Indtænk idræt i sundhedspolitik, forsøg jer med frikommuner og brug coronaens drivkraft

I Danmark er der enighed om, at idræt og motion har mange positive effekter for deltagerne, og derfor er der gode grunde til at få flere med i idrættens fællesskaber.

Trods mange eksperimenter og projekter har det været svært at flytte den samlede idrætsdeltagelse i en afgørende positiv retning, og derfor vil vi på Idrættens Analyseinstitut her ved årets begyndelse pege på nogle centrale steder at sætte ind, hvis vi vil have flere med.

Det handler både om hvilke knapper, der er at dreje på for den nye SVM-regering, landets kommuner, og om hvordan vi generelt får flere med i idrætsfællesskabet – særligt dem, der står uden for.

Hvad vil regeringen egentlig på idrætsområdet?

Idræt er fortsat placeret som en del af Kulturministeriets resort og »regeringen vil støtte dansk idræt i bred forstand« herunder ’Bevæg dig for livet’, eliteidræt, talentudvikling, sportsevents og frivillighed. Men regeringens ambitioner for idræt bør også måles på, hvor meget idræt bliver involveret i andre politikområder.

Der er især tre områder, hvor det kan undre en, at idrætten ikke er nævnt.

Først er der sundhedsområdet, hvor regeringen vil nedsætte en strukturkommission og etablere en sundhedsfond.

Dernæst er der trivsel og det gode liv for børn og unge, hvor der skal etableres en »kommission for et godt børne- og ungdomsliv«.

Endelig er der kulturområdet, hvor regeringen vil etablere et kulturråd, som skal afdække, hvordan »kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen«.

Det er uvist, om idrætten er tænkt ind i sundhedsreformen, ungdomskommissionen og kulturrådet. Er det mon fordi, regeringen betoner ’idrættens egenværdi’, eller er det fordi, at det er helt selvfølgeligt, at idrætten bidrager til kriseløsning? Hvis vi skal få flere ikke-aktive og udsatte mennesker med i idrættens fællesskaber, så er det også vigtigt at indtænke idræt eksplicit i regeringens sundhedsreformer, trivselsfokus eller ungekommission.

Hvordan forstærker kommunerne det lokale arbejde yderligere?

Kommunerne har traditionelt fokuseret mest på faciliteter og folkeoplysningsloven for at skabe gode rammer om det lokale idrætsliv, men i de senere år har de også arbejdet med at udvikle mere progressive fritidsstrategier. Alligevel fylder historie og traditioner ofte meget i de lokale tilskudsmodeller, ligesom efterveerne fra corona kan skygge for nytænkning.

Måske er tiden inde til at tænke i frikommuneforsøg, så idrætten lige som andre forvaltningsområder får mulighed for nye perspektiver og at sætte medarbejdere og frivillige fri til ’at starte forfra’.

Frikommunetænkning kan virke paradoksalt, da folkeoplysningsloven rummer stor mulighed for lokal tilpasning, men der er brug for at arbejde endnu bredere med at udvikle idrætstilbud og skabe større synlighed omkring dem med afsæt i de mange hjemmeside- og appløsninger, der findes.

Der er brug for flere åbne idrætstilbud for senstartere, træningsspillere, nybegyndere eller hvad vi ellers kalder de, som ’bare’ gerne vil deltage i en aktivitet uden at kende alle tekniske og taktiske elementer.

Der er brug for multiidrætstilbud til folk, som ønsker bredde i idrætstilbuddet og ikke ser sig som enten gymnast, badmintonspiller eller svømmer.

Et frikommuneforsøg kunne også være en måde at skabe mere energi i samspillet mellem kommunens forskellige forvaltninger, hvor der er behov for at få opblødt faglige skel og skabe bedre forståelse på tværs af kommunale institutioner, det frivillige foreningsliv, kommercielle træningscentre og projekter for udsatte.

Hvad skal vi stille op med faciliteterne?

På facilitetsområdet er der store forskelle på land og by.

Vi har i årevis indsamlet data om, hvordan faciliteterne bliver brugt, og der er sket fremskridt mange steder. Men den aktuelle energikrise og økonomiske krise gør det nødvendigt at accellerere udviklingen, så vi anvender og udnytter faciliteterne endnu bedre.

Virkeligheden er, at nogle faciliteter bør lukkes, mens andre skal tilpasses og optimeres. Det er ikke forsvarligt at bruge penge på utidssvarende og utilgængelige faciliteter i en situation med stigende behov for at etablere andre faciliteter, byrum og natur, som appellerer til bevægelse.

Hvordan sikrer vi en stærk frivillighed?

Frivilligheden er ligeledes under forandring.

Vi ser en stigende tendens til episodisk frivillighed i modsætning til den permanente frivillige, ligesom den klassiske foreningsfrivillighed er suppleret med velfærdsfrivillighed, projektfrivillighed, eventfrivillighed og frivillighed i selvorganiseret regi.

Coronakrisen viste endvidere, at en uformel frivillighed i hverdagen var nødvendigt og tilgængeligt, og spørgsmålet er, hvordan vi kan tage denne læring med videre, så coronakrisens nabohjælp til indkøb kan suppleres med ’følg mig til idræt hjælp’?

Frivillighed er et grundlæggende element i det danske samfund og uanset om de frivillige timer bruges i en forening, på et plejehjem eller i et projekt for udsatte, så skaber frivilligheden ressourcer, ansvar og sammenhængskraft.

I forlængelse af frivillighed ligger endnu en klassisk problemstilling omkring sundhed og folkeoplysning. De sundhedsmæssige udfordringer vokser, og derfor er det naturligt, at sundhed og trivsel i stigende grad bliver brugt som argumenter for at støtte idræt.

Imidlertid er det stadig sådan, at støtte til aktiviteter og adgang til faciliteter via folkeoplysningsloven hænger sammen med begreber som demokrati, dannelse og folkeoplysning. Måske kommer der en revision af folkeoplysningsloven i 2023, men uanset hvad, er der behov for at genoptage samtalen om, hvad folkeoplysning er og kan bidrage med. Hvad er de særlige fordringer til de folkeoplysende aktiviteter, og hvordan sikrer vi disse midt i en voksende sundhedskrise?

Hvordan får vi flere med?

Det er grundspørgsmålet!

Der er eksperimenteret, etableret projekter, foreningsudviklet, etableret startups og fondsfinansieret rigtig mange initiativer med ambitionen om at få flere ikke-aktive og udsatte mennesker med i idrættens fællesskaber.

Ofte hører vi om succeshistorier, positive tendenser og nye metoder, men det har alligevel været svært at flytte den samlede idrætsdeltagelse afgørende i positiv retning.

Det er tid til at få forstørret og forstærket de mange tilbud målrettet ikke-idrætsaktive. Det gælder i både foreninger, kommercielle fitnesscentre, projekter for udsatte, hos sociale aktører med flere.

Det kan for eksempels ske ved at lave frikommunelignende forsøg, hvor normale strukturer suspenderes, og der startes forfra med en ambition om, at alle relevante idrætstilbud skal understøttes og udbredes.

Det kan også ske ved at indtænke idræt i regeringens sundhedsreformer, trivselsfokus eller ungekommission.