Ildsjæle kan også være kommercielle

Hverdagens helte blandt de frivillige i landets over 15.000 idrætsforeninger må i stigende omfang se sig suppleret af en ny ledertype, der nærmest i døgndrift arbejder for at skabe attraktive idrætstilbud og udvikle nye faciliteter, ideer og markedsføringstiltag, som gjaldt det liv og død. Og det handler faktisk om liv og død. For det seneste årtis mest succesrige ildsjæle i idrætten er ikke de højtbesungne frivillige ledere i idrætsforeningerne, men et mylder af kommercielle iværksættere og ejere af fitnesscentre, golfcentre, eventvirksomheder, sociale idrætsrelaterede tjenester på nettet eller små firmaer med ekspertise i fysisk træning og coaching. Uden synderlig opmærksomhed i statens og kommunernes idrætspolitiske strategier har kommercielle udbydere af idrætstilbud vundet store markedsandele på at levere varen til unge og voksne danskere, som foreningslivet har manglet blik for: Travle motionister uden sportslige ambitioner, men med stort behov for fleksible og målrettede idrætstilbud med fokus på sundhed, velvære og effekt. I hovedstadsregionen har kommercielle udbydere af idræt i dag flere kunder, end foreningerne har medlemmer i aldersgruppen 30-39 år. Den kommercielle fitness-sektor med over 550.000 kunder har haft en medlemsvækst på over 50 procent siden 2006. Kommercielle udbydere kaster i stigende grad blikket på traditionelle foreningsdomæner. Motionsløb, cykling, triatlon, adventure, outdoor fitness, dans mv. er aktuel kampplads mellem foreninger og kommercielle operatører. For ganske nylig åbnede landets første kommercielle fodboldcenter på Vesterbro midt i København. Her arrangerer to unge iværksættere små turneringer og udlejer indendørs kunstgræsbaner på rent kommercielle vilkår. Idrættens kommercielle ildsjæle bygger ikke på samme traditioner, sportslige værdier og politiske strukturer som foreningsidrætten. De tilpasser, lancerer og kasserer usentimentalt idrætstilbud efter markedets efterspørgsel, og de har ultrakort vej fra tanke til handling, hvis markedet giver basis for at åbne nye faciliteter på en attraktiv lokalitet.

Udfordrer foreningslivets kerneområder

Nye idrætstilbud uden den fjerneste forbindelse til den olympiske idræts påstand om idrætsbevægelsen som en sammenhængende pyramide med eliten og bredden som hinandens forudsætning vil fortsat myldre frem. Fitnesscentre smelter sammen med virtuelle underholdningspaladser. 

De kommercielle aktører vil i stigende grad udfordre foreningslivets kerneområder: Private træningstilbud til talenter, overvægtige eller børn af travle forældre. Private løbeskoler. Udendørs fitnesskoncepter eller tilbud om elitetræning og testcentre for voksne motionister med maraton eller ironman på hjernen er snapshots af morgendagens virkelighed. Lokale idrætsforeninger opfatter sjældent kommercielle udbydere som den største trussel, men udviklingen udfordrer den overordnede danske idrætsmodel, hvor idrætspolitikken typisk føres gennem idrætsorganisationerne, Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Dansk Firmaidrætsforbund. Idrætsorganisationerne sidder tungt på de statslige midler til idræt og rollen som talerør for idrættens interesser. Men kommercialiseringstendenserne vil påvirke de kommende års idrætspolitiske orden. En af idrætsorganisationernes fremmeste bastioner er uddannelse af ledere og trænere til foreningslivet. Men sideløbende vokser det offentlige og private uddannelsesmarked ganske voldsomt i disse år. Erhvervsskoler og professionshøjskoler åbner uddannelser i fitness og sundhed, sports management og event management på stribe. Veluddannede unge fra ’fitness-generationen’ vil vælte ud på arbejdsmarkedet med gode ideer og ønsker om at gøre idrætten til en levevej. På kommunalt plan begynder et af foreningslivets fremmeste privilegier, den gratis eller billige adgang til offentlige idrætsfaciliteter, at ligne et muligt selvmål. Uden plads til markedsmekanismer kan den offentlige masse af idrætsfaciliteter ofte ikke matche de nye kommercielle faciliteter i fitness- og fritidssektoren. De politisk styrede budgetter for anlæg og drift af idrætsfaciliteter halser håbløst efter de kommercielle aktørers blik for nye muligheder på idrætsmarkedet.

Ny idrætspolitisk magtfaktor

Idrætspolitisk begynder de kommercielle aktører først nu at blande sig i det politiske spil. Nyere organisationer som Foreningen Private Golfbaner, Dansk Fitness & Helse Organisation eller Brancheforeningen Forebyggelse og Sundhed repræsenterer et stigende antal medlemmer. Vejen til en politisk slagkraftig fælles organisation for kommercielle udbydere af idræt synes efterhånden kort. 

Spørgsmål om konkurrence- og skatteregler, certificering af sundhedsydelser, liberalisering af spilleloven, forskning og innovation eller udlicitering af idrætsfaciliteter bliver varme idrætspolitiske emner i de kommende år. ’Idrættens’ ministerium, Kulturministeriet, udfordrer sjældent idrætsorganisationernes interesser, men den kommercielle sektors brancheorganisationer kender også adressen på andre, langt stærkere ministerier med et usentimentalt forhold til den organiserede idræts interesser. Senest i 2014 skal idrættens ’økonomi og struktur’ evalueres ifølge den nye spillelov. Idrætsorganisationerne har indset, at deres ’monopol’ på politisk adgang og legitimitet er udfordret før denne kommende ’eksamen’, og DGI, DFIF og senest DIF har alle iværksat satsninger for at vinde voksne motionister tilbage i folden. Paradoksalt nok bygger mange af disse tilbud ikke på de stramme foreningsrammer, men på fleksible deltagelsesformer, der i stigende grad gør det vanskeligt at se forskel på foreningernes og markedsaktørernes tilbud. Pointen er netop, at de senere års boom i markedet for breddeidræt til den voksne befolkning fører til, at kun de bedste produkter får succes. De kommercielle aktørers aktuelle succes udfordrer derfor i høj grad foreningslivet og idrætsorganisationerne på selvforståelsen og kvaliteten. Idrætspolitisk indflydelse gør det ikke alene på fremtidens idrætsmarked.

Artiklen har været bragt i Politiken den 31. december 2010 som den sidste af i alt ni analyser offentliggjort omkring jul og nytår, hvor Idan i samarbejde med Politiken så nærmere på en række markante udviklingstræk inden for idrætten.