International dopingkonference i Århus
Verdens ledende dopingforskere diskuterer det eskalerende dopingmisbrugs indflydelse på folkesundheden på konferencen ’Doping and Public Health’, som afholdes til august.
Med Aarhus Universitet som vært for Det Internationale Netværk for Humanistisk Doping Forsknings (INHDR) anden internationale konference bliver de kulturelle, sociale og politiske aspekter af dopingmisbrug for alvor sat på dagsordenen.Dermed belyser konferencen, som afholdes fra 15.-16.august 2007, dopingproblematikken i et mere utraditionelt perspektiv; nemlig uden for eliteidrættens rammer. Et af konferencens centrale debatemner bliver således, hvordan en ny antidoping-politik kan mindske den trussel, som illegale dopingmidler udgør mod folkesundheden.
Prominente forskere samles
På konferencen vil blandt andre følgende fremtrædende nationale og internationale forskere hver komme med deres syn på forholdet mellem doping og folkesundhed:
- Professor Jens Evald og formand for Anti Doping Danmark
- Professor John Hoberman fra University of Texas, USA
- Professor Alessandro Donati fra Socialministeriet i Italien
- Professor Verner Møller, Center for Idræt, Aarhus Universitet
- Professor Bengt Kayser, University of Geneva, Schweiz
Konferencen afholdes på Aarhus Universitet.