Idrættens Analyseinstitut skal have ny direktør
Troels Rasmussen fratræder sin stilling som direktør i Idrættens Analyseinstitut pr. 1. januar 2025 for at blive forstander på Viborg Idrætshøjskole.
Efter små fire år som direktør i Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning og Play the Game skifter Troels Rasmussen til et job i højskoleverdenen, når han fra 1. januar 2025 skal være forstander på Viborg Idrætshøjskole.
Troels Rasmussen fortæller, at for ham er stillingen som forstander på Viborg Idrætshøjskole en helt unik mulighed for at samle rigtigt mange tråde fra arbejds- og privatlivet.
"Jeg har højskolernes værdigrundlag helt inde under huden og har i en årrække arbejdet med idræt, fællesskab og folkeoplysning. Jeg oplever, at der mere end nogensinde er brug for stærke højskoler, og jeg tror, at idrætshøjskolerne kan være et korrektiv til den konkurrenceorienterede idræt, som mange oplever i foreningslivet. Det glæder jeg mig til at komme endnu tættere på," siger Troels Rasmussen.
Afskeden med instituttet er vemodig, for han har været rigtigt glad for arbejdet som direktør og stolt over at stå i spidsen for en stærk medarbejderstab.
"Vi har langsomt og sikkert udvidet projektporteføljen over de senere år, vi har skabt stærke forbindelser til idrættens og folkeoplysningens aktører, og vi står med en række gode tiltag, som kulminerer i de kommende år. Det gælder for eksempel projektet talogviden.dk, som kan blive en meget stærk fælles indgang for de kommunale forvaltninger på idræts- og fritidsområdet i fremtiden," siger Troels Rasmussen.
Instituttets bestyrelse skal nu i gang med at finde en ny direktør. Første skridt i den proces bliver taget på et bestyrelsesmøde i slutningen af november.
"Men jeg er sikker på, at der kan findes en direktør, som vil tage instituttet yderligere et skridt fremad, og som vil få fornøjelsen af at arbejde sammen med en flok dedikerede og dejlige mennesker,” siger Troels Rasmussen.