Idrætsmodeller: Danmark ligger til skandinavisk guld

Muligvis er norske skiløbere og skiskytter sikre vindere af vinter-OL, når det går løs i Sochi om et par måneder. Muligvis har Sverige gennem årene udklækket langt flere store internationale sportsstjerner, flotte idrætsarenaer og imponerende idrætsstævner end Danmark.

Men når det kommer til idrættens hverdagsliv, som det udfolder sig i de skandinaviske idrætsforeninger, løber danske idrætsforeninger med medaljerne for deres langt bedre evner til at gøre sig attraktive med tilbud til alle aldersgrupper. 

En sammenstilling af idrætsvaneundersøgelser fra de tre lande placerer danske idrætsforeninger som førende i Skandinavien i forhold til at mindske frafald blandt teenagere og fastholde eller tiltrække nye foreningsmedlemmer i alle aldersgrupper.

Figur 1: Den private idrætssektor dominerer i Norge

Kilder: Sammenstilling af skandinaviske idrætsvaneundersøgelser. Laub (2013), Breivik & Rafoss (2012), Riksidrottsforbundet (2011).

Store forskelle

Selv om de skandinaviske lande alle kan prale af en i international sammenhæng høj idrætsdeltagelse, en indgroet tradition for frivillighed og et blomstrende foreningsliv for børnene, er der store forskelle på udbyttet af de tre landes umiddelbart ganske ensartede idrætssystemer.

Det hører med, at de selvorganiserede aktiviteter med motion i natur og byrum i centrum slår foreningslivet som de voksnes foretrukne idrætsarena i alle tre lande. Den helt store forskel viser sig i unge og voksnes opslutning til det foreningsliv, som i alle tre lande modtager hovedparten af de offentlige investeringer i idræt.

Hvor danske idrætsforeninger ifølge ’Danskernes motions- og sportsvaner 2011’ har fat i 86 pct. af børnene mellem 7 og 15 år og 41 pct. af den voksne befolkning over 16 år, ligger de norske foreningers markedsandel af unge og voksne i mange aldersgrupper helt nede under 20 procent. Til gengæld buldrer den kommercielle norske fitness-sektor frem med en styrke, som får den ligeledes succesrige danske fitness-sektors væksttempo til at blegne. 

I Danmark har foreningerne fortsat bedre fat i stort set alle aldersgrupper end fitness-sektoren, mens fitness-sektoren i Norge i de fleste aldersgrupper fra teenagealderen op er mere end dobbelt så stor som foreningsidrætten. Omfanget af den svenske kommercielle idræt er ikke kendt, men svenske foreningers markedsandel blandt unge og voksne svenskere er ligeledes langt lavere end i Danmark.

Figur 2: Idrætsdeltagelsen i foreningsregi og privat regi

Kilder: Sammenstilling af skandinaviske idrætsvaneundersøgelser. Laub (2013), Breivik & Rafoss (2012), Riksidrottsforbundet (2011).

Tre bud på forskelle

Hvori ligger så den danske foreningsmodels tilsyneladende bredere appel til alle befolkningslag? 

Svaret er ikke entydigt, alene af den grund, at det faktisk er ganske vanskeligt at finde direkte sammenlignelige data mellem de på overfladen så ensartede skandinaviske velfærdsnationer, men tre bud melder sig umiddelbart:

• Den statslige finansiering af idrætten går til en enhedsstruktur i Norge og Sverige, mens Danmark har flere ressourcestærke centrale aktører som DIF og DGI, hvilket sikrer, at ikke kun konkurrenceidrætten står stærkt i billedet.
• Den lokale finansiering af foreningslivet fylder via Folkeoplysningsloven og kommunerne relativt mere i den samlede offentlige finansiering af idrætten i Danmark end i Sverige og Norge.
• Det danske idrætsbillede har en række centrale ’knopskydninger’ med specifikke formål som Lokale og Anlægsfonden, Team Danmark, Sport Event Denmark, hvilket eksempelvis sikrer facilitetsudvikling en fast plads i idrætsdebatten.

Nordiske gatekeepere

Uden at det skal betragtes som et argument for, at den danske idrætsmodel er perfekt, synes den mere mangfoldige – eller rodede – danske idrætsmodel at have sine styrker i forhold til Norge og Sverige, hvor Norges idrettsforbund (NIF) og Riksidrottsförbundet (RF) i efterkrigstiden groft sagt har fungeret som ’gatekeepere’ for det statslige samspil med idrætten. I Norge spiller staten tillige en vigtig rolle i forhold til anlægspolitikken. 

Kun i Danmark har den såkaldt ’folkelige idræt’ med fokus på lokalområdet i praksis samme idrætspolitiske og økonomiske vægt som den mere aktivitetsfokuserede idræt som repræsenteret ved DIF, NIF og RF. 

Påstanden er selvfølgelig stærkt forsimplet, men det er påfaldende, at idrætsbevægelsen i Norge og Sverige altovervejende opfatter og italesætter sig som en bevægelse for børn, unge og eliteidræt, mens de senere års idrætsdebat i Dannark i høj grad også har handlet om voksne motionister og plads til større fleksibilitet og bredde i aktivitetspaletten i foreninger og faciliteter. 

Fitness-sektoren ignoreres

I Norge blotlagde en såkaldt Stortingsmelding (regeringsudredning) sidste år de store udfordringer med den relativt svage foreningstilslutning og en centralt styret anlægspolitik, der favoriserer traditionelle idrætsanlæg og vanskeliggør blandingsformer mellem offentlige og kommercielle driftsformer.

Den norske fitness-sektor, som tæller op mod 800.000 nordmænd protesterede i sit høringssvar til Stortingsmeldingen over den snævre definition af idræt i den statslige norske idrætspolitik, men den officielle reaktion på skævhederne er ud over løfter om øget støtte til friluftsidræt i fjeld og mark endnu en justering af fordelingsnøglen på tipsmidlerne, så den organiserede norske idræt kan se frem til flere midler, selv om fitness-sektoren vinder slaget om de unge og de voksne.

I Sverige bærer den seneste statslige udredning af den statslige støtte til idrætten fra 2008 ved professor Tomas Peterson fra Malmö Högskola ligefrem titlen ’Föreningsfostran och tävlingsfostran’. Titlens hensigt er at demonstrere, hvordan det rummelige foreningsbegreb med fokus på bred deltagelse, ’föreningsfostran’, og det mere præstationsorienterede konkurrence/talentudviklingsbegreb, ’tävlingsfostran’, begge har kvaliteter, men også i praksis rummer modsætninger, som  i Tomas Petersons konklusion ofte ender med ’tävlingslogikkens’ sejr. 

”Medan föreningsfostran således utgår från principen att ”många ska bli fler” (eller åtminstone att ”många ska bli kvar”) utgår tävlingsfostran från tävlandets logik om att ”många ska bli färre,” som det hedder i udredningen.

Mangel på dynamik

Set fra Danmark, hvor debatten om nye idrætsvaner og organiseringsformer og de deraf følgende udfordringer for idrætsfaciliteter og udbydere af idræt har raset i flere år, kan den relative mangel på dynamik i den norske og svenske idrætsdebat overraske. Der er ikke nødvendigvis oprør i luften i broderlandene over tingenes skæve tilstand. 

Eksempelvis synes det frivillige arbejde i idrætsforeningerne i Norge ifølge forskellige undersøgelser fortsat at være højere end i Danmark. Ca. 20 procent af den voksne befolkning i Norge mod ca. 11 procent af de voksne i Danmark udfører frivilligt arbejde i idrætsforeninger. Noget tyder på, at voksne nordmænd gerne giver en hånd med idrætsforeningernes arbejde for børn og unge eller med indtægtsgivende aktiviteter i foreningerne, selv om de ikke nødvendigvis selv er aktive brugere af foreningernes idrætstilbud.

En sidste væsentlig faktor på forskelle mellem de tre lande er naturligvis økonomien. Det er meget vanskeligt at sammenligne omfanget af den offentlige støtte i de tre lande direkte, men det ligger fast, at hvor de centrale aktører på tipsloven i Danmark oplevede enorme stigninger i begyndelsen af 1990’erne som følge af lottospillets indførelse og derefter en relativ stagnation i stigningstaksten, har de centrale aktører i Norge og Sverige til gengæld oplevet voldsomme stigninger i de statslige tildelinger i 2000-tallet. 

Både Norge og Sverige sender i dag centrale midler direkte ud til foreningslivet, mens Norge ligeledes bruger en del af de statslige midler til idrætsanlæg. 

I Danmark er faciliteterne og tilskud til idrætsforeningerne derimod næsten udelukkende kommunale anliggender.

Brug for mere viden

Ovenstående smagsprøver på forskellene mellem de skandinaviske lande er ikke et argument for, at den danske model er perfekt. Men den danske model har afgjort nogle styrker, som fortjener en højere placering i den fælles skandinaviske idrætsbevidsthed. I det hele taget kan det undre, at regeringer og idrætsorganisationer i tre skandinaviske lande, som alle er stolte af deres idrætsmodeller, ikke gør mere ud af at kigge over hegnet til nabolandene. 

Som beskrevet ovenfor har Norge og Sverige i de senere år gennemført store statslige idrætsudredninger, og Danmark er som bekendt på vej. Måtte vi foreslå, at den næste store udredning bliver et helhjertet forsøg på at trænge dybere ned i de på mange måder stærkt inspirerende forskelle og ligheder mellem idrætsmodellerne i de tre skandinaviske lande.