Idan Artikel 26.01.2015

IOC-præsident gæster DIF Kongres

Danmarks Idrætsforbund har offentliggjort en stor del af programmet sin kongres, som afholdes den 5.-7. marts. Kongressen tager en række aktuelle idrætspoliske emner op, og på talerlisten er bl.a. IOC’s præsident Thomas Bach.

Skrevet af: Ditte Toft

Den 5.-7. marts åbner Danmarks Idrætsforbund (DIF) dørene til idrætskongres i Idrættens Hus i Brøndby, og en stor del af programmet samt en række talere er nu offentliggjort.

Blandt hovedtalerne kan nævnes det danske IOC-medlem, kronprins Frederik, kulturminister Marianne Jelved og den canadiske matchfixing-ekspert, Declan Hill. Senest er en af den idrætspolitiske verdens helt tunge navne også blevet annonceret, nemlig IOC’s præsident, tyskeren Thomas Bach, som vil tale på kongressen.

Fra den danske sportsverden er talere som tidligere topbadmintonspiller Peter Gade og træner i superligaklubben Hobro IK, Jonas Dal, på programmet.

Fem hovedtemaer

DIF Kongres 2015 byder desuden på en lang række parallelsessioner, som tager udvalgte aktuelle idrætspolitiske emner op under følgende fem temaer:

  • Vision 25-50-75
  • Idrættens organisering i en digital om omskiftelig tidsalder
  • Den store samfundsrolle
  • Ny krop i gamle foreninger
  • Krav, kvalitet og etiske krumspring i den frivillige idræt

Under hovedpunkterne sætter en række sessioner bl.a. fokus på bl.a. Vision 25-50-75 i en samfundsmæssig kontekst, mens folkeskolereformen er omdrejningspunktet i sessioner om samarbejde mellem skoler og foreninger samt om læring.

Fremtidens idrætstrend er ligeledes afsæt for en session,. Hertil kommer emner som eliteidræt og talentarbejde, matchfixing samt idrætten som redskab til mere beskæftigelse i Danmark.

Læs mere om DIF Kongres 2015

 
 

DIF Kongres 2015 finder sted den 5.-7. marts i Idrættens Hus i Brøndby. Prisen for deltagelse er 550 kr. (plus 625 kr. ved deltagelse i kongresmiddagen fredag). Der er et begrænset antal pladser til kongressen.

Læs mere om tilmelding, program og anden information om DIF Kongres 2015

Læs Idans tidligere artikel om DIF Kongres 2015.