Idrættens store tilskudsdilemma

De senere års store forandringer i det hjemlige idrætsbillede får et af den danske idrætsmodels dilemmaer til at træde tydeligt frem. 

Antallet af voksne idrætsudøvere er i stigning, befolkningen efterspørger fleksibel adgang til idræt, og såvel idrætsorganisationer som kommuner har af idrætspolitiske og sundhedsmæssige grunde optrappet jagten på at få nye målgrupper til at dyrke mere idræt og motion. Men lovgivningen og mange lokale tilskudsmodeller tager først og fremmest sigte på at styrke børn og unges idrætsdeltagelse. Derfor oplever nogle kommuner og foreninger, at den danske idrætsmodel kan være en hæmsko for at få nye målgrupper med i idrætten. Ingen ønsker at forringe børn og unges foreningsdeltagelse og favorable adgang til offentlige idrætsfaciliteter, men samtidig ønsker man at få nye kunder i butikken og tilfredsstille nye gruppers behov. Hvordan er det muligt, hvis støttemodellerne i praksis gør enhver ny idrætsinvestering udgiftsdrivende for kommunen og forhindrer nye penge i at komme ind i systemet? Senest kunne man i Danmarks Idræts-Forbunds idrætspolitiske nyhedsbrev, DIF Opinion, læse, at visse kommuners forvaltning af folkeoplysningslovens mulighed for at reducere foreningers tilskud, når andelen af medlemmer over 25 år stiger, opleves som en hæmsko for foreningernes motivation for at hverve voksne medlemmer. Dilemmaet er naturligvis reelt nok, men umuligt at løse uden at tage penge fra børn og unge, medmindre man øger idrættens bevillinger. Og som artiklen ’Kommunernes støttekroner når ud til børnene’ dokumenterer, er øgede tilskud til voksenidrætten i form af direkte aktivitetstilskud eller ændrede lokaletilskudsregler ikke nødvendigvis den mest rationelle måde at stimulere de voksnes indtog i idrætten på. Data fra Frivillighedsundersøgelsen blandt alle DIF’s medlemsforeninger viser entydigt, at det først og fremmest er børnerige foreninger, der modtager den offentlige støtte, men også at disse foreninger i praksis har mest brug for offentlig støtte. Foreninger med en høj andel af voksne har typisk en bedre økonomi og lettere ved at rekruttere frivillige end foreninger med mange børn. Dette forhold burde i sig selv motivere foreningerne til at udvikle bedre og flere tilbud til de voksne danskere.

Lysten og ikke pengene driver værket

Tilskudsregler og lokaleordninger er vidt forskellige i landets 98 kommuner. Umiddelbart er der ingen entydig model for de optimale støtteregler, fordi demografi, ejerforhold og foreningslivets sammensætning varierer fra lokalområde til lokalområde. 

Men hvad man kan sige med relativ sikkerhed er, at foreningslivet i Danmark generelt har en sund økonomi. Foreningslivet har en fortræffelig evne til selv at skaffe indtægter – offentlige tilskud eller ej. Med en grov generalisering er det mere lysten og idrætsligt engagement end kommunale tilskudsmodeller, der driver værket. Samtidig dokumenterer eksempelvis undersøgelsen ’Danskernes motions- og sportsvaner 2007’ og den kommercielle fitness-sektors fremmarch, at de kommunale tilskudsmodeller eller prislappen på kontingentet ikke er den mest afgørende faktor for, om voksne danskere dyrker idræt eller ej. Dårlig økonomi i foreningerne eller manglende økonomisk formåen til at dyrke idræt blandt borgerne er et begrænset problem i Danmark. Så hvorfor har vi en selvforståelse af, at kommunen pr. automatik skal levere gratis eller billige idrætsanlæg og subventionere foreninger og idrætsaktive – og at enhver form for brugerbetaling på idrætsområdet er et overgreb mod folkesundheden og det frie foreningsliv?

Nogle er mere lige end andre

Folkeoplysningsloven og de årlige kommunale udgifter på godt og vel 3,6 mia. kr. til aktivitetstilskud, lokaletilskud og drift af kommunale idrætsfaciliteter mv. skaber et dynamisk dansk foreningsliv, men man overser ofte, at trods alle lighedsidealer i kommunernes støttemodeller rummer også den nuværende model store uligheder i, hvem der nyder godt af den kommunale velvilje: Visse idrætsgrene, ét køn (gæt hvilket), visse foreninger, visse lokalområder og visse faciliteter er mere på den grønne gren end andre i forhold til de kommunale støttekroner og adgang til offentlige idrætsfaciliteter. 

I kommunerne fornemmer man en frustration over, at lovgivning og begrænsninger i kommunernes handlefrihed i forhold til en mere markedsorienteret eller eksperimenterende drift af idrætsfaciliteter vanskeliggør den udvikling og opgradering af faciliteter og den omstilling til nye målgrupper på idrætsområdet, som mange kommuner ønsker.

Frygt for besparelser

I en sparetid kan man sagtens forstå, hvis idrætslivet ønsker at fastholde folkeoplysningslovens bestemmelse om, at offentlige anlæg skal stilles gratis (eller næsten gratis) til rådighed for foreningerne, og man kan også forstå, at foreningslivet i mange kommuner ikke vil give slip på lokale ordninger med fuld eller favorabel refusion af foreningernes udgifter til leje af selvejende faciliteter. Risikoen er jo, at besparelserne forsvinder ned i det store sorte hul. 

Omvendt har kommunerne ringe mulighed for at udvikle faciliteterne og kapaciteten i den hast, som idrætsudviklingen tilsiger, hvis de ikke får større handlefrihed i forhold til brugerbetaling og tilskudsmodeller. Kommunerne har af konkurrenceretslige grunde ikke altid mulighed for at imødegå mange unges og voksnes færd mod kommercielle idrætsudbydere, hvis ikke visse dele af den kommunale facilitetsmasse ligeledes kan udvikles og drives på markedsvilkår. Med andre ord er maksimale tilskud og velerhvervede rettigheder til foreningerne ikke nødvendigvis til det samlede foreningslivs bedste. Man skal naturligvis fare med lempe, før man radikalt ændrer på idrættens vilkår i kommunerne, og først og fremmest skal man skaffe den fornødne viden om eksempelvis effekten af forskellige tilskudsmodeller, lokaleordninger, incitamentsstrukturer og driftsformer i faciliteterne. Kun sådan bliver det muligt at løse idrættens for tiden største dilemma: Hvordan kan man inden for den nuværende økonomiske ramme bevare den ekstremt høje foreningsdeltagelse for børn og unge og samtidig skabe plads og attraktive rammer for nye voksne målgrupper?