Idrætssektoren har stadig mange uudnyttede potentialer

Når deltagertallet er nærmest fordoblet til den sjette udgave af Idrættens Analyseinstituts todages-konference ’Idrættens største udfordringer’ i Vejen Idrætscenter den 10.-11. april, hænger det ikke nødvendigvis sammen med, at programmet er dobbelt så spændende som til den første udgave af konferencen tilbage i 2011.

Det rekordstore deltagertal på ca. 540 deltagere skyldes i lige så grad, at idrætsområdet herhjemme ganske enkelt gennemgår en voldsom professionalisering, hvor stadig flere ansatte fagfolk fra et stadigt bredere felt af aktører søger det faglige fællesskab og den platform for udveksling af viden og erfaringer på tværs af aktørerne i idrætten, som ’Vejen-konferencen’ kan tilbyde.

Et kig på deltagerlisten afspejler mangfoldigheden:

2/3 af landets kommunale fritidsforvaltninger, 11 af 14 DGI landsdelsforeninger, topniveauet af de landsdækkende idrætsorganisationer, nye og gamle idrætsrelaterede uddannelser, forskere, facilitetsfolk, leverandører, fitnessbranchen, iværksættervirksomheder, eventarrangører, friluftsfolk, specialforbund, kommunale event- og eliteidrætssekretariater, lokalpolitikere, folkeoplysningsudvalg, idrætssamvirker, ansatte fra større lokale foreninger, organisationer med afsæt i idræt med sociale eller sundhedsmæssige formål, repræsentanter fra Grønland, Færøerne, Norge, Sverige, Storbritannien osv. osv.

Staten er fraværende

Sandheden er dog, at deltagerskaren af professionelle fagfolk fra idrætssektoren snildt kunne være langt større og bredere.

For kigger man efter grupper, som er relativt sparsomt repræsenteret i Vejen, vil man se, at hele statens område med ministerier, der på forskellig vis har berøring med idræt, samt det statslige politiske led nærmest ikke er til stede.

Andre vigtige grupper som de fleste specialforbund, den brede folkeoplysende sektor, den professionelle idræt, fitnessbranchen, arkitekter og byggebranche, store dele af idrætsforskningen samt de professionelle sportsjournalister er til stede i Vejen, men alt andet lige ikke overvældende talstærkt repræsenteret.

En voldsom professionalisering

I det store deltagertal, som altså snildt kunne være langt større, ligger ikke kun et vidnesbyrd om, at idrætssektoren i Danmark efterhånden er en professionaliseret branche med tusindvis af ansatte, der på forskellig vis servicerer millioner af idrætsaktive, frivillige og borgere i foreninger, hos kommercielle udbydere eller i idrætscentre og natur- og byområder.

Der ligger også et vidnesbyrd om, at idrætssektoren til sammen er uhyre ressourcestærk og fuld af dygtige og engagerede fagfolk. Alligevel har vi herhjemme aldrig helt vænnet os til at tænke og omtale idrætssektoren som en sektor med snesevis af delbrancher:

Idræt er jo noget med folkeoplysning og frivillighed og rod i demokratiseringen af Danmark for to århundreder siden. Staten skal sandelig ikke blande sig i det folkelige Danmark. Det har den aldrig gjort: Hurra for alle de idealistiske trænere og ledere og de glade børn med røde kinder og græs på knæene…

Hvor de fleste nok kan være enige om, at staten ikke skal styre foreningslivet og detailstyre sektorens mange aktører, er det dog et stigende spørgsmål om ikke der er behov for en mere helhedsorienteret sektortænkning fra statens side?

Hvor langt nåede Breddeidrætsudvalget?

For små ti år siden blandede Kulturministeriet sig en smule, da man nedsatte Breddeidrætsudvalget, som skulle analysere trends og tendenser på idrætsområdet.

Helt i tråd med årtiers tradition konkluderede rapporten, at idrætten skulle respektere det frivillige idrætslivs særlige karakter, men samtidig skulle man erkende, at idrætssektoren og idrætsdeltagelsen var blevet langt bredere.

Man skulle blive bedre til at tænke på tværs og til at inddrage aktører og tiltag uden for foreningslivet.

Hvad skete så?

Breddeidrætsudvalget udgav en række anbefalinger. Genlæser man dem, vil man se, at der faktisk er sket en række positive ting i det seneste årti med langt mere fokus på idræt og bevægelse i skolerne og på ungdomsuddannelserne, stærkere kommunale forvaltninger, mere fokus på at ramme nye målgrupper af motionister med tilpassede aktiviteter, mere fokus på bedre idrætsmiljøer og på bedre drift og udnyttelse af såvel idrætsfaciliteter som rammerne i natur og byrum.

Men ærgerligt nok vil man også kunne konkludere, at Kulturministeriet og andre ministerier aldrig rigtigt tog bolden helhjertet og fulgte op på mange områder.

Løfterne om bedre forankring af målrettede tiltag for forskellige udsatte og idrætssvage grupper blev aldrig fulgt op af nye ressourcer eller strukturelle tiltag. Ideerne om en tilnærmelse mellem private og offentlige ressourcer på facilitetsområdet og i programmer for særlige målgrupper blev aldrig forfulgt.

Plansystemet blev aldrig stærkt nok til at forhindre nye boligområder i storbyerne til at blive opført som foreningsørkener uden plads til idrætsudfoldelse og civilsamfund, lige som proportionerne i de offentlige investeringer i opvisningsanlæg til de få og brede idrætsanlæg til de mange stadig i mange tilfælde er overraskende skæve og hovedløse og styret af udokumenterede dogmer om eliten og bredden som hinandens forudsætning.

Lavthængende frugter

Tegner man et simpelt ’trafiklys’ med grønne, gule og røde felter ud for de tiltag og aktører, der er henholdsvis inde i varmen og velforankrede i den overordnede struktur på idrætsområdet, og tiltag og aktører, der står og trykker næsen lidt usikkert mod ruden med udsigt til det etablerede selskab, vil man se, at der fortsat er mange lavthængende frugter og mange ressourcer, som ikke udnyttes godt nok.

Idræt er ikke længere bare idrætten, forstået som DIF/DGI og de lokale foreninger, konkluderede Idrættens Analyseinstitut allerede på den allerførste ’Idrættens største udfordringer I’ tilbage i 2011.

Idræt er en idrætssektor, hvor et meget mangfoldigt lag af aktører gerne kan og vil bidrage.

De fleste konferencedeltagere nikkede samstemmende til analysen af idrættens vej fra idræt til idrætssektor i 2011.

Nu mangler vi kun på, at staten/Kulturministeriet eller måske det brede felt af idrætsaktører selv sætter sig ned og helhjertet gennemtænker, hvad det egentlig indebærer at være en sektor i forhold til økonomiske strukturer, idrætspolitik, økonomi, viden og uddannelser.

Potentialet for at gøre Danmark til verdens mest dynamiske og innovative idrætsnationen er i høj grad til stede, hvis vi selv orker at lege videre med tanken. Det er naturligvis det overordnede hovedbudskab i det massive program for den sjette udgave af ’Idrættens største udfordringer’ i de kommende dage i Vejen Idrætscenter.