International idræt har brug for dansk hjælp

International idræt på topplan er ofte ualmindelig beskidt og gennemsyret af bedrag, korruption, magtmisbrug og dunkle politiske og økonomiske motiver i de ledende organer og miljøerne omkring dem. At det forholder sig sådan kan ikke komme det fjerneste bag på de iagttagere, der gennem de seneste 10-15 år blot nogenlunde sporadisk har fulgt med i den uvildige internationale idrætsdebat, som den eksempelvis har været udfoldet i regi af Play the Game (www.playthegame.org), som i dag er en del af Idrættens Analyseinstitut. Her har undersøgende journalister, kritiske forskere og modige idrætsledere på trods af den herskende orden i den internationale idrætsverdens magtmonopoler gennem årene gang på gang har fremlagt massiv dokumentation for udfordringerne ved og omfanget af eksistentielle trusler mod den internationale idræt som: 

• Doping 
• Match-fixing 
• Korruption i idrætsorganisationer 
• Menneskehandel, vold og hooliganisme 
• Suspekte ejerskaber og økonomiske dødsspiraler i driften af professionelle sportsklubber 
• Manipulation med de økonomiske effekter og decideret underslæb med offentlige midler i forbindelse med events, udviklingsprogrammer og idrætsbyggerier osv. 
• Uhellige alliancer og tavse konspirationer mellem sporten og de medier og journalister, der ideelt set burde fungere som demokratisk vagthund i forhold til sportens organer

Derfor kommer der heller ingen chokerede ’gisp’ fra Idrættens Analyseinstitut/Play the Game i forhold til de indrømmelser om massivt og årelangt dopingmisbrug, som Lance Armstrong og senest Michael Rasmussen har lagt frem i de seneste uger som dokumentation for antidoping-systemernes ineffektivitet og cykelsportens gennemgående råddenskab gennem de seneste årtier.

Vi vidste det jo

Vi vidste det jo. Og andre vidste det med os. 

Akkurat som vi ved, at lyssky kræfter i stigende grad infiltrerer hele ligaer, klubber og internationale forbund. Flere af de toneangivende internationale sportsforbund minder i deres grundstrukturer og ledelsesform i den øverste top selv påfaldende om mafiastrukturer. Dog – til forskel for cykelrytterne – med belejlig beskyttelse fra myndighederne i Schweiz og andre respektable lande. Lad ikke længere danske og udenlandske idrætsledere som en rygmarvsreaktion forsvare den store idrætsverdens mangel på demokrati, åbenhed og moderne og effektiv forvaltning i de internationale idrætsorganisationer med globale ’kulturforskelle’. Det er selvbedrag og i længden selvdestruktivt for dansk idræt at fastholde denne position. Sporten bygger netop på universelle værdier. Snyd er snyd, og svindlere er svindlere, uanset hvilket kulturelt verdenshjørne man skuer imod.

Positiv erkendelse

En lille og positiv forskel i dag i forhold til situationen for ganske få år siden er dog, at såvel idrætsorganisationer som politiske institutioner herhjemme samt de europæiske institutioner i regi af EU og Europarådet i stigende grad forstår og erkender det enorme omfang af problemerne. 

Senest udtrykte udviklingschef Morten Mølholm Hansen fra DIF i forbindelse med Michael Rasmussens offentlige bodsgang ganske klart, at muligheden for at få et detaljeret indblik i sagen havde givet DIF et værdifuldt indblik i en overmåde beskidt verden. Samme erkendelse har såvel DIF som DBU på det seneste givet udtryk for i forhold til truslen fra match-fixing. Denne opvågnen og erkendelse såvel i dansk idræt som i EU-systemet, der arbejder på at udvikle en sammenhængende idrætspolitik, er et af de få glimt at håb i en ellers mørk situation for international idræt.

Ingen overdrivelser

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at eksempelvis Play the Game gennem årene har været betragtet som utålelige provokatører ikke blot i mange internationale idrætsorganisationer, men også hos eksempelvis DIF’s tidligere formand og IOC-medlem Kai Holm. 

Flertallet af de internationale forbund og til dels også IOC fastholder stadig som udgangspunkt deres afvisning af åben debat i almindelighed og Play the Game i særdeleshed. Mange journalister, forskere og whistleblowers, som har satset deres gode ry og rygte på at blotlægge skandaløse tilstande i idrætten ved Play the Game-konferencerne gennem årene, er blevet latterliggjort, sagsøgt, truet og marginaliseret. Og de er til hver en tid blevet beskyldt for at overdrive. Det eneste disse mennesker og Play the Game for alvor kan fortryde, er at sandheden ofte har vist sig værre, end nogen kunne forestille sig. Hver eneste alvorlige anklage, der gennem 15 år er blevet fremlagt på de syv hidtidige Play the Game-konferencer, er senere blevet overgået af virkeligheden. Men den klare holdningsændring hos DIF og andre politiske organer i forhold til erkendelse af det bekymrende trusselsbillede i international idræt skal naturligvis hilses velkommen og faktisk mere end det.

Grib øjeblikket

Herfra skal lyde en kraftig opfordring til samtlige danske idrætsorganisationer og politikere med interesse for feltet herhjemme til konkret handling. Lad os sammen gribe øjeblikket efter Michael Rasmussen-sagen og sætte os ved samme bord for at diskutere situationen og udvikle en sammenhængende, ambitiøs og markant dansk politik og indsats og i forhold til det stadigt mere deprimerende trusselsbillede mod international idræt. 

Lad ikke kun diskussionen handle om doping i cykelsport. Trusselsbilledet i form af korruption, match-fixing, og de andre svøber, som er oplistet ovenfor, er langt bredere. Vi må advare mod en tendens i tiden til at reducere idrættens største udfordringer til match-fixing og doping. På sin vis fremstår netop match-fixing og doping for sportens magthavere som de ’let håndterbare’ og politisk bekvemme trusler mod sportens integritet. Enhver kan jo forstå, at snyd og manipulation med resultaterne på selve banen er ødelæggende for sportens system, men sat på spidsen er disse problemer også belejlige svøber for idrættens organisationer, fordi de åbenlyst kræver myndighedernes aktive engagement at bekæmpe. Der er tale om to yderst synlige trusler, hvor idrættens organisationer i nogen grad kan vinke afværgende i forhold til deres egne medansvar og pege på udefrakommende kræfters svigt eller manglende opbakning eller prioriteringer, når Sorteper skal placeres. Vist er doping og match-fixing væsentlige store trusler, som kræver et styrket samarbejde mellem myndigheder og sportens organisationer, men vi må samtidig fastholde, at disse problemer i endnu højere grad er udtryk for mindre synlige ledelsesmæssige, politiske og moralske udfordringer inden for den internationale idræts tykke mure, som tilmed ofte er beskyttede af sportens såkaldte autonomi og offentlige myndigheders bevidste eller ubevidste medløberi.

Forvitrede i korruption

Sportens største organisationer er monopoler, der i mange tilfælde er forvitrede i korruption, uigennemsigtige beslutningsprocesser og himmelråbende inkompetence i deres forvaltning som resultat af den ofte enevældige lederstil, der hersker i mange af organisationerne. Hvordan kan man reelt have tillid til sådanne organisationer som partnere i kampen mod match-fixing eller doping? 

Den truende udvikling skal bekæmpes indefra gennem danske forbund og idrætslederes effektive og kompetente politiske repræsentation og lobbyisme i de internationale sportsorganisationer. Og den skal bekæmpes udefra i form af efterforskning, demokratisk kontrol, forskning, journalistik og debat.

Kun et udefrakommende pres kan føre til grundlæggende forandringer inden for sportens mure, men man skal naturligvis også have de rette kompetencer inden for murene i sportens organisationer for at gennemføre effektive reformer og forholdsregler mod truslerne. Det er præcis disse forhold, der nu kalder på en samlet og sammenhængende dansk indsats i forhold til dårligdommene i international idrætspolitik. Der er brug for et samspil mellem alle de kendte aktører fra dansk idræt og for politisk engagement fra regering og Folketing for at få tingene til at flytte sig.

Dansk indflydelse er mulig

Danske idrætsledere og politikere har før vist, at et lille land kan flytte ganske meget i international idrætspolitik. I 2003 var Danmark vært for den 2. verdenskonference mod doping i København og hele den internationale idrætsverden drøftede en sammenhængende indsats og en kraftfuld arbejdsdeling mellem regeringer og sportsorganisationer i kampen mod doping. 

Et af de konkrete resultater af den danske indsats var, at daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) fremstod som arkitekten bag den såkaldte Københavner-deklaration mod doping, der senere mundede ud i den såkaldte forpligtende UNESCO-konvention mod doping, som hovedparten af verdens lande efterfølgende skrev under på. I denne konvention hedder det blandt andet, at ”staterne skal tilbageholde dele af eller hele den finansielle støtte til enhver idrætsorganisation eller antidopingorganisation, som ikke overholder antidopingkodekset og relaterede bestemmelser”.

Tid til at tilbageholde midler

Paragraffen har i praksis aldrig været benyttet, men kigger man på elitecykelsporten med konventionens briller, nærmer man sig efterhånden et punkt, hvor det ville være belejligt at finde den UNESCO-konvention frem, som den daværende danske regering og kulturminister selv stod fadder til. 

Efter de seneste måneders afsløringer står det klart for enhver, at professionel cykling er en sport, hvor hverken ryttere, holdledere, medicinske støttefunktioner eller cykelsportens absolutte top i skikkelse af UCI-præsidenterne Verbruggen eller McQuaid på noget tidspunkt reelt har vist en tilbundsgående interesse i at få ryddet op og bringe sportens værdisæt og forvaltning i trit med antidopingbestemmelserne. Et af de første skridt i en sammenhængende dansk indsats for at komme problemerne til livs kunne derfor være en trussel eller beslutning om tilbageholde al offentlig støtte til cykeleliten eller fremtidig afvikling af store cykelevents som VM og Giro-start på dansk jord, indtil cykelsporten troværdigt har fået ryddet op og gjort op med fortiden. Man kunne passende kæmpe for at udbrede ideen til ligesindede lande.

Støtte til cykelcirkus

 Over de seneste 3-4 år har forskellige danske offentlige kasser gennem støtte til internationale cykelevents, mediedækning i statslige tv-medier og elitestøtte til cykelsporten samlet set hældt mere end 100 mio. kroner ind i støtteforanstaltninger for det bundrådne internationale cykelcirkus. 

Hvornår kommer vi egentlig til et punkt, hvor cykelsporten på topplan ikke længere er støtteværdig? Hvornår kommer vi til et punkt, hvor en så massiv offentlig støtte til en bundrådden sport, gør de offentlige kasser – og dermed politikerne - medskyldige i de fortsatte problemer? Hvornår kommer vi til det punkt, hvor danske politikere i stedet overvejer, om ikke tiden er inde til i stedet at investere et måske tilsvarende beløb i en sundere, mere positiv og mere stueren international idræt? Den internationale effekt af en vellykket og koordineret dansk indsats mod de mange trusler i international idræt og for en bedre forvaltning og mere demokratiske strukturer i idrætten vil være enorme i form af international goodwill, symbolværdi og branding af demokrati og god forvaltningsskik i internationale organisationer. Samtidig vil en sådan satsning naturligvis kunne fungere som en udviklingsproces for danske idrætsledere og som et salgsfremstød for den danske idrætsmodel. Danmark kan i modsætning til så mange andre lande troværdigt byde ind med en positiv dagsorden i form af en reelt demokratisk og inkluderende idrætstradition og knowhow i forhold til, hvordan idræt bliver tilgængelig for alle. En sammenhængende dansk international indsats ligger lige til højrebenet for alle aktører i den hjemlige idrætsverden i en tid, hvor Play the Games årelange kamp for at synliggøre og debattere den internationale idrætsverdens massive problemer ikke længere kan være kontroversiel for nogen aktører i dansk idræt.