Idrætsorganisationer præsenterer nye medlemstal
Idrætsorganisationerne DGI, DIF og Firmaidrætten har præsenteret de første medlemstal efter den nye fælles medlemsregistrering, Centralt ForeningsRegister, er blevet indført.
DIF, DGI og Firmaidrætten har offentliggjort 2012-medlemstallene for de tre organisationer. For første gang har idrætsforeningerne under alle tre organisationer skulle indberette deres medlemstal ét sted, til det nyoprettede Centralt ForeningsRegister (CFR). Det nye system betyder, at idrætsorganisationerne nu opgør medlemstallene på samme måde, hvilket især er kommet DIF til gode. En umiddelbar sammenligning med 2011 viser pæn fremgang i 2012-medlemstallene for DIF, der som den største idrætsorganisation når godt 1,9 millioner medlemmer, mens Firmaidrætten har godt 350.000 medlemmer. DGI ligger stabilt i forhold til 2011 med cirka 1,5 millioner medlemmer. Den nye opgørelsesmetode har indflydelse på idrætsorganisationernes medlemstal. Mest markant har DIF fået 200.000 ekstra medlemmer som følge af den nye medlemskategori ’Øvrige DIF-medlemmer’, som rummer medlemmer fra eksempelvis hovedforeninger, der ikke er en del af specialforbundene, men f.eks. benytter services og tilbud fra DIF. Modsat har DIF i opgørelsen mistet medlemmer fra klubber, som før både var registreret i en specifik specialforbundsidræt og i et af de tværidrætslige idrætsforbund KFUM’s Idrætsforbund og Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI). Disse medlemmer registreres nu kun i det idrætsspecifikke specialforbund, hvilket har betydet en stor medlemstilbagegang i DAI og KFUM-idrætten. Hos DGI har De Danske Skytteforeningers (DDS) fusion bl.a. indflydelse på tallene, ligesom DGI selv peger på, at trænere, instruktører og ledere nu tælles anderledes.
Fodbold er fortsat stor
På idrætssiden viser tallene, at fodbolden står stærkt i såvel DIF som DGI trods en vis tilbagegang i år.
Ifølge DIF skyldtes tilbagegangen for DBU primært fejlindberetninger i 2011, men trods tilbagegangen er fodbold fortsat den suverænt største idræt i DIF med 341.342 medlemmer mod golfs 157.371 medlemmer på andenpladsen. Også i DGI, hvor gymnastikken fortsat er den største idræt med 303.074 medlemmer trods en tilbagegang på 30.000 medlemmer, ligger fodbold sikkert på andenpladsen med 264.026 medlemmer. Fodbold ligger længere nede på listen i Firmaidrætten. Her er motionsidrætter som atletik/løb/gang, træning i motionscenter/fitness og gymnastik væsentligt større.
Projekter med effekt
Firmaidrætten noterer selv, at der har en væsentlig fremgang blandt unge medlemmer, og fremgangen kan især tilskrives Firmaidrættens satsning på Sund Erhvervsskole, hvor organisationen i samarbejde med Erhvervsskolernes Elev-Organisation iværksætter sundhedsprojekter på erhvervsskoler.
Med over 40.000 medlemmer i Erhvervsskoleidræt, er det blevet den næststørste idræt i Firmaidrætten. Også DIF har i 2012-medlemstallene set en mulig effekt af udviklingsprojekter. Medlemstallet for svømning og gymnastik er steget i 2012 med henholdsvis 10.000 og 21.000 medlemmer, og en forklaring kan være, at begge forbund som led i udviklingsprojekter har sat kontingentet for medlemskab af specialforbundene ned.