Idrætsledere og forskere vil skabe nationale standarder for god ledelse
Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Play the Game er gået sammen med universiteter og idrætsorganisationer fra syv lande for at forbedre de nationale standarder for forvaltning og ledelse. Det skal ske ved hjælp af benchmarkingværktøjet ’Sports Governance Observer’.
Et år efter at Play the Game og Universitetet i Leuven lancerede rapporten ’Sports Governance Observer 2015’, der sætter fokus på forvaltning og ledelse (governance) i de internationale idrætsorganisationer, er en stor gruppe interessenter nu klar til at analysere og forbedre idrætsorganisationers forvaltning på nationalt niveau.
Takket være et tilskud på 383.000 euro fra EU’s Erasmus+-program vil Idan og Play the Game over de næste to år koordinere et hold af akademikere og idrætsledere fra Belgien, Cypern, Danmark, Tyskland, Holland, Norge, Polen og Rumænien.
“Vi er meget taknemmelige for EU-støtten og engagementet fra så mange partnere,” siger Jens Sejer Andersen, som er international direktør for Idan og Play the Game og koordinator på projektet.
“Sports governance ligger i toppen på den internationale dagsorden i disse år, og næsten hver dag kommer der nye overraskende beviser for, hvor dårligt idrætten er ledet,” siger han og tilføjer, at der er behov for engagement og solid evidens for at kunne gennemføre de nødvendige reformer:
“Sammen vil vi kunne styrke debatten om, hvordan idrætten er forvaltet i de respektive lande, og vi vil få mulighed for at sammenligne governance-standarderne på tværs af idrætsgrene og landegrænser samt på nationalt og internationalt niveau.”
Projektet har til formål at tilpasse Sports Governance Observer-værktøjet, så det er anvendeligt i de forskellige nationale kontekster, mens det stadig vil bevare et fælles grundlag, som muliggør sammenligninger.
Derudover vil projektet gøre idrætsledere og eksterne interessenter i stand til at måle, diskutere og ændre governance-standarderne i deres egen kontekst, ligesom projektet skal skabe bæredygtige netværk mellem akademikere, praktikere og andre nøglepersoner.
Embedsmænd vil få viden og redskaber, der kan gøre dem i stand til at indgå i dialog med idrætsbevægelsen for at skabe en solid ramme for idrættens brug af offentlige tilskud.
Projektet vil også stræbe efter at skabe en stor mængde data, som kan hjælpe til at inspirere og kvalificere debatten omkring forvaltning og ledelse i idrætten over hele verden.
Partnerne i projektet, som har titlen ‘National Sports Governance Observer: Benchmarking sports governance across national boundaries’ (forkortet SGO2017), er:
- Leuven Universitet (KU Leuven), Belgien
- Det Flamske Idrætsforbund (Vlaamse Sportfederatie – VSF), Belgien
- Cyperns Idrætsforbund (CSO), Cypern
- Idrættens Analyseinstitut, Danmark
- Dansk Boldspil-Union (DBU), Danmark
- Enlarged Partial Agreement on Sport (EPAS), Europarådet
- European Association for Sports Management (EASM)
- Det Tyske Sportsuniversitet i Köln (Deutsche Sporthochschule), Tyskland
- International Council of Sport Science and Physical Education (ICSSPE)
- Utrecht Universitet (Universiteit Utrecht), Holland
- Norges Fotballforbund (NFF), Norge
- Høgskolen i Molde, Norge
- Warszawa Universitet (Uniwersytet Warszawski), Polen
- Polens Golf Union (Polski Związek Golfa – PGU), Polen
- Bukarest Universitet (Universitatea din Bucureşti), Rumænien
- Det Rumænske Fodboldforbund (Federația Română de Fotbal – FRF), Rumænien
Interessenter fra andre lande i og udenfor EU vil sandsynligvis blive tilknyttet projektet på et senere tidspunkt med andre typer af finansiel støtte.