Idrætslivet beskæftiger 30 pct. af de frivillige i Danmark
30 pct. af de danskere, der udfører frivilligt arbejde, er beskæftiget inden for idrætsområdet, viser Kulturvaneundersøgelsen 2020 fra Danmarks Statistik. De, der er frivillige inden for idræt, er desuden oftere fysisk aktive end resten af befolkningen.
Når fodboldtræningen skydes i gang, eller når starten går til et svømmestævne, så sker det ofte med hjælp fra frivillige kræfter, og med mere end 11.000 idrætsforeninger fordelt på landsplan, er det måske ikke overraskende, at idrætsområdet er dét frivillige område, som beskæftiger allerflest frivillige. Faktisk svarer 30 pct. af dem, der i perioden oktober til december 2020 arbejdede frivilligt, at de var beskæftiget inden for idrætsområdet som består af idrætsforeninger og organisationer som f.eks. Ældre Sagen.
Det viser de seneste tal fra Kulturvaneundersøgelsen 2020 af Danmarks Statistik, der undersøger, hvor mange danskere der har arbejdet frivilligt i de fire kvartaler i 2020. Mens idrætsområdet beskæftiger 30 pct. af de frivillige, har 23 pct. svaret, at de er frivillige inden for ’fritid og hobby’, mens 12 pct. udfører frivilligt arbejde inden for området ’bolig- og lokalsamfund’ og andre 12 pct. inden for kulturområdet.
På landsplan har 30 pct. af befolkningen over 16 år svaret, at de arbejdede frivilligt i perioden oktober til december 2020, hvilket er et fald på 5 procentpoint i forhold til den samme periode i 2020. Ifølge Danmarks Statistik kan en del af faldet tilskrives coronakrisen og nedlukningen af samfundet.
Sammenhæng mellem frivillighedsområde og aktivitetsniveau
Danmarks Statistik har desuden undersøgt sammenhængen mellem det at være frivillig inden for idrætsområdet og så at være fysisk aktiv i sin fritid. Kulturvaneundersøgelsen viser, at 35 pct. af de frivillige på idrætsområdet svarede, at de motionerede dagligt eller næsten dagligt i perioden oktober til december 2020, mens det samme gjaldt for 25 pct. af resten befolkningen.
Undersøgelsen viser også, at det kun var 5 pct. af de frivillige, der på undersøgelsestidspunktet ikke havde dyrket motion i de seneste tre måneder, mens det gjaldt 16 pct. af resten befolkningen. Der er altså tendens til, at den lokale fodboldtræner på villavejen oftere dyrker motion end den nabo, der ikke udfører frivilligt arbejde.