Idrætten tiltænkt centrale roller

Regeringsgrundlaget fra den 22. november sætter i hidtil uset grad fokus på idrættens sundheds- og integrationsmæssige potentiale.

Regeringsgrundlaget vil klart skærpe opmærksomheden på idrættens evne til at levere varen, men samtidig rummer den genvalgte VK-regerings grundlag klare løfter om forbedrede vilkår for breddeidrætten i den kommende regeringsperiode en lang række muligheder for idrætten.

Ressortmæssigt hører idrætten under Kulturministeriet, der fortsat varetages af Brian Mikkelsen (K), men det er faktisk i det nye Sundhedsministerium under kulturministerens partifælle, Jakob Axel Nielsen, at de store forventninger til idrætten først og fremmest skal findes i det nye regeringsgrundlag.

Motion frem på listen

Regeringen vil nedsætte en forebyggelseskommission, og det fremgår klart af regeringsgrundlaget, at breddeidræt og fysisk aktivitet kommer til at spille en ganske væsentlig indsats i fremtidens forebyggende arbejde. Dermed kan man nu endegyldigt sige, at sundhed er rykket op på listen som den måske væsentligste officielle begrundelse for at støtte breddeidrætten. Et faktum, der vil stille den organiserede idræt over for mere skarpe forventninger til effekt og samarbejdsvilje i forhold til offentlige myndigheder, end der har været tradition for i dansk idrætspolitik.

Blandt tiltagene på området er et løfte om at arbejde for mere bevægelse og børnehaver i daginstitutioner og SFO’er gennem forøget samarbejde mellem disse institutioner, kommunerne og lokale idrætsforeninger. Klog af skade fra tidligere bombastiske meldinger om mere skoleidræt, hedder det denne gang blot mere uspecificeret, at ’idræt i folkeskolen skal styrkes’.

Et andet signal er en kommende sammenlægning mellem Det Nationale Råd for Folkesundhed og Motions- og Ernæringsrådet. Efter sidste valg kom motion ind i det daværende Ernæringsråd, og den kommende sammenlægning er endnu et signal om, at motion i dag af regeringen betragtes som et af de væsentligste forebyggende tiltag overhovedet. Dermed kan man vist godt slå fast, at motion har gjort ’lynkarriere’ i den officielle danske forebyggelsesindsats i de seneste fem-ti år.

Breddeidrætsudvalg

Allerede før valget nedsatte kulturminister Brian Mikkelsen et tværgående Breddeidrætsudvalg, der skal komme med forslag til at stimulere idrætsdeltagelsen i det danske samfund. Regeringsgrundlaget lover en opfølgning på Breddeidrætsudvalgets anbefalinger i samarbejde med den kommende forebyggelseskommission. Det vil ikke nødvendigvis behage alle idrættens forbund og organisationer, at der på den måde sættes lighedstegn mellem breddeidræt og sundhed. Breddeidræt har trods alt en lang række andre kvaliteter end sundhed, og mange af breddeidrættens udøvere har ganske andre motiver end sundhed for deres idrætsdeltagelse. Dermed er der måske lagt op til en mindre kulturkamp, når Breddeidrætsudvalgsarbejdet i foråret 2008 går ind i sin konkluderende fase.

Men faktisk rummer regeringsgrundlaget allerede i den foreliggende form en række af de forslag og hen stillinger, der næsten uundgåeligt vil komme fra Breddeidrætsudvalget: Byplanlægningen skal understøtte en aktiv livsstil, daginstitutioner skal have bedre fysiske rammer, naturen skal være tilgængelig for alle, og socialt udsatte børns deltagelse i fritidslivet skal styrkes. Dette er helt sikkert målsætninger, som vil møde bred støtte såvel i Folketinget som i idrætten, og hvor udfordringen først og fremmest ligger i den praktiske udmøntning af intentionerne.

Løfte om bedre faciliteter

Mere nyt for idrættens fremtidige situation er regeringsgrundlagets løfte om bedre idrætsfaciliteter inden for rammerne af den såkaldte kvalitetsfond. Oprindeligt var idrætsfaciliteter ikke nævnt, da regeringen før valget lovede et løft til sygehuse, skoler og andre offentlige bygninger. Det er idrætten nu, og med et enormt behov for opgradering af landets sportshaller og idrætsanlæg til et mere tidssvarende idrætsbillede, kan dette løfte vise sig at være regeringsgrundlagets vigtigste punkt for idrætten, hvis den formår at hævde sig i kampen om de i alt 60 mia. kr. over ti år, som regeringen har afsat til forbedring af den offentlige bygningsmasse.

Skattefri fitness

Pengene til et gevaldigt løft af de idrætsfaciliteter bliver ikke mindre væsentlig, hvis regeringen fører et af regeringsgrundlagets mere nyskabende forslag ud i livet: Nemlig muligheden for skattefrit at kunne give ansatte i såvel den offentlige som den private sektor adgang til fitnessklubber uden, at medarbejderne beskattes. Dette løfte er en kæmpe sejr for den private fitness-industris nye lobbyorganisation, DFHO. Hvor velment ideen end er i forsøget på at stimulere befolkningens fysiske form, rummer det faktisk en indbygget risiko for at skabe øget ulighed i sundhed, stik mod alle intentionerne: I forvejen kæmper idrætsforeningerne ikke mindst i storbyerne en vanskelig kamp med at holde trit med de private centres langt bedre faciliteter. Med et fornyet boost til de private centre, er der en risiko for at accelerere den truende afvandring af teenage- og voksne medlemmer fra foreninger til private centre med det resultat, at foreningslivet og civilsamfundet i visse områder kommer yderligere i defensiven til stor skade for børn, unge og socialt udsatte grupper, der typisk bedre finder plads i foreningslivet end i fitnesscentre.

Regeringsgrundlaget lover netop støtte til socialt udsatte gruppers fritidsaktiviteter i form af eksempelvis sports camps i udsatte byområder, lige som regeringen lover fokus på udsatte gruppers sundhedsproblemer. Disse udsatte grupper har typisk ingen mulighed for at få betalt deres fitness-medlemskab af arbejdsgiveren. Med andre ord skal sundhedsministeren nok gøre sig nogle grundige overvejelser om balancen mellem et stærkt og velfungerende foreningsliv og en styrkelse af den private idrætssektor, før han sætter vidtgående reformer i gang på det sundhedsrettede breddeidrætsområde, for fysisk inaktivitet vender i høj grad den tunge ende nedad i forhold til social status.

Skærpet dopinglov

Hvor forebyggelsen ligger i Sundhedsministeriet, ligget et andet sundhedsfarligt problem, nemlig motionsdoping, fortsat i Kulturministeriet. Her lægger regeringsgrundlaget op til en kommende skærpelse af dopingloven i forhold til udbredelse af dopingmidler, lige som det skal være obligatorisk for fitness-centre at indføre en mærkningsordning mod doping. Det er jo ingen hemmelighed, at Anti Doping Danmark har haft store vanskeligheder med at lokke de private centre til at betale for at tilslutte sig det officielle antidopingsamarbejde, men regeringsgrundlaget rummer her et klart potentiale for at ændre på dette forhold, hvis eksempelvis fremtidige skattefri fitnessordninger gøres betinget af, at de centre, som medarbejderne kan boltre sig i, er tilsluttet Anti Doping Danmarks ordning for fitnesscentre.

Et andet løfte fra Kulturministeriet er at fungere som formidler af samarbejde mellem idrætsforeninger og kommuner om løsning af samfundsmæssige opgaver som integration, forebyggelse og lignende. Dette arbejde sker allerede, men Kulturministeriet har blandt andet mulighed for at påvirke ved hjælp af de frivillige samarbejdskontrakter, man er i færd med at indgå med de store idrætsorganisationer.

Tipslov i spil?

Det nye regeringsgrundlag rummer lige som det foregående løfte om en ’fokusering’ af anvendelsen af tipsmidlerne. Formuleringen har vakt nogen uro blandt beløbsmodtagere som DIF, DGI og DFIF, men der ligger næppe den store dramatik i dette tiltag. Måske er der i virkeligheden mere dramatik i en anden af regeringsgrundlagets formuleringer, nemlig den, at ’det ikke er en statslig opgave at drive forretningsmæssig virksomhed på konkurrenceudsatte markeder’. Danske Spil er ikke nævnt som et kommende privatiseringsemne, men på den anden side, er der skred i spillelovgivningerne flere steder i Europa, lige som EU-Kommissionen fortsat overvejer at hive den danske spillelovgivning for EF-Domstolen i løbet af efteråret. Sker det, kan spillelovgivningen og tipsmidlerne nemt komme i spil under den nuværende regering, selv om regeringsgrundlaget springer let hen over problematikken.

Et andet idrætstiltag fra regeringen er et kommende lovkompleks om sikkerhed ved sportsbegivenheder, som blandt andet rummer muligheder for karantæneordninger for uroskabende tilskuere.

Mindre direkte idrætsrelateret, men med stort potentiale til at blive det, hvis idrætten formår at melde ind, er mindre tiltag som eksempelvis udmøntningen af et forslag om digitalisering af dele af kulturarven. Her er DR’s arkiver naturligvis interessante, men der er også en tiltagende debat om nødvendigheden af en bedre sikring af idrættens kulturarv, som måske kunne komme i spil?

På samme måde kunne idrættens potentiale meget vel tænkes ind i regeringens ambitioner om at fremme samtænkning af civil og militær indsats i fremtiden. Anders Levinsens fodboldskoler på Balkan og i Kaukasus har allerede vist vejen, og dansk idræt burde have en stor rolle at spille her internationalt – en rolle, der lige som det sker i den hjemlige debat, sætter breddeidrættens potentiale i forhold til civilsamfundet og social integration på lige fod med den i det nye regeringsgrundlag fortsat prioriterede politik om at markedsføre Danmark globalt ved at tiltrække større begivenheder til landet.