter mulighed for, at børn, der normalt ikke er så gode til idræt, kan bringe deres kompetencer i spil.

Selvom de fleste idrætslærere allerede inddrager friluftslivet i undervisningen, viser undersøgelsen, at der er basis for, at endnu flere idrætstimer kan indeholde friluftsaktiviteter. 88 pct. ønsker nemlig i høj grad eller i nogen grad at inddrage friluftslivet endnu mere i idrætsundervisningen.

Der er mulighed for endnu mere undervisning i naturen

For at få det til at lykkes, kræver det blandt andet, at lærerne får bedre adgang til udstyr og bedre transportmuligheder. Det er hvert fald de to bump på vejen, som flest lærere nævner, når de bliver spurgt til, hvilke udfordringer de oplever ved at inddrage friluftslivet i undervisningen.

Derfor opfordrer Friluftsrådet til, at kommunerne ser nærmere på, hvordan de kan afhjælpe barriererne. Ifølge formanden i Friluftsrådet, Niels-Christian Levin Hansen, kan kommunerne nemlig blive langt bedre til at tænke friluftsliv og naturarealer ind i skolernes hverdag ved at arbejde med friluftsliv på tværs af forvaltninger.

”Når der laves en ny sti, skal den selvfølgelig slå et smut forbi skolen, og eleverne skal inddrages i formidlingen. Når foreninger skal have nye faciliteter, skal de kunne bruges af skoler i dagtimer og så videre. Det ser vi gode eksempler på i kommuner, der har en samlet strategi for mere friluftsliv til borgerne," siger Niels-Christian Levin Hansen i en artikel på Friluftsrådets hjemmeside.

Download udgivelsen

Andre Udgivelse november 2020
Kortlægning af folkeskolers brug af friluftsliv og undervisning i naturen 2017-2020

Læs lignende nyheder

Mand på mountainbike.
Idan Artikel 20.04.2022
Ny rapport giver bud på forskellige måder at drifte outdoorfaciliteter på
Dreng på skateboard på Færøerne
Idan Vifo Artikel 01.03.2022
Idræts- og fritidsaktiviteter hitter blandt børn og unge på Færøerne
Orienteringspost
Idan Artikel 03.02.2020
Anlæg til outdooridræt er nu med i Facilitetsdatabasen
Vifo Idan Artikel 12.06.2019
Stier og ruter bør bindes bedre sammen