Idrætstilbud kan højne socialt udsattes livskvalitet i hverdagen

Særligt tilrettelagte idrætstilbud målrettet socialt udsatte er med til at øge deltagerne trivsel i hverdagen og kan i visse tilfælde ligefrem sende dem ud på en personlig udviklingsrejse.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Idrættens Analyseinstitut har gennemført blandt deltagerne i OMBOLD og Sport for LIVETs danmarksmesterskaber i fodbold. De to organisationer arbejder med henholdsvis gadefodbold for socialt udsatte borgere og idrætstilbud i tilknytning til sociale væresteder.

Over 90 pct. af deltagerne i de særligt tilrettelagte fodboldtilbud er meget enige eller enige i, at de har fået det bedre psykisk, socialt og fysisk af at deltage. Samtidig oplever op mod halvdelen af deltagerne, at de har færre konflikter, og/eller at de nedsætter deres misbrug, når de deltager i træningen (se figuren).

Figur 1. Socialt udsatte oplever positive effekter ved at deltage i fodbold for socialt udsatte (pct.)

Figuren viser svarfordelingen blandt socialt udsatte fodboldspillere på følgende spørgsmål: ”I hvor høj grad er du enig i følgende udsagn?” (n=134).

Resultaterne indgår i den tredje og sidste delrapport i en større undersøgelse af idræt for socialt udsatte, der er gennemført med støtte fra TrygFonden (se boks).

Delrapporten, der har fokus på deltagerne selv, omfatter også neddyk i det daglige arbejde i lokalforeningerne Aarhus Street Soccer (ASS), OMBOLD i København og SAM-foreningen i Randers, der alle er målrettet socialt udsatte voksne. Desuden beskriver den idrætsvaner blandt udsatte børn og voksne samt den særlige indsats, som BROEN gør for at støtte børns deltagelse i almindelige idrætsforeninger.

Frirummet er afgørende for mange

Undersøgelsen blandt de voksne, som også omfatter deltagerinterviews, peger på, at det for mange er helt afgørende, at idrætstilbuddene fremstår som et uformelt frirum i hverdagen uden fokus på formelle krav til deltagerne.

De udsatte deltagere har ofte erfaringer med i bagagen, som gør dem skeptiske over for autoriteter. En deltager udtrykker f.eks., at han er ”allergisk over for autoriteter”, og at han efter eget udsagn tidligere har oplevet at skulle ’tvangshoppe’ i et tilbud inden for psykiatrien. Omvendt fremhæver han det nuværende tilbud som en aktivitet, hvor han selv har erfaret, at det er en god ide at bevæge sig:

”… Hvis nogen står og siger, jeg skal varme op, så gør jeg det ikke. Jeg gør det nu, hvor jeg selv må vælge (…) Der er ikke et voksent menneske, der skal stå at sige til mig, hvad jeg skal. Det skal han ikke.”

Netop oplevelsen af at være en del af et frirum kan skabe personlige udviklingspotentialer hos deltagerne som en positiv sideeffekt. Fokus i de beskrevne cases ligger således primært på selve det at deltage i de idrætslige, sociale aktiviteter, hvor idrætsdeltagelsen og det sociale bliver et mål i sig selv, hvilket har stor værdi for deltagerne. De oplever tilbuddene som ligeværdige og som et sted, hvor de kan komme og være, som de er.

Men rapporten peger samtidig på, at idrætstilbuddene for nogle bliver en ’øvebane’ i at opnå sociale kompetencer og dermed øger evnen til at tage vare på eget liv. I enkelte tilfælde ser man ligefrem, at nogle af de mest ressourcestærke udsatte bliver en ressource i det udsatte miljø. Rapporten påpeger, at det kan være en lige så værdifuld effekt som ønsket om at kanalisere de mest ressourcestærke udsatte over i ’almindelige’ idrætstilbud. 

Tilbuddene gør i den forbindelse brug af en såkaldt peer-to-peer-tilgang, hvor de udsatte selv tager opgaver på sig som tovholdere på idrætstilbuddene eller som sociale værter, der påtager sig et ansvar for at tage godt imod nye deltagere og skabe en socialt inkluderende kultur på holdene.

Dette skaber en potentiel udviklingsrejse for deltagerne, som er illustreret i figur 2.

Figur 2. Den potentielle udviklingsrejse gennem idræt for socialt udsatte

Socialiseringen bliver muliggjort af, at deltagerne samlet set udgør en meget bred målgruppe af socialt udsatte borgere, som befinder sig på forskellige stadier af ’udsathed’.

Deltagerne spænder bredt fra en gruppe på 14 pct., der ikke kan betegnes som udsatte på de fire parametre ’uddannelse’, ’indtægtskilde’, ’boligforhold’ eller ’misbrug’, til en gruppe på 6 pct., der er udsat på alle fire parametre. Den brede deltagergruppe befinder sig i mellemgruppen med udsathed på ét, to eller tre parametre. Dertil kommer psykiske udfordringer, som undersøgelsen ikke spørger ind til, men som andre undersøgelser viser, at mange af deltagerne kæmper med.

Myndiggørelse og selveksklusion

Selvom analyserne samlet set tyder på, at deltagerne oplever at få det bedre ved at deltage i de særligt tilrettelagte tilbud, giver undersøgelsen ikke noget systematisk billede af, i hvilket omfang deltagelsen kan hjælpe socialt udsatte ud af en udsat tilværelse. Men mindre kan også have værdi.

På alle niveauer i de personlige udviklingsrejser, som mange af deltagerne oplever, finder man forskellige eksempler på, hvad man med et engelsk begreb kunne kalde for ’empowerment’ – dvs. myndiggørelse og evne til at tage vare på sig selv. Dels har tilbuddene meget fokus på ligeværdighed og demokratisk inddragelse af deltagere, som ofte oplever at være marginaliserede. Dels skaber de idrætslige oplevelser nogle erfaringer, som kan booste udøvernes generelle selvværd og evnen til at træffe selvstændige, gode valg i hverdagen.

Omvendt vælger mange at ’selvekskludere’ sig fra deltagelse i almindelige idrætsforeninger, hvor de har en række forestillinger om, at de vil have svært ved at passe ind. Fremtidige undersøgelser må her vise, hvorvidt sådanne forestillinger beror på fordomme, eller om der reelt er nogle udfordringer og kulturelle modsætninger, som vanskeliggør inklusion af socialt udsatte i det etablerede foreningsliv.