IOC’s dopingsvigt truer eliteidrættens position

Man kan vælge den pragmatiske og storpolitiske tilgang og vurdere, at IOC’s eksekutivkomité var tynget af en overvældende byrde af juridiske, økonomiske og politiske overvejelser, da den mandag traf den for offentligheden i de fleste andre lande end Rusland så uforståelige beslutning at lade russiske atleter konkurrere ved de olympiske lege i Rio trods afsløringen af et raffineret statsligt dopingprogram.

Man kan også vælge en mere kynisk og direkte tilgang og konstatere, at en beslutning om at udelukke Rusland fra de olympiske lege, indtil der ikke længere er rester af statsdoping i landet, i virkeligheden havde været den mest simple:

IOC kunne lidenskabsløst have henvist til alle de regler og konventioner, der er opbygget over de seneste to årtier netop med henblik på at skabe et kollektivt ansvar for at bekæmpe forseelser af den art, russerne har begået.

Nutidens omfattende internationale antidopingsystem af fælles standarder og internationale konventioner hviler på ruinerne af statsdopingprogrammerne i de kommunistiske lande inden Murens fald og på den lige så pilrådne dopingkultur i blandt andet international cykelsport frem mod Festina-skandalen ved Tour de France-skandalen i 1998.

Aldrig mere skulle systematiske dopingprogrammer stiltiende tolereres i international idræt. Troede man. Indtil IOC’s eksekutivkomité kort før legene i Rio gjorde os klogere. Beslutningen er senere ratificeret af samtlige IOC-medlemmer undtagen en. Også de to danske IOC-medlemmer, Kronprins Frederik og Poul-Erik Høyer, bakkede op om IOC-præsident Thomas Bachs linje, hvilket giver den danske regering og Anti Doping Danmarks stærkt IOC-kritiske linje et ekstra delikat krydderi.

IOC valgte altså at se bort fra det internationale antidopingagentur WADA’s og mange nationale antidopingagenturers meget klare ønske om at få udelukket hele Ruslands OL-hold fra legene og kun tillade russiske atleter at stille op under neutralt flag, hvis de slap gennem nåleøjet i en standardiseret procedure under ledelse af WADA.

I stedet begav IOC sig ud på en mudret vej via de internationale specialforbund, som i praksis betyder, at Rusland som sportsnation slipper ualmindelig nådigt fra at blive taget på fersk gerning i groft at overtræde alle olympiske konventioner. Rusland – altså landet med det statsstyrede dopingprogram – kan i de hjemlige medier fremstille IOC’s linje som endnu et afværget politisk motiveret overgreb mod Rusland fra Vesten.

IOC’s eget charter siger klart, at de nationale olympiske komitéer er ansvarlige for at beskytte de olympiske værdier, herunder at vedtage og implementere WADA’s antidopingkodeks i deres hjemlande. Charteret siger lige så klart, at IOC kan udelukke nationale olympiske komitéer, som overtræder reglerne.

At IOC i den henseende ikke ville udmåle en straf, som potentielt også ville ramme uskyldige russiske atleter, er naturligvis kun en dårlig bortforklaring fra IOC-ledelsens side. Den russiske olympiske komité har et overordnet ansvar, og man beskytter på længere sigt ikke de ærlige russiske atleter ved at lade dem alene med et så korrupt og statsstyret system. Tankevækkende i øvrigt, at dansk idræts vel nok største internationale triumf nogensinde, EM-sejren i fodbold i 1992, netop hvilede på en kollektiv straf mod et jugoslavisk fodboldlandshold, hvis spillere ikke personligt havde lod i den jugoslaviske tragedie. Tankevækkende er det også, at Kuwaits atleter fortsat ikke må stille op ved OL i Rio under Kuwaits flag på grund af en strid mellem IOC og den kuwaitiske regering, som ikke er direkte sportsligt betinget. IOC udelukker altså gladelig nationale olympiske komitéer for mindre. Men Rusland var alligevel for stor en mundfuld.

Oppe mod storpolitiske interesser

De storpolitiske implikationer og forretningsmæssige interesser var vel den egentlige grund til, at IOC’s eksekutivkomité veg tilbage fra at forfølge egne regler og fraskrev sig ansvaret for en samlet beslutning i forhold til Ruslands deltagelse i legene. Man var oppe mod noget, som var større end et internationalt idrætsstævne.

I et land, hvor sportsministeren eller dennes stedfortræder personligt kan vende tommelfingeren opad eller nedad i forhold til positive dopingprøver, er sportens autonomi naturligvis en total illusion: Stat og sport er én og samme ting i Rusland. I forhold til Rusland var der således ikke bare sket et systematisk statsstyret brud på de internationale antidopingregler. Der er samtidig tale om en grov misligholdelse af det olympiske charters regler om sportens autonomi. Det er dermed således IOC’s reelle principløshed i forhold til to helt fundamentale olympiske principper, som bliver udstillet af den russiske dopingskandale.

Derfor står den internationale olympiske komité i dag forpjusket og afklædt tilbage – uden moralsk autoritet, uden evne til at tage moralsk lederskab for den samlede olympiske idrætsbevægelse, uden folkelig eller politisk troværdighed i store dele af verden. Man lagde ansvaret fra sig, da det gjorde ondt.

Man kan altid diskutere, om man entydigt kan give IOC ansvaret for det uværdige dopingkaos inden OL. IOC-præsident Thomas Bach har naturligvis ret i, at det i princippet er WADA’s opgave at sikre, at skandaler som IAAF-skandalen i atletik, hvor topledere i IAAF mod bestikkelse kunne få positive prøver til at forsvinde, ikke kunne forekomme, lige som det er WADA’s opgave at sikre dopingprocedurerne og dopinglaboratoriernes uvildighed i de enkelte lande.

WADA kan til gengæld argumentere, at man jo netop har efterforsket anklagerne og lagt alvorlige anklager frem, som IOC derefter har valgt at skyde til hjørne i OL-optakten for at tækkes stormagten Rusland og beskytte det olympiske show. En hård magtkamp tegner sig forude mellem antidopingorganisationerne og IOC og de internationale idrætsorganisationer.

Hvad kommer dette til at betyde?

Det er jo ikke første gang, den olympiske bevægelse skal rejse sig efter et enormt hykleri i forhold til egne regler og principper. Når først åbningshøjtideligheden i Rio har skudt legene i gang med det sædvanlige gigantiske show og den nationale begejstring for de sportslige begivenheder tager over i de deltagende nationer, går det jo nok alligevel. Offentligheden og politikerne glemmer hurtigt…

Eller?

Rusland-skandalen står trods alt ikke alene. Den olympiske bevægelse befandt sig allerede inden den russiske statsdopingaffære i forvejen i en voldsom troværdighedskrise med bunkevis af eksempler på dårlig og gennemkorrupt ledelse i mange internationale specialforbund, mega-events, der stort set aldrig holder, hvad de lover, samt fra græsrøddernes side en idrætsdeltagelse og idrætsinteresse, hvis udvikling i stigende grad er frakoblet eliteidrætten og dermed kerneproduktet hos IOC og den olympiske bevægelse.

Var Rusland-affæren et nyt signal om, at vi er ved at nå vejs ende for den olympiske idræts særstatus i international idræt?

Vil vi se den olympiske bevægelse erodere over de kommende år, i takt med at kommercielle ligaer, klubber og medieselskaber tiltager sig stadig større magt over de kommercielt og folkeligt mest attraktive professionelle idrætsgrene (se bare herrernes sørgeligt besatte fodboldturnering i Rio), eller i takt med at tilskuernes og udøvernes interesser som deltagere eller tilskuere i stadig stigende grad retter sig mod sportsbegivenheder og idrætsgrene uden for den olympiske paraply?

Den barske sandhed er, at hovedparten af idrætsgrenene og idrætsudøverne ved de olympiske lege er aktive i idrætsgrene, der i stigende grad er perifere i forhold til det samlede idrætsbillede, og som ikke i ret mange lande kunne stå selv, hvis de offentlige støttesystemer trak tæppet væk under det olympiske hykleri. Vi har for nylig set olympiske kernelande som Norge, Sverige, Polen, Schweiz og Tyskland sagde nej tak til et OL-værtskab, fordi der simpelthen var folkelig og politisk modstand mod projektet. Nu kommer den olympiske idrætsverdens fortsatte magtesløshed i forhold til dopingproblemet så oveni. OL har udelukkende en særstatus, fordi det bygger på nogle særlige værdier og principper, som altså samtidig gang på gang trædes under fode…

Omverdenen afgør den olympiske bevægelses fremtid

Afgørelsen om den olympiske bevægelses fremtid ligger reelt ikke kun hos IOC-præsident Thomas Bach og den internationale olympiske komité.

IOC har – i det mindste i vores del af verden – spillet sig af banen som samlende autoritet for idrætten, som troværdig samarbejdspartner og som ’kustode’ for de olympiske værdier.

Afgørelsen kommer til at ligge hos borgerne og politikerne i de lande, der skal investere i fremtidens olympiske lege og i de sportsudøvere, som holder liv i legene.

Man må spørge sig selv, hvor længe demokratiske lande som eksempelvis Danmark fortsat kan orientere sit eliteidrætssystem mod den olympiske bevægelse, når selv IOC så åbenlyst blæser på egne regler og egne principper?

Eksempelvis er det primære formål med den danske eliteidrætslov, at Team Danmark, hvis støttekoncept primært er orienteret mod medaljer og hæder ved de olympiske lege og de olympiske discipliner, skal udvikle dansk eliteidræt ”på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde.”

Kan Team Danmark trods alle gode hensigter fortsat hævde, at man kan gøre det, når hele målestokken for de danske eliteaktive i al væsentlighed er en kriseramt olympisk bevægelse, der nu også udviser åbenlys foragt for de dopingregler, der egentlig var sat i verden for at beskytte atleterne?

Velvidende, at det umiddelbart vil være vanskeligt at forestille sig andet end et dansk eliteidrætssystem, der såvel i forhold til medaljer (DIF og Team Danmark) som i forhold til internationale events (Sport Event Denmark og DIF) stort set udelukkende orienterer sig mod den olympiske idræt, er dette et spørgsmål, der efterhånden bør stilles og diskuteres grundigt rent politisk.

Skal danske skattekroner i den trecifrede millionklasse til eliteidrætten fortsat investeres i at holde liv i en bevægelse, der mere og mere ligner en anakronisme, som tilmed er vendt tilbage til tidligere tiders tendens til at foretrække lande med autoritære og sportsbegejstrede regimer?

Eller skal man fra dansk side give den olympiske idræt fuld ’autonomi’ (læs: lade den sejle i sin egen sump og fryse den økonomiske støtte). Er tiden inde til at fokusere de offentlige midler på at udvikle andre aspekter af idrætten?

Danmark var i sin tid selv blandt bannerførerne for den internationale antidopingkonvention, der opfordrer regeringer til at tilbageholde støtte til organisationer, hvis de ikke er i overensstemmelse med de internationale antidopingkodeks. Er vi ved at nærme os en så uacceptabel situation i international idræt, at bordet fanger for de danske synspunkter i forhold til doping og korruption i internationale idrætsorganisationer?

Offentligheden bliver ikke nødvendigvis ved med at finde sig i at være til grin for egne penge, Det danske eliteidrætssystem er i dag indirekte en støtte til og en blåstempling af et sygt olympisk system.

Det er en stor mundfuld af en debat, vi lægger op til her, men spørgsmålet skal stilles – og helst af de politikere og de lande, som reelt finansierer gildet.

I det lys kan kulturminister Bertel Haarders nylige initiativ til en erklæring, der kritiserer IOC og Rusland i IOC-affæren også ses som en påmindelse til regeringerne selv om, at de faktisk i UNESCO-konventionen mod doping har opfordret hinanden til ikke at yde økonomisk støtte til eller facilitere værtskaber for idrætsorganisationer, der ikke respekterer antidopingreglerne.