Idan Artikel 06.08.2018

Idrættens Analyseinstitut/Videncenter for Folkeoplysning i Aarhus søger studentermedhjælpere

Idrættens Analyseinstitut/Videncenter for Folkeoplysning søger to studentermedhjælpere med tiltrædelse hurtigst muligt på kontoret i Aarhus.

Skrevet af: Redaktionen
Nøgleord: Idan

Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) arbejder med forskning, analyse og formidling inden for hhv. dansk idræt og det brede folkeoplysende område med særligt fokus på aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversitetet samt det frivillige børne- og ungdomsarbejde.

På trods af de forskellige profiler og indsatsområder fungerer de to institutter dog i praksis som en samlet enhed, som fremadrettet vil have endnu flere tværgående projekter. Derfor søger vi to studentermedhjælpere med flair for og lyst til at arbejde med tal og analyser på tværs af de to områder.

Du har kendskab til statistik og statistikprogrammer (gerne SPSS) samt kvalitativ metode. Du er også selvstændigt tænkende og interesserer dig måske for civilsamfundet, frivillighed, folkeoplysningens og idrættens rolle i samfundet og har måske selv erfaringer som frivillig i foreningslivet.

Arbejdsmæssigt er du grundig og systematisk, når du assisterer vore analytikere med transskribering af interviews, hjælp med planlægning og afvikling af fokusgrupper, udvikling af spørgeskemaundersøgelser, desk-research og mere praktiske opgaver. Du har samtidig lyst til at indgå i et miljø, hvor en uformel tone går hånd i hånd med høj faglighed.

Vi forventer, at du er et stykke henne i en relevant videregående uddannelse. Desuden er det en forudsætning, at du er i stand til at formulere dig skriftligt på et godt dansk. Den ugentlige arbejdstid vil typisk være 7-15 timer/uge, men vi har selvfølgelig respekt for, at uddannelsen i perioder kommer først.

Vi tilbyder en uformel, levende og til tider hektisk arbejdsplads i attraktive lokaler midt i Aarhus.

Har du spørgsmål til stillingsopslaget, er du velkommen til at kontakte chefanalytiker Henriette Bjerrum (Vifo) (henriette.bjerrum@vifo.dk, 8748 2025/ 2921 0943).

Ansøgning skal indsendes senest den 12. september til kommunikationsmedarbejder Katja Høiriis (katja.hoiriis@vifo.dk).

Send ansøgningen på en e-mail med et kort CV og eventuel dokumentation for relevant uddannelse og anden erfaring vedhæftet. Mærk din ansøgning (emnefeltet) ’Studentermedhjælper, Idan/Vifo’.